Måske var åbningsrate aldrig en god målestørrelse?

En ny beskyttelse i iOS-styresystemet har spredt panisk stemning blandt e-mail- og nyhedsbrevsfolket. Apples nye tiltag er endnu et søm i åbningsratens ligkiste.

Foto: Olia Danilevich / Pexels

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

💌

I denne uge lancerede Apple seneste version af iOS, der er deres styresystem til iPhone. En af de største og mest omtalte nyheder i version 15 er en forbedret beskyttelse af brugerens privatliv, hvad gælder e-mail.

Det giver fantastisk mening, for alle de gode tiltag, der på det seneste har forbedret vores digitale privatliv har primært handlet om cookies og websites.

E-mails er gået fri – til trods for, at man som marketer og afsender af nyhedsbreve (som dette) kan se en masse data helt ned på det enkelte brugerniveau.

I MailChimp (som jeg sender Digital Ugerevy med) kan jeg for eksempel se, om en given modtager har åbnet mailen (hvis altså vedkommende tillader billeder), og jeg kan da selvfølgelig også se, om modtageren trykker på nogle links (det kan jeg se uanset hvad).

Det er jo fedt for mig (hvis jeg altså gad dykke så langt ned), men det er jo ikke særlig fedt for dig, der måske trofast siger nej til alle cookies, der ikke er strengt nødvendige, og derudover beskytter dit privatliv foran skærmen og ude i skyen.

Don’t panic

Af åbenlyse årsager skabte Apples nye indstilling i Mail-applikationen (som er meget svær at komme uden om – som du kan se i min lille iOS 15-tråd på Twitter) panik nogle steder.

Fremover vil Apple nemlig (hvis du bruger deres mail-app (og det er der mange, der gør) og tænder for den indstilling hente e-mailen (inklusiv den lille pixel, der måler, om du åbner e-mailen) ned til deres systemer og rense den for tracking etc., inden systemet giver mailen videre til dig.

Det betyder, at tracking på IP-adresse, lokation etc. bliver sat helt ud af spillet, og at næsten alle mails, der passerer igennem det setup vil blive set som åbnede af afsendersystemet (MailChimp i mit tilfælde).

Ergo giver det mindre og mindre mening at måle på åbningsrate. Men sådan har det altså været længe.

En række tiltag og aspekter omkring e-mails betyder, at det er lang tid siden, det sådan for alvor gav mening at kigge på åbningsrate. Læs blot Loren McDonald’s “Why The Open Rate Must Die” fra 2008(!):

“The email open rate is simply a tired, inaccurate and irrelevant metric that no longer measures what it was originally intended to. As a result, it gives you the wrong picture of your subscribers’ interest in and involvement with your mailings. (“Engagement,” if you want to use the buzzword).”

Eller som Julie Horup siger:

“Hvis du måler dit nyhedsbrevs succes på åbningsraten, er du allerede fucked. Det ændrer iOS 15 ikke på.”

Kig på noget andet

Jeg har skrevet om, hvordan jeg har forsøgt at komme væk fra åbningsraten (jeg turnerede også linket i sidste uges nyhedsbrev – men man skal jo aldrig gå af vejen for at linke til sine egne ting), og der er mange andre artikler derude, der kan fortælle dig det samme:

Åbningsrate er, var og bliver bestemt ikke noget, du kan bruge til ret meget. 

Der er andre målestørrelser; for eksempel er det vigtigere, at du kan se, at folk interagerer med dine nyhedsbreve på den måde, de er tænkt.

Hvis dine mails skal skaffe trafik, skal folk klikke, og hvis du for eksempel udgiver en ugentlig opsamling på digitale medietendenser, er det måske vigtigere, at folk tilmelder sig nyhedsbrevet og bliver hængende uden at smutte igen med det samme.

Fokusér på, hvordan dine nyhedsbreve kan give mest mulig værdi for dine modtagere – og hvis du er en udgiver eller et medie, bør du overveje at give folk noget, der er unikt i e-mailen. (Som er en af de gamle travere, jeg bliver ved og ved med at nævne – fordi det er rigtigt.)

Så lad være med at gå i panik over åbningsraten. Og hvad end du måler på, så er der god sandsynlighed for, at det bliver sværere i den nærmeste fremtid.

Gå i panik over det i stedet.

Denne tekst udkom sammen med opsamlingen fra uge 38.

Gør som de andre professionelle i mediebranchen:
+ Modtag Digital Ugerevy i din indbakke

Clubhouse gør kur til medierne: Ansætter NPR-veteran

Den engang så hypede lyd-app var dømt ude, men den er her endnu – sammen med kopierne. En nyansættelse skal gøre kur til medier, for måske ligger den sociale lyds fremtid i mediebranchen?

