Hvad skal vi med Facebook?

Whistlebloweren Frances Haugen har aflagt vidnesbyrd, og det ser ikke godt ud for Facebook. Men hvad skal der ske nu – og hvorfor er algoritmerne et svært sted at starte?

Foto: Thought Catalog / Pexels


Af Lars K Jensen

Digital chef hos Willmore og udgiver af Digital Ugerevy

Kontakt:
lars@willmore.dkTwitter | LinkedIn
.

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

Du kan altid afmelde dig igen ved at bruge linket i bunden af hvert nyhedsbrev

💌

“Hvad skal vi med Facebook, de vil altid bare slås

Hvad skal vi med Facebook, de vil kun bedrage os

Hvad skal vi med Facebook, de er altid til besvær

Hvad skal vi med Facebook, de vil altid kun ha’ mer’

Sådan lyder en – lettere – omskrivning af en sang af Preben Kaas og Jørgen Ryg fra 1963.

Indtil videre har Facebooks jagt på mere skaffet dem en dominerende position i vores liv – og en serie af problemer og tragedier. Sådan fortsatte det i denne uge, der var den måske værste i Facebooks historie.

Ugens helt store historie er naturligvis fortsættelsen af historierne om Facebook og om, hvor meget de vidste, og hvor lidt de gjorde.

Seneste kapitel startede forrige søndag, den 3. oktober. Her stod den whistleblower, der har delt en række dokumenter med den amerikanske kongres og ikke mindst The Wall Street Journal frem.

Under et interview med ’60 Minutes’ fandt vi ud af, at det er en tidligere product manager ved navn Frances Haugen, der havde leveret ammunitionen til The Wall Street Journals ‘Facebook Files’-afløringer, som jeg skrev om for en uge siden.

Tirsdag morgen, amerikansk tid, aflagde hun sit vidnesbyrd foran den samme kongreskomité, der tidligere har grillet Facebooks sikkerhedschef, Antigone Davis.

Umiddelbart inden var Facebook ramt af et enormt nedbrud, der sendte alle deres tjenester i sort i 6 timer. Nedbruddet skyldtes en ellers rutinemæssig teknisk øvelse, hvilket du kan læse mere om i denne uges Ugerevy-opsamling.

Få styr på høringen

Der er allerede skrevet meget om det, Frances Haugen sagde, så det vil jeg ikke bruge så meget tid på her. I stedet vil jege pege dig i retning af MIT Technology Reviews glimrende opsamling på deres dækning af Facebook og deres udfordringer i det seneste stykke tid, hvilket de på elegant vis bruger til at kontekstualisere Haugens forklaringer.

Casey Newton har også skrevet en solid artikel, hvor han fremhæver nogle af de vigtigste pointer samt kigger fremad.

Han bemærker eksempelvis – som Technology Review også gør – at Frances Haugen formår at flytte fokus fra mere eller mindre abstrakte snakke om indholdspolitik og censur til beslutninger om design af algoritmer og selve platformen.

Det gør hun blandt andet med afsæt i de lækkede data, hun skrabede sammen på Facebooks interne Workplace (Facebooks alternativ til det klassiske intranet), da hun sagde sit job op tilbage i maj.

Hvad så nu?

Et af de helt store spørgsmål er, hvad der skal ske nu. Nogle vil formentlig argumentere for, at dette er endnu et bevis på, at Facebook bør brydes op, og at man passende kan starte med at rulle købene af Instagram og WhatsApp tilbage.

Dette er Frances Haugen, måske overraskende, modstander af. I stedet peger hun på de algoritmer, der sammensætter blandt andet feed’et og kommer med andre anbefalinger på Facebooks platforme.

Haugen mener, at algoritmerne bør reguleres (så de ikke anbefaler indhold på baggrund af engagement – altså antal kommentarer, reaktioner, likes etc.). Derudover er hun fortaler for at gøre Facebook-feedet kronologisk, altså sorteret på eksempelvis opdateringers og billedernes udgivelses- eller upload-tidspunkter.

Casey Newton stiller spørgsmålstegn ved dette og nævner, at polariserende indhold også blev delt på Twitter og Instagram, inden de også valgte at sortere deres feeds via algoritmer, men at det muligvis kan dæmme op for spredningen.

Algoritmerne er svære

Derudover er det svært at regulere den form for algoritmer, der er tale om her.

