Forfatter: Lars K Jensen

En fejl hos Facebook betød, at der ikke blev vist uddrag på links. Hvad enten det var en fejl eller et snedigt greb, viser det en mediebranche, der ikke stoler på Facebook.

Af Lars K Jensen

Torsdag udbrød der småpanik i det danske hjørne af Twitter. Årsagen var, at linkuddrag var forsvundet på Facebook. Det vil sige, at hvis man delte et link, blev der ikke vist hverken billede, overskrift eller uddrag (screenshot fra Marcus Stoltze):

Alt tyder på, at der skete en fejl hos Facebook. Men det sker på et tidspunkt, hvor de danske medier og Facebook er på vej ind i en forhandling om Facebooks brug af uddrag fra medier.

Jeg har skrevet en del om det (der handler om en ny dansk ophavsret og EUs copyright-direktiv), men af respekt for din tid vil jeg her blot nævne to artikler, du kan læse:

• Er vi på vej i konflikt med Google og Facebook? (Journalisten, 30. marts)
• Medierne og Facebook har smidt handskerne (Kommunikationsforum, 9. juni)

Flere steder blev der spekuleret i, om det mon var noget, Facebook gjorde som en form for optakt til forhandlingerne med de danske medier.

“Kampen mellem Facebook og danske medier skærpes,” skrev Marcus Stoltze i et tweet. Det blev retweetet af Andreas Marckmann, der er chefredaktør hos Markedsføring:

“Hvis dit journalistiske medie satser stort på Facebook, så er det nok sådan cirka nu, I skal genoverveje den beslutning,” skrev han.

Stoltze var dog også blandt de første til at bemærke, at der måske var tale om en fejl. Det er nemlig værd at tilføje, at fejlen berørte alle websites og Facebooks annoncer, hvilket jo kan pege på en decideret fejl:

At der var tale om en fejl, blev bekræftet i et tweet fra John Severinson, der blandt andet arbejder med mediesamarbejder hos Facebook.

Et dansk problem

Der er dog stadig lidt mystik omkring fejlen. For eksempel er der indikationer af, at fejlen kun skete i Danmark, og Silas Bang fra Jysk Fynske Medier (der følger en del journalister fra andre lande) tweetede, at han ikke hørte om fejlen fra andre end danskere.

Som Katja Moikjær skrev, er det påfaldende, at fejlen ser ud til at være et dansk fænomen.

Det kan der selvfølgelig være ærlige årsager til, for eksempel hvis Facebook organiserer dele af deres kode efter lande. For eksempel er de nødt til for hvert land at holde en liste over hvilke websites og Facebook-sider, der tilhører medier, og hvis uddrag i så fald skal begrænses og vises i overensstemmelse med en kommende aftale mellem Facebook og medierne.

Det kan være noget i den forbindelse, der er gået i stykker – umiddelbart har Facebook ikke fortalt mere, end at der var tale om en fejl.

Mistillid

Hvad end der var tale om en fejl hos Facebook eller et snedigt forsøg for at måle et fald i interaktioner, når der ikke er et linkuddrag, viser det med al tydelighed den dårlige standing og ry, Facebook efterhånden har mange steder i mediebranchen. Også den danske.

Facebook får sværere og sværere ved at gøre noget rigtigt i en branche, der forventer, at Facebook altid vil sætte sig selv og sin annoncemodel forrest. Også selvom det rammer nyhedsmedierne.

Efter en stor New York Times-historie i 2018 om Facebooks brug af data (hvor NYTimes havde begået nogle tilsyneladende pinlige fejl) skrev min yndlings-tech-journalist, Will Oremus, ganske klogt:

“Facebook may or may not have lost its handle on our data. But it has definitely lost its handle on the public narrative—and the benefit of the doubt.”

Will Oremus i Slate

Det er fuldstændig det samme her. Uanset om Facebook har gjort noget galt eller ej, er der forsvindende få, der vil lade tvivlen komme dem til gode.

Læs blot nedenstående citat fra Oremus’ artikel og erstat privacy med Facebooks skrantende forhold til mediebranchen:

“That doesn’t mean Facebook is doomed, or even that #DeleteFacebook will dent its short-term bottom line this time any more than it did last time. What it does mean is that every Facebook privacy misstep from here on out is likely to be viewed as more villainous than it really is, including by people who have the power to do something about it. The complexity of Facebook’s systems will no longer be countenanced as an excuse for failing to regulate it.