Af Lars K Jensen (@larskjensen)

Jeg har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i mere end 15 år og arbejder som digital chef hos medieudviklingsbureauet Willmore. Digital Ugerevy er min opsamling på ugens vigtigste historier.

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

💌

På få måneder gik Clubhouse fra at være the hotteste hotte under lockdown til at blive et studie i, hvor hurtigt en succes kan implodere og forsvinde igen.

I maj skrev Business Insider, at Clubhouse var faldet fra 9.600.000 millioner downloads i februar til 900.000 downloads i april:

Av av av…

Der er flere årsager til Clubhouses voldsomme fald. En Android-app, der kom alt for sent – og det faktum, at flere og flere af os efterhånden er vendt tilbage til en normal hverdag med en arbejdsdag på et kontor og mindre tid til at deltage i en samtale med andre i kortere eller (ofte) længere tid.

I slutningen af april medvirkede jeg i et afsnit af All Caps på Loud, hvor jeg sammen med værten Anton Gade-Nielsen sagde farvel til Clubhouse og snakkede om nogle af årsagerne.

Tilbage fra de døde

Men for nylig var der dog oprejsning til det, der ellers lignede det totale kollaps. I starten af august berettede Social Media Today, at der er betragtelig stigning i brugen af Clubhouse:

Ifølge Clubhouse selv bliver der nu afholdt 600.000 rum om dagen (nyere tal siger 700.000) mød 300.000 i maj.

Det er dog værd at bemærke, at hvis du ikke har oplevet, at folk omkring dig er begyndt at hænge ud på Clubhouse igen, så er det ikke fordi, der er noget galt med dig. Væksten ligger nemlig andre steder:

“The app is also gaining momentum in India, where Android is by far the dominant OS. India has now become a big focus for the app. Audio social provides specific advantage in the Indian market, given that 121 different languages are spoken in the region, and more people are able to understand many of these languages by ear than they’re able to read them in text form.

Add to that the live nature of the discussion, which enables more open interaction, free from Indian Government interference, and you can see why the app has taken off.”

Derfor vil en stor del af stigningen i daglige Clubhouse-rum formentlig ligge i Indien.

Gør kur til medier med ny chef

Det skal dog ikke tage noget fra Clubhouse, og der er angiveligt stadig potentiale i social lyd. Og noget tyder på, at den fremtid – i hvert fald den nærmeste fremtid – ligger i en af de brancher, der har grinet højest af Clubhouse: Mediebranchen.

I den forgangne uge kunne CNN fortælle, at Clubhouse har hyret en NPR-veteran til at stå for, at medier og nyhedsudgivere bruger Clubhouse (hendes titel “Head of News and Media Publishers”).

Det drejer sig om Nina Gregory, der har været hos NPR siden 2006, og i CNN-artiklen sætter hun ord på, hvorfor det er det rigtige for hende:

“As an audio journalist, [Clubhouse] aligned with what I’ve always believed is the best medium for news. You don’t need to know how to read to be able to hear radio news. You don’t need to have an expensive subscription. You don’t need cable […]

The accessibility across not just geography, but socioeconomics and cultures has always driven me to the power of the medium.”

Clubhouses fokus på medier er egentlig ikke overraskende med tanke på, hvor stor succes mange medier har med lyd.

Mediebranchen har i flere år været i et boom indenfor podcasting, der har betydet, at de har kunnet nå brugere, de ellers ikke kunne. Flere medier og udgivere arbejder nu mod at tjene penge på (også) at udkomme på lyd – et godt eksempel fra vores egen andedam er Zetland, der længe har været mere lyttet end læst.

Men ingen har endnu formået at kombinere to af de hellige graler for medierne: Lyd og engagement. Mange troede, at Clubhouse havde formået netop det, og derfor holdt mediebranchen ekstra godt øje med den.

Og måske derfor gjorde det ekstra ondt, da Clubhouse så ud til at forsvinde igen.

Medierne eksperimenterer

Der er dog medier, der eksperimenterer med den sociale lyd. CNN fortæller, hvordan blandt andet USA Today har eksperimenteret med Clubhouse, hvor eksempelvis journalister har været værter for samtaler om nogle af de historier, de har dækket.

NPR har også eksperimenteret med Clubhouse, men bruger nu Twitter Spaces, hvilket illustrerer, at Clubhouse ikke længere har scenen for sig selv. Blandt andet Facebook har også en konkurrent, og flere er på vej.

(Derudover er Twitter også i gang med at rulle “Ticketed Spaces” ud, hvor man kan tage betaling fra deltagerne i et Space – men det vil falde de færreste medier naturligt at tage penge via Twitter for den form for deltagelse.)

Og der er ingen tvivl om, at social lyd kan noget for medier. Men det kræver det rette emne – og at man som bruger kan på det tidspunkt, for lyden bliver ikke gemt til senere.