MIT Technology Review har talt med Ellery Roberts Biddle, der er projektdirektør hos Ranking Digital Rights – en nonprofit, der studerer sociale platformes rankingsystemer og deres indvirkning på menneskerettigheder.

Hun fortæller, at Haugens forslag giver mening, men at der stadig er mange ubesvarede spørgsmål omkring algoritmetransparens, altså gennemsigtigheden i og omkring disse systemer.

(Jeg har tidligere skrevet om algoritmetransparens, og at man heller ikke skal have for meget af det, i mit engelsksprogede nyhedsbrev.)

Politiken, opfordrer i en leder Facebook til at åbne op for algoritmerne, så myndighederne kan få indblik i, hvordan de fungerer.

Umiddelbart er det et fornuftigt ræsonnement; lad os skille feed-algoritmerne ad og skabe synlighed (om ikke andet for myndighederne) om, hvad de prioriterer – og gøre det rigtigt.

Men en ting er, at det er svært at arbejde med den form for transparens – noget andet er, at det ikke nødvendigvis er nogen god løsning. Ikke kun fordi, det kan rejse spørgsmålet om, hvad en virksomhed har ret til at holde hemmeligt af konkurrencehensyn, men også fordi det ikke nødvendigvis fører noget godt med sig at gøre det synligt, hvad algoritmer som dem, der styrer Facebook-feedet, arbejder efter.

I forvejen er der en kamp i gang hver dag – og her spiller mange medier lystigt med – hvor det handler om at ramme de rigtige tidspunkter, elementer og interaktioner (“hvad synes du – læg en kommentar”), så man får de gode placeringer i feedet.

Yderligere gennemsigtighed om, hvordan feedet på Facebook fungerer vil gøre denne kamp endnu vildere, og det vil hurtigt blive et ræs mod bunden. Akkurat som når journalister konkurrerer på klik, sidevisninger og læsere.

Det, du måler, er du selv

Det skyldes noget meget grundlæggende, nemlig det der kaldes “Goodharts lov” – den kan du læse mere om på Wikipedia, hvis du har lyst. Kort fortalt siger den, i lettere omskrevet form, at “when a measure becomes a target, it ceases to be a good measure”.

Altså; i det øjeblik, du gør et målepunkt til et mål, er det et dårligt mål.

Det er det af den simple årsag, at vi mennesker hurtigt finder ud af, hvordan vi får vores belønning, og så gamer vi systemet, indtil det lykkes. Det er derfor, nogle journalister laver clickbaits – fordi så får de flere sidevisninger end kollegerne og konkurrenterne.

Og det er selvfølgelig også derfor, Facebook-feedet er så grimt, som det til tider er: Vi vil gerne have den store rækkevidde og de mange interaktioner, for så er vi jo dygtige.

Vi elsker det vanvittige

Derfor løser øget gennemsigtighed formentlig ikke meget, ligesom det ikke bliver sjovt at være dem, der skal regulere de signaler, rank-algoritmerne arbejder efter – fordi det i sidste ende skal være målbart, for at algoritmerne fatter det, og allerede der er det hastigt på vej til at blive en dårlig idé at måle efter.

Det her handler om noget, der er større og mere komplekst, end at vi er sure på og skuffede over Facebook. Det handler om os mennesker. Som MIT Technology Review skrev i tilbage i marts:

“The models that maximize engagement also favor controversy, misinformation, and extremism: put simply, people just like outrageous stuff.”

Bevares, det er selvfølgelig ikke det samme som, at der ikke skal gøres noget – men det illustrerer, hvorfor det er svært at regulere såvel tech-firmaer som de algoritmer, der driver dem og deres platforme.

Samtidig er Machine Learning-algoritmer, der er trænede på data og selvlærende, ikke så lette at gennemskue som en gammeldags, regelfølgende nærmest håndskrevet algoritme.

Derudover viser argumentet for at skille algoritmen ad også begrænsningen i den sammenligning med de store tobaksfirmaer, som de amerikanske politikere og nogle medier har kastet sig ud i.

Sammenligningen ligger jo lige for: Der er tale om en stor, ond organisation, der har bygget noget, der er dårligt for os, men som vi samtidig bliver afhængige af. Men der er nu engang forskel på ingredienslisten i en cigaret og i en algoritme, der skal bringe vores billeder og geniale ord ud til så mange mennesker som muligt.

I et Recode-nyhedsbrev (der desværre ikke er udgivet online, så jeg kan ikke linke til det) argumenterer Adam Clark Estes for, at Big Oil (de store amerikanske oliefirmaer, der siden blev splittet op via antitrust-lovgivning) er en bedre sammenligning.

