Alvorlige beskyldninger mod Google AMP

Er Accelerated Mobile Pages en teknologi, der giver mobile websites et tiltrængt performance-løft – eller er det en måde for Google at bekæmpe andre teknologier, der kan udfordre deres dominans indenfor annonceteknologi?

Af Lars K Jensen
Twitter / LinkedIn

Originalfotos: Andrea Piacquadio og PhotoMIX Company (begge Pexels)

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

Du kan altid afmelde dig igen ved at bruge linket i bunden af hvert nyhedsbrev

💌

Det er måske ikke mange, der reelt ved, hvad Googles AMP-initiativ (Accelerated Mobile Pages) går ud på, men mange er uden tvivl stødt på websider på deres mobiltelefon, der er blevet optimeret med AMP.

Hvis du for eksempel nogensinde har klikket på et link i en Google-søgning, der havde et lyn ved siden af sig, har du stensikkert været på en AMP-optimeret side.

Vil du vide mere om Google AMP, kan du læse om det på Wikipedia – men kort fortalt går det ud på at få websites til at loade hurtigere og bedre på mobiltelefoner.

Prisen for det er, at man pakker sin hjemmeside ind i et Google-script, der står for renderingen af siden (altså at den bliver loadet og vist) og som dermed sætter skarpe krav til, hvilke elementer man kan bruge på sit website.

Siden lanceringen af AMP i 2015 har en lang række websites implementeret teknologien, men der har også været modstand. I 2018 kom det åbne brev, “A letter about Google AMP”, med mere end 700 medunderskrivere, der slutter med ordene:

“However, publishers should not be compelled by Google’s search dominance to put their content under a Google umbrella.  The Web is not Google, and should not be just Google.

I 2019 fortalte 9 to 5 Google, at Apple og Mozilla havde kæmpet mod AMP over flere måneder.

Det siger jo lidt sig selv, fordi de står bag deres egne web-browsere (Safari og Firefox), men især Mozilla har alle dage kæmpet for et frit, åbent web – og semi-proprietære tiltag som Google AMP står i kontrast til det.

Stort sagsanlæg

Siden er AMP kommet i endnu mere modvind. I december 2020 lagde Texas’ Attorney General, sammen med andre stater, sag an mod Google for at bryde antitrust-lovgivningen, der handler om monopolvirksomhed. En del af det handlede om AMP, og selve sagsanlægget fra dengang er for nylig blevet frigivet i ucensuret form.

Og det er ikke småting, man kan læse.

Hos WP Tavern (der primært skriver om WordPress – vi vender tilbage til, hvorfor det er relevant i denne sammenhæng) har Sarah Gooding en fin opsummering af nogle af de vigtigste pointer fra det nu frit tilgængelige sagsanlæg.

Kampen mod header bidding

Overordnet går beskyldningerne på, at Google ikke skabte Accelerated Mobile Pages for at give os et hurtigere mobilweb. I stedet handlede det om at skabe et modtræk til den såkaldte header bidding-teknologi indenfor digitale annoncer, som Google så som en stor trussel.

Hvis du ikke ved, hvad header bidding er for en størrelse, har Digiday en introduktion:

“Header bidding, also known as advance bidding or pre-bidding, is an advanced programmatic technique wherein publishers offer inventory to multiple ad exchanges simultaneously before making calls to their ad servers (mostly DoubleClick for Publishers). The idea is that by letting multiple demand sources bid on the same inventory at the same time, publishers increase their yield and make more money.”

Google gik til især udgivere og medier og lovede, at AMP ville forbedre deres performance markant. Ifølge sagsanlægget vidste Google dog godt, at det kun var medianen i den målte performance (medianen er den midterste observerede værdi i et datasæt), der blev forbedret.

Det betyder, at AMP ikke nødvendigvis forbedrer performance generelt – og faktisk vil medier og andre website-ejere kunne lave tiltag, der kan give bedre performance end AMP.

Men det bliver vildere endnu.

For ifølge anklagen forsinkede Google nemlig ikke-AMP-annoncer med et sekund for at give Google AMP det, man kalder et “nice comparative boost”. Det er en alvorlig beskyldning – der kun bliver overgået i alvor, hvis den rent faktisk er sand.