I midten af august afholdt Los Angeles Times, i forbindelse med den eskalerende situation i Afghanistan, et Twitter Space (hvor jeg nåede at kigge forbi) om situationen i det land, hvor USA har kæmpet en krig i 20 år:

Det giver virkelig god mening, og det positionerer medierne og deres journalister og bringer deres viden i spil i en samtale, der foregår her og nu og på flere parameter overmatcher hvad selv det bedst modererede kommentarsystem eller liveopdateringsshow kan byde på.

Det er en vaskeægte live samtale med mediet som vært – og man behøver ikke leje et lokale eller at få folk til at møde op.

Det setup har nu engang potentiale for en branche, der gradvist går længere væk fra annoncøren og tætteren på brugeren for at gøre denne til abonnent.

Byg dit eget klubhus

Men det kræver ressourcer, og flere medier vil nok rynke på næsen over, at samtalerne skal foregå hos tech-firmaer og ikke hos medierne selv.

Der er alternativer til tech-platformene; en hurtig Google-søgning fik mig hen til ‘Jam’, der beskriver sig selv som et open source-alternativ til netop Clubhouse, Twitter Space og de andre.

Hvis man er en tand mere seriøs omkring sin teknologi vil man måske bygge det selv – selvom live-streaming af lyd og samtaler ikke er nogen let nød at knække.

Det bliver selvfølgelig en anden type samtale, når et medie holder snakken hos sig selv i sit eget klubhus.

Der vil være færre og andre deltagere end på platformene – fordi det som udgangspunkt vil foregå mellem mediets eksisterende brugere og abonnenter. For nogle medier (også herhjemme) vil det dog formentlig være den helt rigtige løsning.

Nu er danske medier ikke kendt for deres digitale vovemod, så der går nok lidt – men engagement på lyd er en naturlig udvikling i tovejsrelationen mellem medie og bruger.

Det er stadig for tidligt at begrave Clubhouse helt – men det store potentiale ligger måske i den form for kommunikation og platform, Clubhouse har skabt, og mindre i deres eget produkt. ◉

Gør som de andre professionelle i branchen:
+ Tilmeld dig Digital Ugerevy

Hvad sker der med OnlyFans?

Først ville de forbyde porno, en uge senere er forbuddet suspenderet. Det handler om betalinger – mens dem, der laver indholdet, mister tilliden til platformen.

Af Lars K Jensen (@larskjensen)

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

💌

Dét gik stærkt. Den 19. august kunne blandt andre Bloomberg fortælle, at OnlyFans (der lader brugerne tage penge for adgang til indhold, og som er populært blandt sexarbejdere) ville forbyde porno.

Ændringen ville træde i kraft 1. oktober, men der gik kun en uges tid, før OnlyFans vendte på en tallerken og meldte, at de alligevel ikke ville forbyde porno. Forbuddet er blevet “suspenderet”, hedder det – og den formulering gør ikke noget godt for tilliden til OnlyFans.

Tilliden er væk

Wired fortæller, hvordan flere af dem, der skaber indhold til OnlyFans-platformen, er skeptiske.

“Hvis dette er en sejr, er det en midlertidig en,” siger Anshuman Iddamsetty, der uploader under pseudonymet ‘Boardlord’ til Wired.

“Jeg har aldrig set en platform fortryde en retning som dette. Sproget, de brugte i deres bekendtgørelse, bekymrer mig. ‘Suspendere’ vækker ikke tillid. Og de nægtede at nævne sexarbejdere eller erotiske arbejdere ved titel – de gik tilbage til den omhyggelige doublespeak med ‘skaber’ og ‘alle genrer’.”

Herhjemme talte Ekstra Bladet med sexarbejderen Natascha Sophiaa, der ligeledes har mistet tilliden til OnlyFans:

“Det er dejligt, men samtidig er jeg meget skeptisk og har mistet tilliden til platformen. Altså når de kan komme med en udmelding den ene dag og trække i land efter et par dage, frygter jeg, at vi kan stå i den samme situation igen om et par måneder.”

PornHub-sagen skræmmer

Årsagen til OnlyFans’ zigzag-kurs handler ikke om blufærdighed men om penge. Oprindelig mente man, at det var betalingstjenester og kreditkortfirmaer som Mastercard og VISA, der havde sat tommeskruerne på OnlyFans.

Alle kan huske tilbage til december, hvor Mastercard, Visa og Discover droppede PornHub efter anklager om børneporno. Nogle kritikere at OnlyFans mener, at den også er en kilde til spredning af børneporno.

“Det er et tegn på et system, der er i stykker, når kun kreditkortfirmaer kan tvinge Pornhub til at ændre på det”, skrev John Naughton hos The Guardian i den forbindelse.

Sådan hang det dog ikke sammen, og OnlyFans forklarede, at det er bankerne, der lægger pres på for at få mindre eksplicit indhold på platformen.

Men det handler dog stadig om kreditkortfirmaerne.