Det handler blandt andet om, at såvel oliefirmaer som Facebook sidder på noget, vi har svært ved at undgå, især i “developing nations”, hvor der er en større afhængighed af Facebook end i for eksempel USA – som det også ses med olie.

Oliemetaforen har selvsagt også sine begrænsinger, men den er nu ikke desto mindre interessant og umiddelbart mere relevant end cigaretterne.

Om du vil kæde det sammen med alle “data er det nye olie”-parolerne, må stå for din egen regning 🙂

Del så de data

Hvad kan der så gøres? Af alle de ting, jeg har læst i forbindelse med “Facebook Files” og Haugens vidnesbyrd, synes jeg faktisk Casey Newton har fat i noget i sit Platformer-nyhedsbrev.

Både i den artikel, jeg linkede til tidligere, og i denne artikel, hvor han advokerer for, at Facebook deler “Facebook-filerne” (det var inden, de så delte de slides, én af Wall Street Journal-historierne handlede om).

Og det handler om data.

Begge artikler rummer nemlig en appel om, at Facebook også frigiver de data, der ligger til grund for de interne konklusioner og anbefalinger, de siden har fået så meget kritik for.

Newtons pointe er god; for det handler nemlig om ægte transparens. Og han foreslår ikke, at Facebook bare slår en eksport i kommasepareret format, som du så kan mase ind i Excel eller Google Sheets.

I stedet anbefaler han Facebook at frigive dataene i samarbejde med uafhængige forskere, således at dataene kan blive sat i de fornødne kontekster samt blive anonymiseret og renset for personhenførbare oplysninger.

Okay, det handler ikke om de algoritmer, som så mange er så sure på – men det handler dog om konsekvensen af dem og de sociale platformes andre aspekter og indvirkning på vores samfund.

Og det betyder, at man ville have et reelt, faktabaseret afsæt for at lave noget om (et grundlag meget af debatten omkring Facebook, teknologi og algoritmer desværre ofte mangler).

Skal forskere have adgang ved lov?

Desværre har Facebook ikke ligefrem stolte traditioner for at dele data. I en glimrende gennemgang peger Columbia Journalism Review os til en artikel hos The Washington Post skrevet af Nathaniel Persily. Han er professor ved Stanfard Law School og chef for Stanford Cyber Policy Center.

Han stod også i spidsen for et samarbejde mellem forskere og Facebook, som han dog forlod efter flere års frustration over brudte løfter om at dele mere data.

“When Facebook did finally give researchers access to data, it ended up having significant errors — a problem that was discovered only after researchers had spent hundreds of hours analyzing it, and in some cases publishing their findings (about, for example, how disinformation spreads).”

Derfor opfordrer Persily den amerikanske kongres til at vedtage en lov, der giver forskere adgang til information fra Facebook om, hvordan dets tjenester påvirker samfundet.

Det er ikke fjernt fra, hvad Casey Newton anbefaler og efterspørger – og noget kan tyde på, at Facebook før eller siden vil blive tvunget til at dele disse former for data og oplysninger.

Hans råd til kongressens politikere er samtidig, at de ikke forsøger at vedtage en lov, der skal løse alle de problemer, Haugens vidnesbyrd omhandlede.

Kan Facebook redde sig selv?

Selvfølgelig ville det være dejligt og nemt, hvis Facebook selv begyndte at frigive den slags ting og begyndte at bygge et feed, der var mindre polariserende. Især i kølvandet på afsløringer af, at de har sat vækst (for såvel brugen af Facebook som Facebooks bundlinje) forrest.

Men det tyder på, at Facebook skal have hjælp.

I starten af sit vidnesbyrd sagde Frances Haugen:

“The company’s leadership knows ways to make Facebook and Instagram safer and won’t make the necessary changes because they have put their immense profits before people. Congressional action is needed. They cannot solve this crisis without your help.”

“Facebook’s actions make clear that we cannot trust it to police itself,” sagde den demokratiske senator Richard Blumenthal, der sidder i spidsen for den kongreskomité, Haugen vidnede overfor, ifølge CNN.

Og da MIT Technology Review i juli anmeldte en bog om Facebooks “fundamentale fejl” sagde de det ganske tydeligt:

“[…] between the lines, the message is loud and clear: Facebook will never fix itself.”

Herhjemme har Sebastian Gjerding fremført samme synspunkt i en lederartikel hos Information.