Og konsekvenserne er til at mærke: Angiveligt har AMP-teknologien betydet et fald i indtægter til medierne på intet mindre end 40%.

Googles skruetvinge

Men… hvorfor i alverden vil medier og udgivere dog tage en teknologi i brug, der (ifølge anklagerne) giver performance-forbedringer, de selv kan overgå, og som drastisk mindsker deres indtjening?

Svaret er, at de reelt ikke havde noget valg. For ikke alene med, at Google udviklede og anbefalede AMP-teknologien. De sørgede også for at give AMP-optimerede sider prominente placeringer på deres søgeresultatsider.

Eksempelvis var det i lang tid et krav, at man brugte AMP, hvis man ville med i Googles “Top Stories” i søgeresultaterne, som Barry Adams – en kritiker af AMP-projektet – forklarer i denne artikel.

Det valg, medierne stod overfor i den situation, bliver forklaret i sagsanlægget:

“Google gave publishers a Faustian bargain:

(1) publishers who used header bidding would see the traffic to their site drop precipitously from Google suppressing their ranking in search and re-directing traffic to AMP-compatible publishers; or (2) publishers could adopt AMP pages to maintain traffic flow but forgo exchange competition in header bidding, which would make them more money on an impression-by-impression basis.

Either option was far inferior to the options available to publishers before Google introduced AMP.”

Med andre ord havde Google medierne i en skruetvinge, der stillede dem dårligere – uanset hvad de gjorde.

Udbredelse via det mest populære CMS

Derudover gjorde Google noget smart for at få AMP udbredt: De indgik et samarbejde med Automattic, der står bag WordPress, der er verdens mest udbredte CMS. Samarbejdet bestod i at få udviklet et officielt Accelerated Mobile Pages-plugin til WordPress, der gjorde det nemt for website-ejere og udgivere at implementere AMP.

Det samarbejde har været med til, at der – ifølge WP Tavern – er 500.000 WordPress-websites, der bruger det officielle AMP-plugin.

Automattic er en af de store fortalere for et frit og åbent World Wide Web, så deres rolle i alt dette er selvsagt interessant.

Sarah Gooding fra WP Tavern har derfor stillet dem nogle vigtige spørgsmål, hvortil de blandt andet svarer, at “over the course of our partnership, we were not aware of any actions that did not align with our company’s mission to support the open web and make it a better place”.

Google i modvind: Jedi Blue og NERA

Men her stopper det ikke, for Google har en række store beskyldninger i sagsanlægget at forholde sig til.

En af de helt store går på, at Google og Facebook skulle have indgået en lukrativ aftale, der sikrede masser af penge til dem begge, men muligvis var i strid med loven.

Samarbejdet, der går under navnet “Jedi Blue” handler også om header bidding. New York Magazine fortæller, hvordan Facebook i 2017 annoncerede, at de ville understøtte header bidding. Et år efter ombestemte de sig dog, og ifølge anklagen skyldes det, at de indgik et lyssky samarbejde med Google, der ser header bidding som en eksistentiel trussel:

“Google would give Facebook preferential rates and first dibs on prime ad placement. Facebook would support Google’s efforts and decline to build competing ad technologies or to use header bidding. Both Google and Facebook would benefit while ensuring their continued co-dominance of the online ad market, from which they reap billions of dollars in annual profits.”

Derudover taler sagsanlægget også et “Project NERA”, der skulle skabe et lukket økosystem på det åbne internet. Fra sagsanlægget:

“Project NERA was Google’s original plan to create a closed ecosystem out of the open internet.

Google documents reveal that Google’s motive was to ‘successfully mimic a walled garden across the open web [so] we can protect our margins.’

For Google, Project NERA’s walled garden meant two things: controlling the design of publishers’ ad space, then forcing those publishers to sell their ad space exclusively through Google’s products. According to internal Google documents, this strategy would permit Google to extract even higher intermediation fees.”