Mastercard strammer garnet

Sagen er nemlig den, at Mastercard i april måned strammede deres krav til bankerne i forbindelse med salg at indhold til voksne. Stramningerne kommer efter netop sagen med PornHub, og allerede dengang var der kritiske røster om, at dette kunne få konsekvenser for steder som OnlyFans.

Blandt andet skal bankerne nu sikre, at sælgerne har dokumenteret samtykke samt verificeret alder og identitet på dem, der er involveret i indholdet, før de kan behandle betalinger.

Deruover skal bankerne også sikre sig, at de pågældende websites og platforme har en såkaldt “review process” samt et system på plads, der kan håndtere klager over aktivitet, der er ulovlig eller foregår uden samtykke, forklarede Mastercard i et blogindlæg.

Det er ikke småting, og bankerne har ikke andet valg end at sende kravene videre til platforme som OnlyFans.

De mange krav bliver dog mødt af modstand. I et åbent brev argumenterer flere britiske interesseorganisationer for, at de finansielle institutioner standser deres diskrimination imod sexarbejdere. Gizmodo fortæller, at flere sexarbejdere er nødt til at tage lån med falske oplysninger, fordi de ellers ikke kan få lov.

Æggene og kurven

Nu er det svært at vide, hvad der er sket bag linjerne hos OnlyFans og bankerne, men noget tyder på, at de har løst tvisten. For nu.

Om det betyder, at der bliver stillet større krav til dem, der vil bidrage med indhold til OnlyFans, samt at OnlyFans selv vil gennemføre de tiltag, der stilles krav om, bliver vi nok klogere på i den nærmeste fremtid.

OnlyFans har blot meldt ud, at de foreslåede ændringer “ikke længere er påkrævet på grund af bankpartneres forsikringer for, at OnlyFans kan støtte alle genrer af skabere”.

Det er næppe en formulering, der får brugerne til at stole blindt på OnlyFans, og mange vil formentlig undersøge deres muligheder for at være tilstede mere end ét sted med deres indhold.

Som ordsproget siger, er det sjældent fornuftigt at lægge alle sine æg i én kurv. Og det gælder formentlig uanset hvilke former for indhold, man vil tjene penge på via platforme, andre ejer. ◉

Opgradér din inbox


Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Digital Ugerevy

Facebook-fejl skabte bekymring

En fejl hos Facebook betød, at der ikke blev vist uddrag på links. Hvad enten det var en fejl eller et snedigt greb, viser det en mediebranche, der ikke stoler på Facebook.

Af Lars K Jensen

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

💌

Torsdag udbrød der småpanik i det danske hjørne af Twitter. Årsagen var, at linkuddrag var forsvundet på Facebook. Det vil sige, at hvis man delte et link, blev der ikke vist hverken billede, overskrift eller uddrag (screenshot fra Marcus Stoltze):

Alt tyder på, at der skete en fejl hos Facebook. Men det sker på et tidspunkt, hvor de danske medier og Facebook er på vej ind i en forhandling om Facebooks brug af uddrag fra medier.

Jeg har skrevet en del om det (der handler om en ny dansk ophavsret og EUs copyright-direktiv), men af respekt for din tid vil jeg her blot nævne to artikler, du kan læse:

Flere steder blev der spekuleret i, om det mon var noget, Facebook gjorde som en form for optakt til forhandlingerne med de danske medier.

“Kampen mellem Facebook og danske medier skærpes,” skrev Marcus Stoltze i et tweet. Det blev retweetet af Andreas Marckmann, der er chefredaktør hos Markedsføring:

“Hvis dit journalistiske medie satser stort på Facebook, så er det nok sådan cirka nu, I skal genoverveje den beslutning,” skrev han.

Stoltze var dog også blandt de første til at bemærke, at der måske var tale om en fejl. Det er nemlig værd at tilføje, at fejlen berørte alle websites og Facebooks annoncer, hvilket jo kan pege på en decideret fejl:

At der var tale om en fejl, blev bekræftet i et tweet fra John Severinson, der blandt andet arbejder med mediesamarbejder hos Facebook.

Et dansk problem

Der er dog stadig lidt mystik omkring fejlen. For eksempel er der indikationer af, at fejlen kun skete i Danmark, og Silas Bang fra Jysk Fynske Medier (der følger en del journalister fra andre lande) tweetede, at han ikke hørte om fejlen fra andre end danskere.

Som Katja Moikjær skrev, er det påfaldende, at fejlen ser ud til at være et dansk fænomen.

Det kan der selvfølgelig være ærlige årsager til, for eksempel hvis Facebook organiserer dele af deres kode efter lande. For eksempel er de nødt til for hvert land at holde en liste over hvilke websites og Facebook-sider, der tilhører medier, og hvis uddrag i så fald skal begrænses og vises i overensstemmelse med en kommende aftale mellem Facebook og medierne.