Tvivlens fordel er væk

Jeg nævner det efterhånden hver gang, jeg enten skriver eller holder oplæg om Facebook, men det er en pointe, der er værd at gentage:

Uanset om Facebook i en given sag har begået store fejl eller har (helt eller delvist) ret i det de siger, så har de forlængst mistet “the benefit of the doubt”. Især hos mange medier.

Det kommer selvfølgelig delvist fra Facebooks lange række af dårlige historier, men det er også baseret på ganske stærke følelser overfor Facebook i dele af mediebranchen, hvor man er flasket op på en historie om, at det er tech-firmaer som Facebook, der har taget de penge, der burde gå til medierne.

Om man deler det narrativ eller ej er ikke relevant i netop denne sammenhæng – men det er vigtigt at have for øje, når man orienterer sig i Facebooks række af skandaler. Blandt andet fik The New York Times gjort i nælderne, da de fejlagtigt skrev i 2018, at Netflix og Spotify kunne læse med i Facebook-brugernes private beskeder.

Det var ikke tilfældet. Journalisten havde tilsyneladende ganske enkelt ikke forstået det tekniske – og det er et godt eksempel på, at tvivlens fordel er væk for Facebook.

Facebooks svar

Facebooks modsvar på Facebook Files og Frances Haugens vidensbyrd har indtil videre bestået af blandt andet:

  • En artikel af Nick Clegg (Facebooks “Vice President of Global Affairs”) med overskriften “What the Wall Street Journal Got Wrong”
  • En tilbagevisning af dele af The Wall Street Journals dækning (som minimum med delvis berettigelse, ser det ud til), som dog også stiller spørgsmål ved validiteten i dele af Facebooks research (“This research, some of which relied on input from only 40 teens…”)
  • Slides (PDF #1, PDF #2) om blandt andet Instagrams påvirkning på unge (ledsaget af kommentarer, der stillede spørgsmålstegn ved konklusionerne i dokumenterne samt dataene – og derved Facebooks egne forskere)
  • Et opslag fra Mark Zuckerberg, hvor han (ikke overraskende) forklarer, at Facebook føler sig misforstået og gentager deres interesse i regulering (som dog, siger kynikerne, formentlig vil gøre det sværere for konkurrenter og dermed gavne Facebook mest)
  • Et forsøg på en miskreditering af Frances Haugen (hun arbejdede der i mindre end to år, havde intet medarbejderansvar og havde aldrig beslutningsmøder med den øverste Facebook-ledelse)

Som Casey Newton skrev i forbindelse med miskrediteringen af Haugen:

“If there’s a point in there, I missed it.”

Jeg er ikke i en position, hvor jeg kan rådgive Facebook, så det vil jeg lade være med.

Men det tyder på, at det er på tide, de lancerer nogle reelle initiativer omkring deling af og gennemsigtighed i forbindelse med information og data – inden de bliver tvunget til at gøre det.

Og så handler det også om, at dem, der til stadighed gør sig afhængig af Facebook og fodrer platformen (det gælder også medier) bør tænke sig om.

Men ja, det er lettere sagt end gjort. Som Kaas og Ryg sang i 1963:

“Bare en gang til, så sker det aldrig, aldrig mer’

Bare to gange til, så sker det aldrig, aldrig mer’

Bare syv gange til, så sker det aldrig, aldrig mer’

Bare firs gange til, så sker det aldrig, aldrig mer’

Det lover vi hinanden”

En ting er at sige noget. Noget andet er at gøre noget ved det. ◉

Giv dig selv en fordel:
+ Tilmeld dig Ugerevyen

Facebook Files: Forskere og sikkerhedschef som offerlam

Facebook Files ruller videre, og i et selvforsvar stiller Facebook tvivl ved både research og konklusioner – samt folkene bag dem.

Af Lars K Jensen
lars@willmore.dkTwitter | LinkedIn

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

Du kan altid afmelde dig igen ved at bruge linket i bunden af hvert nyhedsbrev

💌

En af de helt store historier lige nu er The Wall Street Journals ‘Facebook Files’-serieafsløringer med afsæt i lækkede Facebook-dokumenter.

Af afsløringer har vi blandt andet kunne læse, at:

En anden historie var, at Instagram er “giftig” for teenage-piger, og i den forgangne uge skød Facebook tilbage i en pressemeddelelse, hvor de gendriver de central pointer i The Wall Street Journals afsløring.