Det gør ondt

Nu er der stadig “kun” tale om beskyldninger, men det er alvorlige beskyldninger, og der er ingen tvivl om, at det presser Google, der dog afviser anklagerne.

Men udover sagsanlægget og resultaterne af det, er der allerede nu afledte effekter. WP Tavern fortæller eksempelvis, at AMP-balladen har ødelagt mange udgiveres tillid til Google-initiativer.

Samtidig forsøger Google at få deres FLoC-initiativ etableret som det reelle alternativ til tredjeparts-cookien (der ikke lever for evigt) i forbindelse med profilering og digital annoncering.

Sagsanlægget – især nu hvor det ikke længere er censureret – gør det selvsagt endnu sværere for Google at få noget som helst etableret.

For at gentage de afsluttende ord fra AMP-brevet:

The Web is not Google, and should not be just Google.

Gør som de andre:
Tilmeld dig nyhedsbrevet

Hvad er op og ned i Facebook Papers?

Endnu en uge, endnu flere Facebook-afsløringer. Få de vigtigste overskrifter – og en løftet pegefinger omkring de lækkede dokumenter.

Facebook Papers (som dette ikke er et fotografi af) består af tusindvis af sider. (Genrefoto: Pixabay / Pexels)


Af Lars K Jensen

Digital chef hos Willmore og udgiver af Digital Ugerevy

Kontakt:
lars@willmore.dkTwitter | LinkedIn
.

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

Du kan altid afmelde dig igen ved at bruge linket i bunden af hvert nyhedsbrev

💌

(Seneste nye fra Facebook-land er, at Facebook-firmaet (ikke app’en på din telefon) skifter navn til ‘Meta’. Det kan du læse mere om i dette afsnit af ugens opsamling.)

Egentlig havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke gider skrive mere om Facebook og afsløringerne, men igen er der ikke andet at sige, end at det simpelthen bare er ugens vigtigste historie og emne. Så derfor skriver jeg om Facebook igen, og derfor læser du om Facebook igen.

Seneste kapitel er Facebook Papers (ikke at forveksle med de oprindelige Facebook Files, som The Wall Street Journal udgav, skønt der dog er en del overlap).

Kort fortalt er det en lang række af lækkede dokumenter, som whistlebloweren Frances Haugen tog med, inden hun forlod Facebook i maj måned.

De lækkede dokumenter er sendt fra Haugens advokater til den amerikanske Securities and Exchange Commission (SEC) og til et konsortium af etablerede medier, der har adgang til dokumenterne i “redacted” form – hvilket vil sige, at informationer som navne er streget ud.

(The Washington Post har skrevet om selve dækningen af de lækkede dokumenter, og hvordan den viser, at undersøgende journalistik er under forandring – det samme har Columbia Journalism Review.)

Digital Ugerevy er sat i verden for at give dig overblik og gøre det lettere for dig at følge med. Derfor er mit ærinde heller ikke at kaste mig ud i en dybere analyse, for der er allerede skrevet gode ting, der ligger derude.

Lad mig i stedet starte med at pege dig i retning af det.

Hos Nieman Lab har Joshua Benton læst en masse artikler for at kunne give os sin gennemgang af de vigtigste temaer.

Stormen på Kongressen

Her kan vi blandt andet læse, at Facebooks rolle i forbindelse med stormen på den amerikanske kongres den 6. januar i år var større, end vi gik og troede.

En rækkede af de lækkede dokumenter, og historierne om dem, handler om de interne splittelse i Facebook-organisationen. Som The Washington Post skriver:

“Meanwhile, the company’s Civic Integrity team was largely disbanded by a management that had grown weary of the team’s criticisms of the company, according to former employees”

Angiveligt havde Facebook fundet metoder til at begrænse spredningen af politisk polarisering, konspirationsteorier og opfordringer til vold, men ledelsen var imod at implementere dem. Det er i overensstemmelse med det, vi har kunnet læse i de oprindelige læk, og som Facebook gentagne gange har benægtet: At de har sat profit foran alt andet.

