Forfatter: Lars K Jensen

Fra konspirationsteori til en undersøgelse bestilt af den amerikanske præsident. Vi kender stadig ikke ophavet til pandemien, og hvordan forholder man sig til den mangel på viden?

Læs, hvordan Wikipedia er røget i en redigeringskrig – og hvordan et dansk faktatjekmedie går til historien om laboratoriet.

I takt med, at vi – forhåbentlig – nærmer os afslutningen på COVID-19-pandemien og efterhånden kan få en normal hverdag igen, står et af de helt centrale spørgsmål stadig ubesvaret:

Hvordan startede det hele – hvordan fandt coronavirus sin vej til os mennesker?

Den dominerende teori har længe været (og er stadig) at virusset gik fra flagmus til mennesker via et tredje dyr, men teorien om, at virusset er skabt i et laboratorie (ved Wuhan Institute of Virology) og undslippet derfra, florerer stadig.

Fra konspirationsteori til endnu en teori

Og hvor laboratorievinklen tidligere blev dømt ude som en konspirationsteori, er den nu noget, det er okay at snakke om – og selv respekterede medier som The New York Times har brugt spalteplads på at skrive om teorien.

Det skifte har haft store betydninger og afledte effekter. I slutningen af maj (den timing vender vi tilbage til lige om lidt) ændrede Facebook på deres regler for misinformation, så det nu blev okay at tale om, at coronavirus måske er menneskeskab.

Dermed gik teorien om laboratorielækket i Wuhan fra at være en konspirationsteori, vi pegede fingre af, til at være endnu en teori omkring udbruddet af coronavirus.

På Wikipedia, der jo bliver holdt opdateret af et hav af frivillige redigerende, redaktører og administratorer, er der udbrudt direkte splid om, hvordan man skal forholde sig til laboratorieteorien, skrev CNET i ugens løb.

(Artiklen giver desuden et godt indblik i, hvordan Wikipedia foregår via utallige redigeringer og de såkaldte “Talk”-undersider – samt hvorfor Wikipedia lykkes, når alle faktorerer peger på, at det burde gå rasende galt.

Medicin eller historie?

Splittelsen drejer sig blandt andet om, hvorvidt pandemiens ophav hører under det, der på Wikipedia kaldes WP:MEDRS, og som handler om hvordan Wikipedia går til “biomedicinsk” information – eller om der er tale om noget historisk fremfor epidemiologisk.

Derudover har Wikipedia hidtil valgt at udelade eller stærkt begrænse omtaler af laboratorieteorien. En del af uenighederne handler om, hvorvidt det er en farbar vej, når seriøse medier nu også omtaler teorien.

En Wikipedia-side beskæftigede sig med teorien (“COVID-19 lab leak hypothesis”), men den blev derefter slettet. I februar måned blev siden dog genindsat, og i dag refererer en til et afsnit på Wikipedia-artiklen om COVID-19-misinformation: “Wuhan lab origin“.

Derudover har Wikipedia nu også en artikel om undersøgelserne af ophavet. For ja, der er nemlig en undersøgelse i gang.

Og her vender vi tilbage til Facebooks timing med maj måned.

I slutningen af maj bestilte USAs præsident Joe Biden en undersøgelse af COVID-19’s ophav. Resultatet af den undersøgelse lander efter 90 dage, hvilket vil sige i slutningen af august (omkring den 25. august, hvis de er præcise).

Rollen som medie

Men hvordan skal man som platform (og ikke mindst medie) forholde sig et et emne som laboratorieteorien, der pludselig er blevet okay at snakke om – selvom der ikke er kommet noget ny information?

Hos det danske faktatjekmedie, TjekDet, brugte de Bidens ordre som en anledning til at genbesøge deres tidligere dækning af laboratorieteorien.

“Der kunne vi se, at vi fra starten har holdt teorien i strakt arm,” siger journalist Nikolaj Rodkjær Kristensen, da jeg fanger ham på telefonen.

“Det har jo altid været uklart, hvordan coronavirus præcist opstod. Der har været snakket meget om flagermus, men intet er helt sikkert. De gange, vi har skrevet om teorien, har vi blandt andet talt med Allan Randrup Thomsen, som har sagt, at han principielt ikke kunne afvise, at virusset er menneskeskabt,” forklarer han.

Og det er hans råd til andre medier.

“Det er vigtigt, man forholder sig faktuelt til det – og accepterer, at der er noget, vi ikke har fået svar på.”

Pas på vidensmangel

Nikolaj Rodkjær Kristensen beskriver, hvordan de hos First Draft (der blandt andet underviser journalister i at håndtere misinformation) taler om “data deficits” – eller på dansk, mangel på information (fremhævningen er min):

“Here we introduce a new concept, data deficits, to examine a similar, search-related vulnerability: situations where there are high levels of demand for information about a topic, but credible information is in low supply. Low supply may occur because credible information doesn’t exist or because it isn’t reaching people.