Det drejer sig blandt andet om, at teenagere generelt oplyser, at de får det bedre af at være på Instagram – samt at nogle af pointerne fra den interne analyse mangler den nødvendige kontekst og er på et dårligt datagrundlag (40 adspurgte).

Du kan også læse mere om Facebooks svar hos The Drum, der bekræfter, hvad jeg tidligere har skrevet om: Ingen vil lade tvivlen komme Facebook til gode – og da slet ikke medierne.

Børne-Instagram på pause

Helt immune er Facebook dog ikke, og i ugens løb udgav Facebook endnu en pressemeddelelse, hvor de annoncerede, at udviklingen af “Instagram For Kids” er sat på pause. Du kan læse mere hos TechCrunch.

Facebook har brug for at tale med blandt andet forældre og eksperter – og det lyder jo ikke som en dårlig idé.

Til gengæld er der mange, der synes, at et Instagram for børn lyder som en dårlig idé, og den kritik har lydt lige siden Facebook første gang delte planerne. Ikke overraskende insisterer Facebook dog på, at det ikke er fordi, idéen er dårlig, at den er sat på pause.

The Wall Street Journal kunne dog også afsløre, at det ikke kun er i Instagram-regi, at man ser unge mennesker om et attraktivt, “untapped”(!), publikum, der på sigt kan blive loyale Facebook-brugere og derved holde annonce-maskinen hos verdens største imperie af sociale platforme smurt.

Sætningen “Exploring playdates as a growth lever” siger ligesom det hele.

Offerlam og researchere under bussen

I torsdags nåede sagen en vigtig milepæl, da Facebook skulle medvirke i en høring foran en senatskomité. Resultatet blev, skriver Casey Newton i sit Platformer-nyhedsbrev, noget så sjældent som en produktiv høring.

Til høringen havde Facebook sendt sin “Head of Safety”, Antigone Davis, og flere steder blev det tydeligt, at hun ikke var den rigtige til at svare på de vigtige spørgsmål.

Casey Newton skriver:

“Ultimately the hardest question here — how a for-profit corporation balances growth demands with safety issues — is one for Instagram chief Adam Mosseri, or even Facebook CEO Mark Zuckerberg. In the words of Alex Stamos, former chief security officer at the company: ‘Sending Davis as the sacrificial lamb was cowardly.'”

Og okay, så kan vi samtidig undre os lidt over nogle af de spørgsmål, der bliver stillet under sådan en høring.

Inden høringen havde Facebook været ude i, hvad der må siges at være en PR-offensiv, hvor målet helliger midlet.

De udgav de slides som dele af The Wall Street Journals afsløringer er baseret på, krydret med noter/kommentarer, der stiller spørgsmålstegn ved konklusionerne i dokumenterne samt dataene – og derved Facebooks egne forskere.

Et eksempel:

Du finder de to slidedecks i PDF-format her:

The New York Times skrev, at kommentarerne “sought to contextualize the limitations of the research and chastised its own researchers for using imprecise language”.

Casey Newton, der er en mand med gode forbindelse i branchen, fortæller, at moralen er lav blandt Facebooks researchere, og at flere nok vil følge dem, der har sagt op – en del har angiveligt fået job hos Twitter i stedet.

I en tidligere udgave af sit Platformer-nyhedsbrev opfordrede Newton i øvrigt til, at Facebook selv frigav de dokumenter, det hele drejer sig om.

Her er vi kommet lidt af vejen (og Facebook forsøger med deres kommentarer at give dokumenterne den kontekst, de ellers ville mangle), men Newton foreslog også, at Facebook frigiver de underliggende data – for eksempel i samarbejde med uafhængige forskere.

Om det kommer til at ske, er mindre sikkert.

Whistleblower stod frem

Mens afsløringerne ruller videre, er der et andet aspekt i historien: Den whistleblower, der har hjulpet The Wall Street Journal med deres afsløringer, og som også taler med den amerikanske kongres.

Natten til mandag, tid blev, hendes identitet afsløret i et minut i ’60 Minutes’, hvor Frances Haugen (en tidligere product manager, der forlod Facebook i maj måned) stod frem og fortalte om sine bevæggrunde.

The Daily Beast skriver:

“‘The thing I saw at Facebook over and over again was there were conflicts of interest between what was good for the public and what was good for Facebook,’ she told host Scott Pelley.

And Facebook, over and over again, chose to optimize for its own interests, like making more money.”