En lignende pointe finder vi i en CNN-artikel (igen; jeg læner mig op ad Joshua Bentons opsamling i forbindelse med nogle af de artikler, jeg linker til), hvor de citerer fra et af de lækkede dokumenter – her er det en kommentar til en artikel fra Mike Schroepfer, der er Facebooks CTO (Chief Technology Officer – teknologidirektør):

“[…] leadership overrides research based policy decisions to better serve people like the groups inciting violence today. Rank and file workers have done their part to identify changes to improve our platforms but have been actively held back.”

Moderationen halter udenfor USA

En anden vigtig historie i de mange læk er, at Facebook er dårlige til at moderere indhold udenfor hjemlandet.

Blandt andet fortæller The New York Times om, et forsøg, en Facebook-researcher udførte. Det var simpelt; opret en profil som en person, der bor i Indien og lad profilen følge alle anbefalingerne fra Facebooks algoritmer, hvad angår grupper, videoer interessante Facebook-sider og så videre.

Det endte helt galt. Som researcheren selv skrev:

“Following this test user’s News Feed, I’ve seen more images of dead people in the past three weeks than I’ve seen in my entire life total.”

New York Times fortæller også om den tilsyneladende skævvridning, der er i forhold til, hvordan Facebook fordeler pengene i kampen mod misinformation:

Eighty-seven percent of the company’s global budget for time spent on classifying misinformation is earmarked for the United States, while only 13 percent is set aside for the rest of the world — even though North American users make up only 10 percent of the social network’s daily active users, according to one document describing Facebook’s allocation of resources.”

Derudover har Facebook også problemer med det arabiske sprog – eller den arabiske familie af sprog, som der jo i virkeligheden er tale om, og som sidste år var det tredjemest populære sprog på Facebook.

Det betyder blandt andet også, at uskyldige bliver fanget i Facebooks regler om, hvad der er terrorrelateret indhold, og får deres profiler deaktiveret.

Facebook selv siger, at i hvert fald nogle af de tilfælde skyldes, at forskellige lande har forskellige definitioner af, hvad en terrororganisation er. Som NBC News skriver:

“In a statement, Facebook said the measure seemed to be a mischaracterization because it included content related to Hamas and Hezbollah — organizations that some people in the Middle East wouldn’t consider tied to terrorism, but that the U.S. government has on its list of “foreign terrorist organizations.” Facebook said it has legal obligations to remove that content, as well as a policy against it.”

Andenklasses borgere

Derudover har Facebook den udfordring, at de formularer, man skal udfylde for at anmelde hatespeech kun delvist er oversat til sprog som Pashto og Dari; Afghanistans to officielle sprog.

Samtidig er Facebooks algoritmer og kunstige intelligenser slet ikke klar til at håndtere eller forstå nuancerne i de forskellige arabiske sprog, skriver Wired:

“Facebook users who speak languages such as Arabic, Pashto, or Armenian are effectively second class citizens of the world’s largest social network.”

Der cirkulerer et tal, der siger, at Facebooks algoritmer fejlagtigt flager arabisk indhold 77% af gangene – det er dog et tal, Facebook afviser.

De unge er på vej væk

En del af dækningen af Facebook Papers går også på, at de unge forlader Facebook, hvilket er et potentielt stort problem, som jeg har skrevet om i en tidligere artikel.

The Verge kan dog fortælle, at det har været et problem siden 2012, og at de unge også bruger mindre tid med Instagram, hvilket ellers har været Facebooks helt store guldkalv hos de unge.

Et fald i de unge brugere er selvsagt et problem for Facebook (som det også ville være for alle andre – bare spørg den danske mediebranche), da det er her fremtidens brugere – og forretning – skal komme fra.

Det er også i denne kontekst, vi skal se initiativer målrettet mod børn, såsom ‘Messenger Kids’ og børneudgaven af Instagram, som Facebook dog satte på pause for nylig.

Menneskehandel: Apple fik nok

En af de oprindelige Facebook Files-afsløringer hos The Wall Street Journal fra midten af september handlede om, at Facebook ikke gjorde nok for at forhindre, at Facebook og Instagram bliver brugt i forbindelse med menneskehandel.