Public naïveté about its business model will gradually give way to paranoia.”

Her er Facebook selvfølgelig ikke uden skyld, men det er ikke kun deres skyld. Det skyldes også en mediebranche, der i mange år har brugt Facebook forkert og i stigende grad har peget på tech-firmaer som Facebook som den absolut største trussel mod trivsel for danske medier.

NYTimes rykker en tredjedel af deres nyhedsbreve bag betalingsmuren, og Quartz giver nyhedsbrevene en hovedrolle i forretningen – ligesom adskillige andre medier har gjort.

Man skal nok have levet under en sten for ikke at vide, at nyhedsbreve er noget af det mest omtalte og vigtigste for medierne lige nu. Det er her, de kan markedsføre deres indhold, skabe relationer til brugerne og skabe engagerede brugere.

For mange medier er en tilmelding til et nyhedsbrev en af de stærkeste indikationer af, at en bruger er bundet tættere til mediet og måske endda på vej til at købe et abonnement.

I denne uge skete der to vigtige ting, der markerer at nyhedsbreve ikke kun har en rolle at spille på den gratis side af betalingsmuren.

For det første kom nyheden om, at The New York Times rykker en tredjedel af deres nyhedsbreve bag betalingsmuren. Det er seneste step i en udvikling, der har givet nyhedsbrevene en mere og mere central rolle i NYTimes’ strategi.

Konvertering vs. fastholdelse

Derfor står de nu og skal skelne mellem hvilke nyhedsbreve, der konverterer, og hvilke, der fastholder. Eksempelvis er nogle nyhedsbreve gode til at sprede trafik ud på mediets website, mens andre har mere karakter af selvstændige indholdsprodukter.

Et andet sted, hvor nyhedsbrevene bliver tildelt en hovedrolle i abonnementsforretningen, er hos Quartz. Det skyldes, at Quartz fandt ud af, at abonnenterne helst vil forbruge indholdet i deres indbakke.

De reagerer ganske enkelt på brugernes adfærd, som Quartz-CEO Melissa Chowning forklarer til Digiday.

Mindre er mere

Det er en kæmpe succes for nyhedsbrevet som format. Men det er også en falliterklæring for web-udgivelse og mange mediers tilgang til det. I Digiday-artiklen kan du læse, hvordan Quartz-redaktør Katherine Bell forklarer, at de har lært, at brugerne ganske enkelt ikke kan få gavn af alt det indhold, der ligger på Quartz-websitet og i deres app.

(Hvis du er mere nysgerrig på Quartz og nyhedsbreve, har Journalism.co.uk talt med Bell om Quartz’ brug af nyhedsbreve.)

Her er et udvalgt nyhedsbrev med en klar start og slutning og en nogenlunde fast udgivelsesfrekvens meget nemmere at forholde sig til.

Det er sjovt nok de samme ting, der karakteriserer den gode gamle avis – og e-avisen, som jeg vovede at hylde i et debatindlæg hos Journalisten i 2018: E-avisen lykkes, hvor nettet har fejlet.

En af mine yndlingsmedier – The Information, der skriver om teknologi – følger jeg stort set kun via deres nyhedsbreve og har gjort det, siden jeg købte abonnement hos dem i 2016. I et essay fra samme år om fordelene for medier ved at udgive mindre indhold skrev jeg med reference til The Information:

“[…] jeg føler, jeg kan følge med. De bombarderer mig ikke med 10-20 artikler, som jeg alligevel ikke har tid til at læse. De satser på få artikler, som jeg nemt kan tage stilling til, om jeg vil læse. Det betyder, at jeg rent faktisk får læst alle de artikler, jeg gerne vil læse.
 
Det giver en følelse af completeness, og dét skal man ikke undervurdere. Det er den samme følelse, vi får, når vi klarer et punkt på todo-listen (især hvis det er det sidste), fjerner den sidste mail i indbakken og når ‘Inbox Zero’ eller bare får klaret den opgave, man har udskudt alt for længe.”

E-mailprodukterne flytter ind

Og så spiller nyhedsbrevenes fremmarch og The New York Times’ og Quartz’ ind i en generel tendens om, at nyhedsbreve går fra at være kanaler til at blive selvstændige produkter. Det har jeg tidligere skrevet om i mit engelsksprogede nyhedsbrev om produktudvikling og innovation i mediebranchen: Newsletters as Products.