Haugen var en del af ‘Civic Integrity team’-teamet, og da det blev nedlagt i december 2020 (da resultatet af det amerikanske valg stod klart) gik det op for hende, at Facebook ikke var villige til at gøre det, der skulle gøres for at forhindre Facebook i at blive farlig.

Mark Zuckerberg har aldrig ville skabe en farlig eller ond platform, siger hun. Men ifølge hendes syn har han tilladt nogle valg, hvis bivirkninger har betydet, at hadfuldt og polasierende indhold får en større distribution og rækkevidde.

Tirsdag morgen amerikansk tid skal hun vidne foran det amerikanske senat.

Udover at lække dokumenterne har hun sammen med sine advokater indgivet mindst otte anklager mod Facebook ved USA’s Securities and Exchange Commission (SEC).

Whistlebloweren har ikke gjort det uden risici; vedkommende er nemlig ikke beskyttet mod mulige repressalier fra Facebook, skriver NPR. Det afviste hendes advokat, John Tye, dog på ’60 Minutes’.

En ting er sikker: “Facebook Files” fortsætter lang tid endnu. ◉

Lyt videre

I ugens løb var jeg gæst hos Anton Gade-Nielsen i ALL CAPS på Loud, hvor vi blandt andet talte om, at Instagram Kids er sat på pause.

Læs mere og lyt ›››

Giv dig selv en fordel:
+ Tilmeld dig Ugerevyen

Måske var åbningsrate aldrig en god målestørrelse?

En ny beskyttelse i iOS-styresystemet har spredt panisk stemning blandt e-mail- og nyhedsbrevsfolket. Apples nye tiltag er endnu et søm i åbningsratens ligkiste.

Foto: Olia Danilevich / Pexels

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

Du kan altid afmelde dig igen ved at bruge linket i bunden af hvert nyhedsbrev

💌

I denne uge lancerede Apple seneste version af iOS, der er deres styresystem til iPhone. En af de største og mest omtalte nyheder i version 15 er en forbedret beskyttelse af brugerens privatliv, hvad gælder e-mail.

Det giver fantastisk mening, for alle de gode tiltag, der på det seneste har forbedret vores digitale privatliv har primært handlet om cookies og websites.

E-mails er gået fri – til trods for, at man som marketer og afsender af nyhedsbreve (som dette) kan se en masse data helt ned på det enkelte brugerniveau.

I MailChimp (som jeg sender Digital Ugerevy med) kan jeg for eksempel se, om en given modtager har åbnet mailen (hvis altså vedkommende tillader billeder), og jeg kan da selvfølgelig også se, om modtageren trykker på nogle links (det kan jeg se uanset hvad).

Det er jo fedt for mig (hvis jeg altså gad dykke så langt ned), men det er jo ikke særlig fedt for dig, der måske trofast siger nej til alle cookies, der ikke er strengt nødvendige, og derudover beskytter dit privatliv foran skærmen og ude i skyen.

Don’t panic

Af åbenlyse årsager skabte Apples nye indstilling i Mail-applikationen (som er meget svær at komme uden om – som du kan se i min lille iOS 15-tråd på Twitter) panik nogle steder.

Fremover vil Apple nemlig (hvis du bruger deres mail-app (og det er der mange, der gør) og tænder for den indstilling hente e-mailen (inklusiv den lille pixel, der måler, om du åbner e-mailen) ned til deres systemer og rense den for tracking etc., inden systemet giver mailen videre til dig.

Det betyder, at tracking på IP-adresse, lokation etc. bliver sat helt ud af spillet, og at næsten alle mails, der passerer igennem det setup vil blive set som åbnede af afsendersystemet (MailChimp i mit tilfælde).

Ergo giver det mindre og mindre mening at måle på åbningsrate. Men sådan har det altså været længe.

En række tiltag og aspekter omkring e-mails betyder, at det er lang tid siden, det sådan for alvor gav mening at kigge på åbningsrate. Læs blot Loren McDonald’s “Why The Open Rate Must Die” fra 2008(!):

“The email open rate is simply a tired, inaccurate and irrelevant metric that no longer measures what it was originally intended to. As a result, it gives you the wrong picture of your subscribers’ interest in and involvement with your mailings. (“Engagement,” if you want to use the buzzword).”

Eller som Julie Horup siger:

“Hvis du måler dit nyhedsbrevs succes på åbningsraten, er du allerede fucked. Det ændrer iOS 15 ikke på.”