CNN kan nu fortælle, at problemet nåede et sådan omfang i 2019, at Apple truede med at fjerne Facebook og Instagram fra App Store, hvilket ville være katastrofalt for Facebook.

Derfor fik de travlt med at fjerne en masse af det problematiske indhold og implementere ændringer for at komme problemet til livs. Succesen er dog begrænset, skriver CNN, der fortæller, at de ved hjælp at søgetermer nævnt i de lækkede dokumenter kunne finde profiler, der påstod at sælge “domestic workers”, der mindede om de profiler, Facebooks researchere tidligere har markeret og fjernet.

Samme oplevelse har AP, og de skriver, at “Facebook’s crackdown seems to have had a limited effect”.

Mange ansatte har fået nok

En lang række af de lækkede dokumenter er kommentarer og indlæg på Facebooks eget Workplace (en intern/intranet-udgave af Facebook, som alle virksomheder kan bruge) skrevet af medarbejdere, der efterhånden er blevet disillusionerede – og flere har sagt op.

“I came here hoping to effect change and improve society, but all I’ve seen is atrophy and abdication of responsibility,” som NBC News citerer en unavngivet ansat for.

I artiklen “Facebook Failed the People Who Tried to Improve It” kigger Wired på de såkaldte “badge posts”, som er de indlæg, Facebook-ansatte skriver på Workplace, når de forlader virksomheden – ofte ledsaget af et billede af deres skilt/badge, deraf navnet.

Hvis du vil læse citater fra folk, der har givet op, er det artiklen for dig. Interessant er det dog, at opdateringer som denne er helt tilbage fra 2016:

“I am leaving because I am highly concerned about our corporate direction, how our pursuit of growth may negatively impact our ethics and mission statement, and how this has become manifest in our codebase. Plus, I am too tired to fight it.”

Artiklen har også fat i noget andet interessant, nemlig Facebooks interne belønningsstruktur. En tidligere Facebook-researcher forklarer:

“‘If you’re a ‘lowly product manager’ you could be doing the best work in the world, but if you don’t get X number of new users to sign up, you don’t get your bonus, or you don’t get promoted,’ […] To truly address the problems, ‘The way that the company incentivizes product teams would radically have to change'””

Denne form for incitamenter er generelt overset i dækningen af tech-firmaer – ja, generelt alle firmaer – hvis du spørger mig. For det er så afgørende for, hvordan systemer, algoritmer og produkter bliver skruet sammen; det er definerende for, hvad der møder brugerne.

Så hvad enten det er LinkedIn, der sender dig en mail for at opfordre dig til at skrive en opdatering eller at gøre en kommentar til et nyt indlæg på platformen, eller Facebook der vil have dig til at lave en Story (eller en tredje, der vil have dig til at gøre noget), så kan du roligt regne med, at der sidder en stakkels produktperson inde bagved, der bliver målt på, om du så rent faktisk også gør det.

Hvor meget kan vi stole på Facebook Papers?

Derfor er det så vigtigt, at alle organisationer tænker over, hvordan de motiverer og belønner deres ansatte.

Du kan læse mere fra Facebooks egne ansatte i en anden Wired-artikel: “How to Fix Facebook, According to Facebook Employees”.

Her bliver der samlet op på diverse Facebook-ansattes bud på løsninger på nogle af Facebooks problemer. Det er spændende læsning, men altså… det er jo også en gratis omgang, ikke sandt?

Et lidt anderledes – og nødvendigt – perspektiv finder vi i Platformer-nyhedsbrevet fra Casey Newton. Han har talt med en tidligere Facebook-ansat, der forklarer, at der mangler noget vigtigt i dækningen af Facebook Papers.

Det handler om at forstå de lækkede dokumenter (indlæg og kommentarer på, hvad der i sidste ende er Facebooks intranet) og få det kontekstualiseret på den rette måde.

Det handler om at forstå, at Workplace på mange måder er som Facebook-moderskibet selv: Det er et socialt medie på tværs af organisationen, hvor alle kan skrive og kommentere. Og derfor er der ingen garanti for, at citaterne i de lækkede dokumenter er fra folk, der udtaler sig indenfor deres ekspertiser. Og de slørede navne gør det endnu sværere at afgøre.