Det kan være noget i den forbindelse, der er gået i stykker – umiddelbart har Facebook ikke fortalt mere, end at der var tale om en fejl.

Mistillid

Hvad end der var tale om en fejl hos Facebook eller et snedigt forsøg for at måle et fald i interaktioner, når der ikke er et linkuddrag, viser det med al tydelighed den dårlige standing og ry, Facebook efterhånden har mange steder i mediebranchen. Også den danske.

Facebook får sværere og sværere ved at gøre noget rigtigt i en branche, der forventer, at Facebook altid vil sætte sig selv og sin annoncemodel forrest. Også selvom det rammer nyhedsmedierne.

Efter en stor New York Times-historie i 2018 om Facebooks brug af data (hvor NYTimes havde begået nogle tilsyneladende pinlige fejl) skrev min yndlings-tech-journalist, Will Oremus, ganske klogt:

“Facebook may or may not have lost its handle on our data. But it has definitely lost its handle on the public narrative—and the benefit of the doubt.”

Will Oremus i Slate

Det er fuldstændig det samme her. Uanset om Facebook har gjort noget galt eller ej, er der forsvindende få, der vil lade tvivlen komme dem til gode.

Læs blot nedenstående citat fra Oremus’ artikel og erstat privacy med Facebooks skrantende forhold til mediebranchen:

“That doesn’t mean Facebook is doomed, or even that #DeleteFacebook will dent its short-term bottom line this time any more than it did last time. What it does mean is that every Facebook privacy misstep from here on out is likely to be viewed as more villainous than it really is, including by people who have the power to do something about it. The complexity of Facebook’s systems will no longer be countenanced as an excuse for failing to regulate it.

Public naïveté about its business model will gradually give way to paranoia.”

Her er Facebook selvfølgelig ikke uden skyld, men det er ikke kun deres skyld. Det skyldes også en mediebranche, der i mange år har brugt Facebook forkert og i stigende grad har peget på tech-firmaer som Facebook som den absolut største trussel mod trivsel for danske medier.

Nyhedsbreve er serious business

NYTimes rykker en tredjedel af deres nyhedsbreve bag betalingsmuren, og Quartz giver nyhedsbrevene en hovedrolle i forretningen – ligesom adskillige andre medier har gjort.

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

💌

Man skal nok have levet under en sten for ikke at vide, at nyhedsbreve er noget af det mest omtalte og vigtigste for medierne lige nu. Det er her, de kan markedsføre deres indhold, skabe relationer til brugerne og skabe engagerede brugere.

For mange medier er en tilmelding til et nyhedsbrev en af de stærkeste indikationer af, at en bruger er bundet tættere til mediet og måske endda på vej til at købe et abonnement.

I denne uge skete der to vigtige ting, der markerer at nyhedsbreve ikke kun har en rolle at spille på den gratis side af betalingsmuren.

For det første kom nyheden om, at The New York Times rykker en tredjedel af deres nyhedsbreve bag betalingsmuren. Det er seneste step i en udvikling, der har givet nyhedsbrevene en mere og mere central rolle i NYTimes’ strategi.

Konvertering vs. fastholdelse

Derfor står de nu og skal skelne mellem hvilke nyhedsbreve, der konverterer, og hvilke, der fastholder. Eksempelvis er nogle nyhedsbreve gode til at sprede trafik ud på mediets website, mens andre har mere karakter af selvstændige indholdsprodukter.

Et andet sted, hvor nyhedsbrevene bliver tildelt en hovedrolle i abonnementsforretningen, er hos Quartz. Det skyldes, at Quartz fandt ud af, at abonnenterne helst vil forbruge indholdet i deres indbakke.

De reagerer ganske enkelt på brugernes adfærd, som Quartz-CEO Melissa Chowning forklarer til Digiday.

Mindre er mere

Det er en kæmpe succes for nyhedsbrevet som format. Men det er også en falliterklæring for web-udgivelse og mange mediers tilgang til det. I Digiday-artiklen kan du læse, hvordan Quartz-redaktør Katherine Bell forklarer, at de har lært, at brugerne ganske enkelt ikke kan få gavn af alt det indhold, der ligger på Quartz-websitet og i deres app.

(Hvis du er mere nysgerrig på Quartz og nyhedsbreve, har Journalism.co.uk talt med Bell om Quartz’ brug af nyhedsbreve.)

Her er et udvalgt nyhedsbrev med en klar start og slutning og en nogenlunde fast udgivelsesfrekvens meget nemmere at forholde sig til.

Det er sjovt nok de samme ting, der karakteriserer den gode gamle avis – og e-avisen, som jeg vovede at hylde i et debatindlæg hos Journalisten i 2018: E-avisen lykkes, hvor nettet har fejlet.