Adskillige medier har udvalgte nyhedsbreve, som kun betalende abonnenter kan modtage, så Quartz lægger sig i den strøm, mens The New York Times’ beslutning qua deres størrelse og rolle må siges at være monumental og et stort bet på nyhedsbrevenes succes, også i fremtiden.

Nyhedsbrevene flytter nu også ind bag betalingsmuren – og det gør de for at blive der.

Denne artikel udkom oprindeligt i Digital Ugerevy-nyhedsbrevet sammen med opsamlingen på uge 32.

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du ikke må gå glip af noget.

Fra konspirationsteori til en undersøgelse bestilt af den amerikanske præsident. Vi kender stadig ikke ophavet til pandemien, og hvordan forholder man sig til den mangel på viden?

Læs, hvordan Wikipedia er røget i en redigeringskrig – og hvordan et dansk faktatjekmedie går til historien om laboratoriet.

I takt med, at vi – forhåbentlig – nærmer os afslutningen på COVID-19-pandemien og efterhånden kan få en normal hverdag igen, står et af de helt centrale spørgsmål stadig ubesvaret:

Hvordan startede det hele – hvordan fandt coronavirus sin vej til os mennesker?

Den dominerende teori har længe været (og er stadig) at virusset gik fra flagmus til mennesker via et tredje dyr, men teorien om, at virusset er skabt i et laboratorie (ved Wuhan Institute of Virology) og undslippet derfra, florerer stadig.

Fra konspirationsteori til endnu en teori

Og hvor laboratorievinklen tidligere blev dømt ude som en konspirationsteori, er den nu noget, det er okay at snakke om – og selv respekterede medier som The New York Times har brugt spalteplads på at skrive om teorien.

Det skifte har haft store betydninger og afledte effekter. I slutningen af maj (den timing vender vi tilbage til lige om lidt) ændrede Facebook på deres regler for misinformation, så det nu blev okay at tale om, at coronavirus måske er menneskeskab.

Dermed gik teorien om laboratorielækket i Wuhan fra at være en konspirationsteori, vi pegede fingre af, til at være endnu en teori omkring udbruddet af coronavirus.

På Wikipedia, der jo bliver holdt opdateret af et hav af frivillige redigerende, redaktører og administratorer, er der udbrudt direkte splid om, hvordan man skal forholde sig til laboratorieteorien, skrev CNET i ugens løb.

(Artiklen giver desuden et godt indblik i, hvordan Wikipedia foregår via utallige redigeringer og de såkaldte “Talk”-undersider – samt hvorfor Wikipedia lykkes, når alle faktorerer peger på, at det burde gå rasende galt.

Medicin eller historie?

Splittelsen drejer sig blandt andet om, hvorvidt pandemiens ophav hører under det, der på Wikipedia kaldes WP:MEDRS, og som handler om hvordan Wikipedia går til “biomedicinsk” information – eller om der er tale om noget historisk fremfor epidemiologisk.

Derudover har Wikipedia hidtil valgt at udelade eller stærkt begrænse omtaler af laboratorieteorien. En del af uenighederne handler om, hvorvidt det er en farbar vej, når seriøse medier nu også omtaler teorien.

En Wikipedia-side beskæftigede sig med teorien (“COVID-19 lab leak hypothesis”), men den blev derefter slettet. I februar måned blev siden dog genindsat, og i dag refererer en til et afsnit på Wikipedia-artiklen om COVID-19-misinformation: “Wuhan lab origin“.

Derudover har Wikipedia nu også en artikel om undersøgelserne af ophavet. For ja, der er nemlig en undersøgelse i gang.

Og her vender vi tilbage til Facebooks timing med maj måned.

I slutningen af maj bestilte USAs præsident Joe Biden en undersøgelse af COVID-19’s ophav. Resultatet af den undersøgelse lander efter 90 dage, hvilket vil sige i slutningen af august (omkring den 25. august, hvis de er præcise).

Rollen som medie

Men hvordan skal man som platform (og ikke mindst medie) forholde sig et et emne som laboratorieteorien, der pludselig er blevet okay at snakke om – selvom der ikke er kommet noget ny information?