Kig på noget andet

Jeg har skrevet om, hvordan jeg har forsøgt at komme væk fra åbningsraten (jeg turnerede også linket i sidste uges nyhedsbrev – men man skal jo aldrig gå af vejen for at linke til sine egne ting), og der er mange andre artikler derude, der kan fortælle dig det samme:

Åbningsrate er, var og bliver bestemt ikke noget, du kan bruge til ret meget. 

Der er andre målestørrelser; for eksempel er det vigtigere, at du kan se, at folk interagerer med dine nyhedsbreve på den måde, de er tænkt.

Hvis dine mails skal skaffe trafik, skal folk klikke, og hvis du for eksempel udgiver en ugentlig opsamling på digitale medietendenser, er det måske vigtigere, at folk tilmelder sig nyhedsbrevet og bliver hængende uden at smutte igen med det samme.

Fokusér på, hvordan dine nyhedsbreve kan give mest mulig værdi for dine modtagere – og hvis du er en udgiver eller et medie, bør du overveje at give folk noget, der er unikt i e-mailen. (Som er en af de gamle travere, jeg bliver ved og ved med at nævne – fordi det er rigtigt.)

Så lad være med at gå i panik over åbningsraten. Og hvad end du måler på, så er der god sandsynlighed for, at det bliver sværere i den nærmeste fremtid.

Gå i panik over det i stedet.

Denne tekst udkom sammen med opsamlingen fra uge 38.

Gør som de andre professionelle i mediebranchen:
+ Modtag Digital Ugerevy i din indbakke

Clubhouse gør kur til medierne: Ansætter NPR-veteran

Den engang så hypede lyd-app var dømt ude, men den er her endnu – sammen med kopierne. En nyansættelse skal gøre kur til medier, for måske ligger den sociale lyds fremtid i mediebranchen?

Af Lars K Jensen (@larskjensen)

Jeg har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i mere end 15 år og arbejder som digital chef hos medieudviklingsbureauet Willmore. Digital Ugerevy er min opsamling på ugens vigtigste historier.

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

Du kan altid afmelde dig igen ved at bruge linket i bunden af hvert nyhedsbrev

💌

På få måneder gik Clubhouse fra at være the hotteste hotte under lockdown til at blive et studie i, hvor hurtigt en succes kan implodere og forsvinde igen.

I maj skrev Business Insider, at Clubhouse var faldet fra 9.600.000 millioner downloads i februar til 900.000 downloads i april:

Av av av…

Der er flere årsager til Clubhouses voldsomme fald. En Android-app, der kom alt for sent – og det faktum, at flere og flere af os efterhånden er vendt tilbage til en normal hverdag med en arbejdsdag på et kontor og mindre tid til at deltage i en samtale med andre i kortere eller (ofte) længere tid.

I slutningen af april medvirkede jeg i et afsnit af All Caps på Loud, hvor jeg sammen med værten Anton Gade-Nielsen sagde farvel til Clubhouse og snakkede om nogle af årsagerne.

Tilbage fra de døde

Men for nylig var der dog oprejsning til det, der ellers lignede det totale kollaps. I starten af august berettede Social Media Today, at der er betragtelig stigning i brugen af Clubhouse:

Ifølge Clubhouse selv bliver der nu afholdt 600.000 rum om dagen (nyere tal siger 700.000) mød 300.000 i maj.

Det er dog værd at bemærke, at hvis du ikke har oplevet, at folk omkring dig er begyndt at hænge ud på Clubhouse igen, så er det ikke fordi, der er noget galt med dig. Væksten ligger nemlig andre steder:

“The app is also gaining momentum in India, where Android is by far the dominant OS. India has now become a big focus for the app. Audio social provides specific advantage in the Indian market, given that 121 different languages are spoken in the region, and more people are able to understand many of these languages by ear than they’re able to read them in text form.

Add to that the live nature of the discussion, which enables more open interaction, free from Indian Government interference, and you can see why the app has taken off.”

Derfor vil en stor del af stigningen i daglige Clubhouse-rum formentlig ligge i Indien.

Gør kur til medier med ny chef

Det skal dog ikke tage noget fra Clubhouse, og der er angiveligt stadig potentiale i social lyd. Og noget tyder på, at den fremtid – i hvert fald den nærmeste fremtid – ligger i en af de brancher, der har grinet højest af Clubhouse: Mediebranchen.