En af mine yndlingsmedier – The Information, der skriver om teknologi – følger jeg stort set kun via deres nyhedsbreve og har gjort det, siden jeg købte abonnement hos dem i 2016. I et essay fra samme år om fordelene for medier ved at udgive mindre indhold skrev jeg med reference til The Information:

“[…] jeg føler, jeg kan følge med. De bombarderer mig ikke med 10-20 artikler, som jeg alligevel ikke har tid til at læse. De satser på få artikler, som jeg nemt kan tage stilling til, om jeg vil læse. Det betyder, at jeg rent faktisk får læst alle de artikler, jeg gerne vil læse.
 
Det giver en følelse af completeness, og dét skal man ikke undervurdere. Det er den samme følelse, vi får, når vi klarer et punkt på todo-listen (især hvis det er det sidste), fjerner den sidste mail i indbakken og når ‘Inbox Zero’ eller bare får klaret den opgave, man har udskudt alt for længe.”

E-mailprodukterne flytter ind

Og så spiller nyhedsbrevenes fremmarch og The New York Times’ og Quartz’ ind i en generel tendens om, at nyhedsbreve går fra at være kanaler til at blive selvstændige produkter. Det har jeg tidligere skrevet om i mit engelsksprogede nyhedsbrev om produktudvikling og innovation i mediebranchen: Newsletters as Products.

Adskillige medier har udvalgte nyhedsbreve, som kun betalende abonnenter kan modtage, så Quartz lægger sig i den strøm, mens The New York Times’ beslutning qua deres størrelse og rolle må siges at være monumental og et stort bet på nyhedsbrevenes succes, også i fremtiden.

Nyhedsbrevene flytter nu også ind bag betalingsmuren – og det gør de for at blive der.

Denne artikel udkom oprindeligt i Digital Ugerevy-nyhedsbrevet sammen med opsamlingen på uge 32.

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du ikke må gå glip af noget.

Laboratorieteorien skaber splid på Wikipedia

Fra konspirationsteori til en undersøgelse bestilt af den amerikanske præsident. Vi kender stadig ikke ophavet til pandemien, og hvordan forholder man sig til den mangel på viden?

Læs, hvordan Wikipedia er røget i en redigeringskrig – og hvordan et dansk faktatjekmedie går til historien om laboratoriet.

(Originalfoto: Chokniti Khongchum / Pexels)

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

💌

I takt med, at vi – forhåbentlig – nærmer os afslutningen på COVID-19-pandemien og efterhånden kan få en normal hverdag igen, står et af de helt centrale spørgsmål stadig ubesvaret:

Hvordan startede det hele – hvordan fandt coronavirus sin vej til os mennesker?

Den dominerende teori har længe været (og er stadig) at virusset gik fra flagmus til mennesker via et tredje dyr, men teorien om, at virusset er skabt i et laboratorie (ved Wuhan Institute of Virology) og undslippet derfra, florerer stadig.

Fra konspirationsteori til endnu en teori

Og hvor laboratorievinklen tidligere blev dømt ude som en konspirationsteori, er den nu noget, det er okay at snakke om – og selv respekterede medier som The New York Times har brugt spalteplads på at skrive om teorien.

Det skifte har haft store betydninger og afledte effekter. I slutningen af maj (den timing vender vi tilbage til lige om lidt) ændrede Facebook på deres regler for misinformation, så det nu blev okay at tale om, at coronavirus måske er menneskeskab.

Dermed gik teorien om laboratorielækket i Wuhan fra at være en konspirationsteori, vi pegede fingre af, til at være endnu en teori omkring udbruddet af coronavirus.

På Wikipedia, der jo bliver holdt opdateret af et hav af frivillige redigerende, redaktører og administratorer, er der udbrudt direkte splid om, hvordan man skal forholde sig til laboratorieteorien, skrev CNET i ugens løb.

(Artiklen giver desuden et godt indblik i, hvordan Wikipedia foregår via utallige redigeringer og de såkaldte “Talk”-undersider – samt hvorfor Wikipedia lykkes, når alle faktorerer peger på, at det burde gå rasende galt.

Medicin eller historie?

Splittelsen drejer sig blandt andet om, hvorvidt pandemiens ophav hører under det, der på Wikipedia kaldes WP:MEDRS, og som handler om hvordan Wikipedia går til “biomedicinsk” information – eller om der er tale om noget historisk fremfor epidemiologisk.

Derudover har Wikipedia hidtil valgt at udelade eller stærkt begrænse omtaler af laboratorieteorien. En del af uenighederne handler om, hvorvidt det er en farbar vej, når seriøse medier nu også omtaler teorien.

En Wikipedia-side beskæftigede sig med teorien (“COVID-19 lab leak hypothesis”), men den blev derefter slettet. I februar måned blev siden dog genindsat, og i dag refererer en til et afsnit på Wikipedia-artiklen om COVID-19-misinformation: “Wuhan lab origin“.

