Nu kommer der podcasts på Facebook

Der bliver kamp om vores ører, når Facebook lancerer deres podcast-produkt – med egenudviklet afspiller.

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

💌

Facebook er i den grad på vej ind i markedet for lyd. I ugens løb var Mark Zuckerberg vært for en test af Audio Rooms (deres kopi af Clubhouse) for resten af Facebook-ledelsen.

Og nu kan The Verge fortælle os, at Facebook vil lancere podcasts på deres platform den 22. juni – det er på tirsdag.

Klipfunktion på vej

Datoen var lidt kendt i forvejen, men blandt nyhederne er, at det ligner en større lancering, end man umiddelbart troede, samt at der er en ny klipfunktion på vej.

Den gør det muligt for lytterne at hive en bid på op til 1 minuts længde ud af en podcast-episode, som angiveligt kan deles videre. Klipfunktionen er endnu ikke lanceret, og som podcaster skal man selv aktivere den.

Sådan tilføjer man en podcast

Har du en podcast, kan du – når Facebook har lanceret podcasts, selvfølgelig – forbinde din Facebook-side med RSS-feed’et til din podcast. (Det bliver interessant at se, hvordan Facebook vil verificere den forbindelse.)

Så bliver der fremover lavet et opslag for hver ny episode, og du får et fint “Podcasts”-faneblad på din Facebook-side:

Discoverability driller

Facebook annoncerede for første gang, at der ville komme podcasts på platformen, i et blogindlæg fra april.

Der forklarede de, at det både handler om at gøre det muligt at lytte til podcasts (mere om det lige om lidt) og at finde nye. Det er stadig podcasting-verdens største problem:

“And because it’s still hard to discover podcasts you like, we will help you easily find new podcasts and episodes based on your interests, comment on them and recommend them to your friends. And podcast creators will be able to reach and connect with new listeners — all directly within the Facebook app.”

Bygger egen afspiller

The Verge har tidligere skrevet, hvordan Facebook er ved at udvikle deres egen podcast-afspiller. Det er interessant, fordi mange troede, det ville foregå via deres samarbejde med Spotify.

Spotify meldte nemlig ud i slutningen af april, at de ville lancere en “mini-player”, som integrerer med Facebook. Men angiveligt handler det samarbejde (for Facebook) mere om musik end podcasts.

Det indikerer altså, at vi i inden længe får mulighed for at afspille både musik og podcasts i vores Facebook-feeds – og at det vil foregå enten via Spotifys nye mini-player eller Facebooks nye podcast-afspiller.

🤜🎧🤛

En ting er sikkert: Lyd og podcasts er kæmpestort (no surprises there), og der er en vild kamp i gang om at blive det sted, hvor vi lytter.

Hvis du vil læse mere om det, skrev jeg om podcast-kampen mellem Apple og Spotify i nyhedsbrevet fra uge 20.

Apropos Facebook…

Som du måske har opdaget, spidser det til mellem Facebook og de danske medier. Seneste nyt er, at Facebook nu begrænser visningen af private delinger af indhold fra danske medier.

Deler du for eksempel en artikel fra Kristeligt Dagblad, ser det sådan ud:

Det har jeg skrevet om i en artikel hos Kommunikationsforum, hvor du kan læse baggrunden for Facebooks beslutning. 

I ugens løb fik jeg lov at tale om det, da jeg var gæst hos ALL CAPS på Loud.

🎧 Lyt: Apple Podcasts | Spotify

…eller søg på “ALL CAPS” der, hvor du hører podcasts

Værten, Anton Gade Nielsen, var så flink at omtale et debatindlæg, jeg skrev hos Journalisten tilbage i 2016: Medierne bruger Facebook forkert.

Det er en del af det kompleks og den problemstillingerne, medierne står i nu:

“Facebook er skabt til at indgå dialog. Men de danske medier bruger nærmest udelukkende platformen til at høste klik. Indgå konstruktive samarbejder med læserne, skriver Lars K. Jensen”

Denne artikel blev udgivet med Digital Ugerevys nyhedsbrev fra uge 24.