Hos det danske faktatjekmedie, TjekDet, brugte de Bidens ordre som en anledning til at genbesøge deres tidligere dækning af laboratorieteorien.

“Der kunne vi se, at vi fra starten har holdt teorien i strakt arm,” siger journalist Nikolaj Rodkjær Kristensen, da jeg fanger ham på telefonen.

“Det har jo altid været uklart, hvordan coronavirus præcist opstod. Der har været snakket meget om flagermus, men intet er helt sikkert. De gange, vi har skrevet om teorien, har vi blandt andet talt med Allan Randrup Thomsen, som har sagt, at han principielt ikke kunne afvise, at virusset er menneskeskabt,” forklarer han.

Og det er hans råd til andre medier.

“Det er vigtigt, man forholder sig faktuelt til det – og accepterer, at der er noget, vi ikke har fået svar på.”

Pas på vidensmangel

Nikolaj Rodkjær Kristensen beskriver, hvordan de hos First Draft (der blandt andet underviser journalister i at håndtere misinformation) taler om “data deficits” – eller på dansk, mangel på information (fremhævningen er min):

“Here we introduce a new concept, data deficits, to examine a similar, search-related vulnerability: situations where there are high levels of demand for information about a topic, but credible information is in low supply. Low supply may occur because credible information doesn’t exist or because it isn’t reaching people.

Rather than a void or gap, high demand and low supply create a deficit: a lack of credible information, where results exist but they are misleading, confusing, false or otherwise harmful. They are the result of a mismanaged information supply chain, not a malicious actor.”

Hos First Draft har de blandt andet lavet et dashboard, hvor du kan se “data deficit”-data på verdensplan – for 2020:

Risikoen er, når vi mangler data og viden, tager vi det, vi kan få fat i, og bruger det til at forklare de ting, vi (endnu) ikke har fået en forklaring på.

Og det er ved den mangel, man som borger, mediebruger og sågar også medie skal sørge for at holde tungen lige i munden.

Hos TjekDet har de også oplevet et skift. Tidligere faktatjekkede de historier og fandt svaret – fakta. Efter coronavirus og pandemien har indtaget vores liv, står de med flere historier, hvor de ikke kan faktatjekke oplysningerne (fordi ingen, end ikke videnskabsfolk, kender sandheden) men kun historierne om oplysningerne.

Her er historien om et muligt laborielæk et godt eksempel.

Tålmodighed…

Det ser desværre ud til, at vi skal leve med uvisheden om COVID-19s ophav noget tid endnu, og at den verserende “edit war” på Wikipedia kan fortsætte.

Wired skrev i januar om andre undersøgelser af pandemiens start og årsag, og at det kan tage år, før vi har svar – og at de svar næppe vil være særlig entydige.

I maj, i forbindelse med starten af Bidens undersøgelse, skrev Wired igen om laboratorieteorien og kaldte den et “Tale of Weaponized Uncertainty“. Her skriver de om de mange usikkerheder og det paradoksale i, at vi er begyndt at interessere os for samt at snakke og skrive meget om et emne, der ikke er kommet noget ny information om:

“No new facts have emerged since then. Three scientists got sick at a virus lab during flu season? The Chinese government stonewalled? Researchers worked in BSL-2 labs? Come on. Does that mean something bad definitely happened at the Wuhan lab? No! Does it mean something bad could have happened? Sure! I guess!”

Og afslutningen på den artikel er egentlig også en fin afslutning, inden vi går til ugens opsamling:

“Did SARS-CoV-2 escape from a laboratory? Did human scientists modify it to be more deadly, to spread further and faster? Maybe. Should people try to find out where it really came from? Definitely, if for no other reason than to stop the next pandemic before it starts. But those questions won’t get answered for years.

And in the meantime, a few people in congress will attract TV cameras and power. A few commentators and writers will get attention for contrarian intellectualism, maybe move some subscription dollars—that’s your doubt, commodified and packaged for resale.”

◉

Denne artikel udkom med Ugerevy-nyhedsbrevet i uge 26, 2021.

Se opsamlingen fra den uge

Ingen gider abonnere på en masse digitale aviser og medier for blot at kunne læse enkelte artikler hist og her, man selv synes er interessant. Kunne man ikke forestille sig en model, hvor man kan købe for én artikel ad gangen i stedet for at forpligte sig til et helt abonnement?