Derudover har Wikipedia nu også en artikel om undersøgelserne af ophavet. For ja, der er nemlig en undersøgelse i gang.

Og her vender vi tilbage til Facebooks timing med maj måned.

(Foto: jlhervàs / Flickr Ceative Commons)

I slutningen af maj bestilte USAs præsident Joe Biden en undersøgelse af COVID-19’s ophav. Resultatet af den undersøgelse lander efter 90 dage, hvilket vil sige i slutningen af august (omkring den 25. august, hvis de er præcise).

Rollen som medie

Men hvordan skal man som platform (og ikke mindst medie) forholde sig et et emne som laboratorieteorien, der pludselig er blevet okay at snakke om – selvom der ikke er kommet noget ny information?

Hos det danske faktatjekmedie, TjekDet, brugte de Bidens ordre som en anledning til at genbesøge deres tidligere dækning af laboratorieteorien.

“Der kunne vi se, at vi fra starten har holdt teorien i strakt arm,” siger journalist Nikolaj Rodkjær Kristensen, da jeg fanger ham på telefonen.

“Det har jo altid været uklart, hvordan coronavirus præcist opstod. Der har været snakket meget om flagermus, men intet er helt sikkert. De gange, vi har skrevet om teorien, har vi blandt andet talt med Allan Randrup Thomsen, som har sagt, at han principielt ikke kunne afvise, at virusset er menneskeskabt,” forklarer han.

Og det er hans råd til andre medier.

“Det er vigtigt, man forholder sig faktuelt til det – og accepterer, at der er noget, vi ikke har fået svar på.”

Pas på vidensmangel

Nikolaj Rodkjær Kristensen beskriver, hvordan de hos First Draft (der blandt andet underviser journalister i at håndtere misinformation) taler om “data deficits” – eller på dansk, mangel på information (fremhævningen er min):

“Here we introduce a new concept, data deficits, to examine a similar, search-related vulnerability: situations where there are high levels of demand for information about a topic, but credible information is in low supply. Low supply may occur because credible information doesn’t exist or because it isn’t reaching people.

Rather than a void or gap, high demand and low supply create a deficit: a lack of credible information, where results exist but they are misleading, confusing, false or otherwise harmful. They are the result of a mismanaged information supply chain, not a malicious actor.”


Hos First Draft har de blandt andet lavet et dashboard, hvor du kan se “data deficit”-data på verdensplan – for 2020:

Risikoen er, når vi mangler data og viden, tager vi det, vi kan få fat i, og bruger det til at forklare de ting, vi (endnu) ikke har fået en forklaring på.

Og det er ved den mangel, man som borger, mediebruger og sågar også medie skal sørge for at holde tungen lige i munden.

Hos TjekDet har de også oplevet et skift. Tidligere faktatjekkede de historier og fandt svaret – fakta. Efter coronavirus og pandemien har indtaget vores liv, står de med flere historier, hvor de ikke kan faktatjekke oplysningerne (fordi ingen, end ikke videnskabsfolk, kender sandheden) men kun historierne om oplysningerne.

Her er historien om et muligt laborielæk et godt eksempel.

Tålmodighed…

Det ser desværre ud til, at vi skal leve med uvisheden om COVID-19s ophav noget tid endnu, og at den verserende “edit war” på Wikipedia kan fortsætte.

Wired skrev i januar om andre undersøgelser af pandemiens start og årsag, og at det kan tage år, før vi har svar – og at de svar næppe vil være særlig entydige.

I maj, i forbindelse med starten af Bidens undersøgelse, skrev Wired igen om laboratorieteorien og kaldte den et “Tale of Weaponized Uncertainty“. Her skriver de om de mange usikkerheder og det paradoksale i, at vi er begyndt at interessere os for samt at snakke og skrive meget om et emne, der ikke er kommet noget ny information om:

“No new facts have emerged since then. Three scientists got sick at a virus lab during flu season? The Chinese government stonewalled? Researchers worked in BSL-2 labs? Come on. Does that mean something bad definitely happened at the Wuhan lab? No! Does it mean something bad could have happened? Sure! I guess!”

Og afslutningen på den artikel er egentlig også en fin afslutning, inden vi går til ugens opsamling:

“Did SARS-CoV-2 escape from a laboratory? Did human scientists modify it to be more deadly, to spread further and faster? Maybe. Should people try to find out where it really came from? Definitely, if for no other reason than to stop the next pandemic before it starts. But those questions won’t get answered for years.

And in the meantime, a few people in congress will attract TV cameras and power. A few commentators and writers will get attention for contrarian intellectualism, maybe move some subscription dollars—that’s your doubt, commodified and packaged for resale.”

Denne artikel udkom med Ugerevy-nyhedsbrevet i uge 26, 2021.