I den forgangne uge kunne CNN fortælle, at Clubhouse har hyret en NPR-veteran til at stå for, at medier og nyhedsudgivere bruger Clubhouse (hendes titel “Head of News and Media Publishers”).

Det drejer sig om Nina Gregory, der har været hos NPR siden 2006, og i CNN-artiklen sætter hun ord på, hvorfor det er det rigtige for hende:

“As an audio journalist, [Clubhouse] aligned with what I’ve always believed is the best medium for news. You don’t need to know how to read to be able to hear radio news. You don’t need to have an expensive subscription. You don’t need cable […]

The accessibility across not just geography, but socioeconomics and cultures has always driven me to the power of the medium.”

Clubhouses fokus på medier er egentlig ikke overraskende med tanke på, hvor stor succes mange medier har med lyd.

Mediebranchen har i flere år været i et boom indenfor podcasting, der har betydet, at de har kunnet nå brugere, de ellers ikke kunne. Flere medier og udgivere arbejder nu mod at tjene penge på (også) at udkomme på lyd – et godt eksempel fra vores egen andedam er Zetland, der længe har været mere lyttet end læst.

Men ingen har endnu formået at kombinere to af de hellige graler for medierne: Lyd og engagement. Mange troede, at Clubhouse havde formået netop det, og derfor holdt mediebranchen ekstra godt øje med den.

Og måske derfor gjorde det ekstra ondt, da Clubhouse så ud til at forsvinde igen.

Medierne eksperimenterer

Der er dog medier, der eksperimenterer med den sociale lyd. CNN fortæller, hvordan blandt andet USA Today har eksperimenteret med Clubhouse, hvor eksempelvis journalister har været værter for samtaler om nogle af de historier, de har dækket.

NPR har også eksperimenteret med Clubhouse, men bruger nu Twitter Spaces, hvilket illustrerer, at Clubhouse ikke længere har scenen for sig selv. Blandt andet Facebook har også en konkurrent, og flere er på vej.

(Derudover er Twitter også i gang med at rulle “Ticketed Spaces” ud, hvor man kan tage betaling fra deltagerne i et Space – men det vil falde de færreste medier naturligt at tage penge via Twitter for den form for deltagelse.)

Og der er ingen tvivl om, at social lyd kan noget for medier. Men det kræver det rette emne – og at man som bruger kan på det tidspunkt, for lyden bliver ikke gemt til senere.

I midten af august afholdt Los Angeles Times, i forbindelse med den eskalerende situation i Afghanistan, et Twitter Space (hvor jeg nåede at kigge forbi) om situationen i det land, hvor USA har kæmpet en krig i 20 år:

Det giver virkelig god mening, og det positionerer medierne og deres journalister og bringer deres viden i spil i en samtale, der foregår her og nu og på flere parameter overmatcher hvad selv det bedst modererede kommentarsystem eller liveopdateringsshow kan byde på.

Det er en vaskeægte live samtale med mediet som vært – og man behøver ikke leje et lokale eller at få folk til at møde op.

Det setup har nu engang potentiale for en branche, der gradvist går længere væk fra annoncøren og tætteren på brugeren for at gøre denne til abonnent.

Byg dit eget klubhus

Men det kræver ressourcer, og flere medier vil nok rynke på næsen over, at samtalerne skal foregå hos tech-firmaer og ikke hos medierne selv.

Der er alternativer til tech-platformene; en hurtig Google-søgning fik mig hen til ‘Jam’, der beskriver sig selv som et open source-alternativ til netop Clubhouse, Twitter Space og de andre.

Hvis man er en tand mere seriøs omkring sin teknologi vil man måske bygge det selv – selvom live-streaming af lyd og samtaler ikke er nogen let nød at knække.

Det bliver selvfølgelig en anden type samtale, når et medie holder snakken hos sig selv i sit eget klubhus.

Der vil være færre og andre deltagere end på platformene – fordi det som udgangspunkt vil foregå mellem mediets eksisterende brugere og abonnenter. For nogle medier (også herhjemme) vil det dog formentlig være den helt rigtige løsning.

Nu er danske medier ikke kendt for deres digitale vovemod, så der går nok lidt – men engagement på lyd er en naturlig udvikling i tovejsrelationen mellem medie og bruger.

Det er stadig for tidligt at begrave Clubhouse helt – men det store potentiale ligger måske i den form for kommunikation og platform, Clubhouse har skabt, og mindre i deres eget produkt. ◉

Gør som de andre professionelle i branchen:
+ Tilmeld dig Digital Ugerevy