Læs blot her:

“These are being described as Facebook Papers and Facebook Files and Leaked Documents, but really the right way to understand them (for the most part) is they are posts and comment threads. And I think that the hyper-collaborative culture driven by Workplace is probably alien to a lot of people, who don’t understand the Poster’s culture that thrives at Facebook. […]

Basically: anyone can post anything about anything at any time, and their posts might be good or bad or not terribly well thought out, and they might not have very much context about the thing they’re posting about.

So a lot of what is getting described as “internal debate” is really just posters posting because they are procrastinating from doing their real job. It doesn’t mean it’s not important or not worth looking at, but a lot of the Facebook Papers are given a lot more gravitas than they probably deserve. These are off-the-cuff conversations between people who for the most part are not involved with deliberations or decision-making, but just wanted to weigh in because an announcement post happened to come across their (algorithmically sorted and optimized for engagement) Workplace feed.”

Og derfor er det vigtigt at have for øje, at man ikke baserer for meget på noget, der ikke er en del af de reelle produktbeslutninger hos Facebook:

“But the point that’s important to highlight, if you want to use these as an investigative tool, is that these comment threads are largely not the actual debate or deliberation that goes into making a decision about a launch. They are the gut reaction from people who probably work on some completely different thing.”

Her synes jeg, Wired svigter i nogle af deres artikler; tværtimod ophøjer de personerne bag de lækkede kommentarer til sandhedsvidner, og når man i Platformer-nyhedsbrevet læser, at en artikel er mere eller mindre baseret på et screenshot af to kommentarer, der blev skrevet tre år før, Haugen tog et screenshot, kan vi jo nok godt se, at der mangler et eller andet.

(Casey Newton har i øvrigt også reflekteret og skrevet om sin rolle som journalist i forhold til Facebook-lækket.

Det samme har Alex Kantrowitz: “I’m in the consortium possessing the leaked Facebook documents. Let’s dissolve it., og Mathew Ingram fra Columbia Journalism Review her skrevet om mediestrategien i forbindelse med Facebook Papers.)

Men det er nemt at hade Facebook, og mange nuancer går tabt, når historier som disse ruller, som jeg tidligere har skrevet.

Hvad så nu..?

Det er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at der ikke er noget at komme efter. Og det interessante spørgsmål er selvfølgelig, hvad der kommer til at ske nu – efter flere uger med skudvekslinger mellem Frances Haugen og medierne samt Facebook.

Det handler blandt andet om, hvorvidt det overhovedet er muligt at bygge en sag mod Facebook ved SEC (Securities and Exchange Commission).

Flere juraeksperter siger, at det kan blive svært at bevise, at Facebook har gjort noget galt, skriver NBC. Årsagen er, at det er lettest at have en sag, hvis man har klokkeklare beviser på wrongdoing. De er svære at finde i Facebook-afløringerne.

En af Haugens beskyldninger (at Facebook potentielt puster brugertal og andre metrikker kunstigt op overfor annoncører) kan dog være interessant – og er noget, SEC har fokuseret på i flere år.

The Facebook Whistleblower Won’t Change Anything,” skrev Wired tidligere på måneden og anbefalede os at sænke vores forventninger til, hvad en whistleblower realistisk kan opnå.

Om Frances Haugen, Facebook Files, Facebook Papers og Facebook… whatever kommer til at ændre noget eller ej, ved vi først om noget tid. En konsekvens for Facebook allerede nu er dog, at det formentlig bliver svært at rekruttere de dygtigste folk (en evig kamp imellem de store tech-firmaer) – og at holde på dem, man har.

Og så håber jeg, at jeg kan fokusere på noget andet end Facebook i næste uges nyhedsbrev. ◉


Gør som dine værste konkurrenter:
Tilmeld dig Digital Ugerevy
.

Hvad er ligheden mellem Facebook og Radio LOUD?

Det kniber med de unge brugere – og et navneskift er ikke løsningen på de reelle problemer.


Af Lars K Jensen

Digital chef hos Willmore og udgiver af Digital Ugerevy

Kontakt:
lars@willmore.dkTwitter | LinkedIn
.