Se opsamlingen fra den uge

Nu skal der forskes i mikrobetaling

Ingen gider abonnere på en masse digitale aviser og medier for blot at kunne læse enkelte artikler hist og her, man selv synes er interessant. Kunne man ikke forestille sig en model, hvor man kan købe for én artikel ad gangen i stedet for at forpligte sig til et helt abonnement?

Det er en af de mest hyppige – udslidte, vil nogen sige – diskussioner i den digitale mediebranche. Hvad enten man kalder det mikrobetaling (eller stykkøb, som jeg har plæderet for) er det noget, parterne ikke rigtig har kunnet mødes om snakke om.

Teksten fortsætter herunder ↓

Artiklen udkom med Digital Ugerevy-nyhedsbrevet

Tilmeld dig, hvis du ikke vil gå glip af den næste:

💌

Fra skyttegravskrig til forskning

I stedet bliver det ofte en skyttegravskrig med brugere, der råber “I forstår os ikke – vi vil ikke binde os til et abonnement”, mens medierne råber “I forstår ikke os – det hænger ikke forretningsmæssigt sammen for os at sælge én artikel ad gangen” tilbage.

Nu sker der omsider noget. Der skal nemlig forskes i mikrobetalinger herhjemme.

Det sker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX, der sætter docent Aske Kammer og adjunkt Thomas Spejlborg Sejersen til at undersøge sagerne.

DMJX’ Aske Kammer (til venstre) og Thomas Spejlborg Sejersen

Det handler dog ikke kun om mikobetaling men også om de såkaldte “datawalls”, hvor vi får adgang til indhold mod at give adgang til vores data.

“Selv om det er 25 år siden, de danske medier kom på internettet, er det ikke for alvor lykkedes at skabe et alternativ til klassisk abonnementssalg og annonceindtægter,” siger Aske Kammer i en DMJX-pressemeddelelse.

Et af de store problemer er, at der er meget lidt viden om, hvordan brugerne reelt forholder sig til mediernes digitale forretningsmodeller.

“Afstanden mellem medierne og deres brugere forekommer stor på det her område,” forklarer Aske Kammer mig.

Han fortsætter:

“Men det er i alles interesse, at der findes en løsning, for brugerne og samfundet har for stærke journalistiske medier. Derfor taler vi også både med brugerne og med medierne – for vi bliver nødt til at komme hele vejen rundt for at kunne arbejde konstruktivt og komme videre.”

I pressemeddelelsen forklares det, at projektet både skal afdække mediernes viden om og erfaringer via bl.a. samtaler med medieledere – samt munde ud i koncepter og modeller via workshops og eksperimenter med brugere.

Danmark er bagefter

Og tiden er nu. Hvert år spørger Reuters Institute i forbindelse med deres ‘Digital News Report’, hvor mange, der har betalt for online nyheder indenfor det seneste år.

2021-rapporten er vi – stadig – bagefter de andre nordiske lande. Og afstanden er kun blevet større:

Land20202021
Norge42%45%
Sverige27%30%
Finland19%20%
Danmark17%16%

Om mikrobetaling eller stykkøb bliver en del af løsningen er dog svært at sige. Som jeg nævnte ovenfor er debatten præget af, at mange medier har svært ved at se det hænge sammen økonomisk.

Kort fortalt kan det ikke betale sig for medierne at sælge artiklerne til den pris, forbrugerne er klar til at betale.

Skidt historik

Og historikken ser ikke god ud for mikrofortalerne. Lad os tage et par eksempler:

august 2018 meldte Nets ud, at de ville bane vejen for mikrobetaling. Et år senere var jeg vært for en paneldebat, der havde Nets’ Director for Strategy & Digital, Simon Buchwaldt-Nissen blandt deltagerne.

Her kunne han fortælle, at de havde sat projektet på pause. Årsagen: Manglende opbakning fra de store aktører i den danske mediebranche.

Få måneder forinden havde Blendle (der ellers var en af de store bastioner for mikrobetaling) meldt ud, at de ville gå væk fra modellen og kun fokusere på abonnementssalg.

Herhjemme forsøgte Mandag Morgen sig med en noget højere stykpris, end man ellers ser (150 kroner). De valgte dog også at stoppe, da det underminerede deres forretningsmodel, har chefredaktør Jakob Nielsen forklaret i et tweet.

En udfordret model

Modellen med stykkøb har en række udfordringer, blandt andet at det er svært for os som forbrugere at tage stilling til ved hver enkel artikel, om den er noget, vi vil betale for.

Det kan du læse mere om i denne Twitter-tråd fra Jysk Fynske Mediers data- og analyseredaktør, Claes Holtzmann, der stadig er relevant og interessant i dag.

Er mikrobetaling død?” spurgte jeg efter Blendles udmelding. Og det er så det, vi forhåbentlig bliver klogere på, når DMJX præsenterer deres resultater i starten af 2023.