Det er en af de mest hyppige – udslidte, vil nogen sige – diskussioner i den digitale mediebranche. Hvad enten man kalder det mikrobetaling (eller stykkøb, som jeg har plæderet for) er det noget, parterne ikke rigtig har kunnet mødes om snakke om.

Teksten fortsætter herunder ↓

Fra skyttegravskrig til forskning

I stedet bliver det ofte en skyttegravskrig med brugere, der råber “I forstår os ikke – vi vil ikke binde os til et abonnement”, mens medierne råber “I forstår ikke os – det hænger ikke forretningsmæssigt sammen for os at sælge én artikel ad gangen” tilbage.

Nu sker der omsider noget. Der skal nemlig forskes i mikrobetalinger herhjemme.

Det sker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX, der sætter docent Aske Kammer og adjunkt Thomas Spejlborg Sejersen til at undersøge sagerne.

Det handler dog ikke kun om mikobetaling men også om de såkaldte “datawalls”, hvor vi får adgang til indhold mod at give adgang til vores data.

“Selv om det er 25 år siden, de danske medier kom på internettet, er det ikke for alvor lykkedes at skabe et alternativ til klassisk abonnementssalg og annonceindtægter,” siger Aske Kammer i en DMJX-pressemeddelelse.

Et af de store problemer er, at der er meget lidt viden om, hvordan brugerne reelt forholder sig til mediernes digitale forretningsmodeller.

“Afstanden mellem medierne og deres brugere forekommer stor på det her område,” forklarer Aske Kammer mig.

Han fortsætter:

“Men det er i alles interesse, at der findes en løsning, for brugerne og samfundet har for stærke journalistiske medier. Derfor taler vi også både med brugerne og med medierne – for vi bliver nødt til at komme hele vejen rundt for at kunne arbejde konstruktivt og komme videre.”

I pressemeddelelsen forklares det, at projektet både skal afdække mediernes viden om og erfaringer via bl.a. samtaler med medieledere – samt munde ud i koncepter og modeller via workshops og eksperimenter med brugere.

Danmark er bagefter

Og tiden er nu. Hvert år spørger Reuters Institute i forbindelse med deres ‘Digital News Report’, hvor mange, der har betalt for online nyheder indenfor det seneste år.

I 2021-rapporten er vi – stadig – bagefter de andre nordiske lande. Og afstanden er kun blevet større:

Land	2020	2021
Norge	42%	45%
Sverige	27%	30%
Finland	19%	20%
Danmark	17%	16%

Om mikrobetaling eller stykkøb bliver en del af løsningen er dog svært at sige. Som jeg nævnte ovenfor er debatten præget af, at mange medier har svært ved at se det hænge sammen økonomisk.

Kort fortalt kan det ikke betale sig for medierne at sælge artiklerne til den pris, forbrugerne er klar til at betale.

Skidt historik

Og historikken ser ikke god ud for mikrofortalerne. Lad os tage et par eksempler:

I august 2018 meldte Nets ud, at de ville bane vejen for mikrobetaling. Et år senere var jeg vært for en paneldebat, der havde Nets’ Director for Strategy & Digital, Simon Buchwaldt-Nissen blandt deltagerne.

Her kunne han fortælle, at de havde sat projektet på pause. Årsagen: Manglende opbakning fra de store aktører i den danske mediebranche.

Få måneder forinden havde Blendle (der ellers var en af de store bastioner for mikrobetaling) meldt ud, at de ville gå væk fra modellen og kun fokusere på abonnementssalg.

Herhjemme forsøgte Mandag Morgen sig med en noget højere stykpris, end man ellers ser (150 kroner). De valgte dog også at stoppe, da det underminerede deres forretningsmodel, har chefredaktør Jakob Nielsen forklaret i et tweet.

En udfordret model

Modellen med stykkøb har en række udfordringer, blandt andet at det er svært for os som forbrugere at tage stilling til ved hver enkel artikel, om den er noget, vi vil betale for.

Det kan du læse mere om i denne Twitter-tråd fra Jysk Fynske Mediers data- og analyseredaktør, Claes Holtzmann, der stadig er relevant og interessant i dag.

“Er mikrobetaling død?” spurgte jeg efter Blendles udmelding. Og det er så det, vi forhåbentlig bliver klogere på, når DMJX præsenterer deres resultater i starten af 2023.