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

Du kan altid afmelde dig igen ved at bruge linket i bunden af hvert nyhedsbrev

💌

De dårlige historier fortsætter for Facebook, og som du kan læse i denne uges opsamling, er der angiveligt endnu flere historier på vej baseret på læk.

I denne uge fik Facebook dog selskab i de helt store overskrifter i den danske mediebranche, da Radio LOUD også begyndte at røre på sig.

Samme problem

Både Facebook og LOUD står med det samme problem: De har ikke fat i de rigtige målgrupper. Radioen er tænkt og markedsført til unge mennesker, men langt hovedparten af lytterne er over 56 år, skrev MediaWatch tidligere på måneden.

Facebook har samme problem. Den 9. oktober skrev The Economist en lederartikel (som jeg brugte som afsæt for en artikel om Zuckerberg), hvor de fortæller om en af de oversete ting i forbindelse med whistlebloweren Frances Haugens vidnesbyrd.

Ifølge hende har Facebook skjult et fald i antallet af unge amerikanere, der bruger Facebook. Interne beregninger hos Facebook selv viser, at et fald i amerikanske teenageres engagement på platformen kan betyde et fald på hele 45% i alle amerikanske brugere af Facebook indenfor de næste to år.

Det er voldsomt.

Det samme tal ser vi i Kevin Rooses artikel hos The New York Times, hvor han argumenterer for, at Facebook er svagere, end vi vidste (artiklen er i øvrigt skrevet før Facebooks kæmpenedbrud).

Samme løsning

Nu kommer vi til den del af sammenligningen mellem LOUD og Facebook, der ligger mest lige for. I ugens løb meldte Berlingske Media (der er gået ind i kredsen bag radiokanalen) ud, at LOUD skifter navn til 24syv.

Samtidig køber Berlingske Media 91% af aktierne i selskabet – hvis det godkendes af Radio- og tv-nævnet.

Det er der alt muligt at sige om, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.

Facebook går også med planer om et navneskifte, som du kan læse mere om i denne uges opsamling – under “Sociale medier”-afsnittet herunder.

Navneskiftet bliver angiveligt snart præsenteret og er noget, Facebook har arbejdet seriøst med de seneste par måneder.

Ifølge Casey Newton har Facebook to grunde til at skifte navn: Det forfærdelige ry og rygte – samt at app’en Facebook ikke er en del af fremtiden for firmaet Facebook.

Derudover har Facebook også behov for at åbne navnet og strategien mere op for det kommende metaverse, som Facebook vil bygge og hyre 10.000 europæiske udviklere til at hjælpe dem med. Som Gizmodo kækt skriver, leder Facebook efter 10.000 mennesker, der ikke hader dem.

Virker det?

Uanset hvad Facebook (og Berlingske Media/LOUD) håber på at få ud af et navneskifte, skal man nok ikke overvurdere betydningen af det – og dermed undervurdere folks hukommelse.

Det nye 24syv bliver aldrig det 24syv, der nærmest er opstået en dødekult omkring. Og det nye Facebook er jo stadig det firma, der kæmper med at holde styr på data, være ærlig om sin rolle og påvirkning i forhold til brugere såvel som samfund – og som har en lang hale af møgsager bag sig.

Som en tidligere Facebook-executive siger til Casey Newton risikerer Facebook at skade deres drømme om at skabe et metavers:

“I think their aggression in trying to own the metaverse narrative runs the risk of souring people to the entire concept.”

Og så er der jo spørgsmålet om, hvorvidt folk overhovedet er trygge ved, at det er netop Facebook, der skal eje metaverset, hvor vi alle beredvilligt smider vores hæmninger og tager VR-briller på i stedet.

“Facebook Can’t Hide Its Problems Behind a New Name,” skriver Wired – og mon ikke det samme gælder for en vis radiokanal.

Imidlertid vil jeg glæde mig til, at FC Barcelona snarest kommer ud af deres nuværende krise ved at skifte navn. ◉


Gør som dine værste konkurrenter:
Tilmeld dig Digital Ugerevy
.