Rather than a void or gap, high demand and low supply create a deficit: a lack of credible information, where results exist but they are misleading, confusing, false or otherwise harmful. They are the result of a mismanaged information supply chain, not a malicious actor.”

Hos First Draft har de blandt andet lavet et dashboard, hvor du kan se “data deficit”-data på verdensplan – for 2020:

Risikoen er, når vi mangler data og viden, tager vi det, vi kan få fat i, og bruger det til at forklare de ting, vi (endnu) ikke har fået en forklaring på.

Og det er ved den mangel, man som borger, mediebruger og sågar også medie skal sørge for at holde tungen lige i munden.

Hos TjekDet har de også oplevet et skift. Tidligere faktatjekkede de historier og fandt svaret – fakta. Efter coronavirus og pandemien har indtaget vores liv, står de med flere historier, hvor de ikke kan faktatjekke oplysningerne (fordi ingen, end ikke videnskabsfolk, kender sandheden) men kun historierne om oplysningerne.

Her er historien om et muligt laborielæk et godt eksempel.

Tålmodighed…

Det ser desværre ud til, at vi skal leve med uvisheden om COVID-19s ophav noget tid endnu, og at den verserende “edit war” på Wikipedia kan fortsætte.

Wired skrev i januar om andre undersøgelser af pandemiens start og årsag, og at det kan tage år, før vi har svar – og at de svar næppe vil være særlig entydige.

I maj, i forbindelse med starten af Bidens undersøgelse, skrev Wired igen om laboratorieteorien og kaldte den et “Tale of Weaponized Uncertainty“. Her skriver de om de mange usikkerheder og det paradoksale i, at vi er begyndt at interessere os for samt at snakke og skrive meget om et emne, der ikke er kommet noget ny information om:

“No new facts have emerged since then. Three scientists got sick at a virus lab during flu season? The Chinese government stonewalled? Researchers worked in BSL-2 labs? Come on. Does that mean something bad definitely happened at the Wuhan lab? No! Does it mean something bad could have happened? Sure! I guess!”

Og afslutningen på den artikel er egentlig også en fin afslutning, inden vi går til ugens opsamling:

“Did SARS-CoV-2 escape from a laboratory? Did human scientists modify it to be more deadly, to spread further and faster? Maybe. Should people try to find out where it really came from? Definitely, if for no other reason than to stop the next pandemic before it starts. But those questions won’t get answered for years.

And in the meantime, a few people in congress will attract TV cameras and power. A few commentators and writers will get attention for contrarian intellectualism, maybe move some subscription dollars—that’s your doubt, commodified and packaged for resale.”

◉

Denne artikel udkom med Ugerevy-nyhedsbrevet i uge 26, 2021.

Se opsamlingen fra den uge

Ingen gider abonnere på en masse digitale aviser og medier for blot at kunne læse enkelte artikler hist og her, man selv synes er interessant. Kunne man ikke forestille sig en model, hvor man kan købe for én artikel ad gangen i stedet for at forpligte sig til et helt abonnement?

Det er en af de mest hyppige – udslidte, vil nogen sige – diskussioner i den digitale mediebranche. Hvad enten man kalder det mikrobetaling (eller stykkøb, som jeg har plæderet for) er det noget, parterne ikke rigtig har kunnet mødes om snakke om.

Teksten fortsætter herunder ↓

Fra skyttegravskrig til forskning

I stedet bliver det ofte en skyttegravskrig med brugere, der råber “I forstår os ikke – vi vil ikke binde os til et abonnement”, mens medierne råber “I forstår ikke os – det hænger ikke forretningsmæssigt sammen for os at sælge én artikel ad gangen” tilbage.

Nu sker der omsider noget. Der skal nemlig forskes i mikrobetalinger herhjemme.

Det sker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX, der sætter docent Aske Kammer og adjunkt Thomas Spejlborg Sejersen til at undersøge sagerne.

Det handler dog ikke kun om mikobetaling men også om de såkaldte “datawalls”, hvor vi får adgang til indhold mod at give adgang til vores data.

“Selv om det er 25 år siden, de danske medier kom på internettet, er det ikke for alvor lykkedes at skabe et alternativ til klassisk abonnementssalg og annonceindtægter,” siger Aske Kammer i en DMJX-pressemeddelelse.

Et af de store problemer er, at der er meget lidt viden om, hvordan brugerne reelt forholder sig til mediernes digitale forretningsmodeller.

“Afstanden mellem medierne og deres brugere forekommer stor på det her område,” forklarer Aske Kammer mig.

Han fortsætter:

“Men det er i alles interesse, at der findes en løsning, for brugerne og samfundet har for stærke journalistiske medier. Derfor taler vi også både med brugerne og med medierne – for vi bliver nødt til at komme hele vejen rundt for at kunne arbejde konstruktivt og komme videre.”

I pressemeddelelsen forklares det, at projektet både skal afdække mediernes viden om og erfaringer via bl.a. samtaler med medieledere – samt munde ud i koncepter og modeller via workshops og eksperimenter med brugere.

Danmark er bagefter

Og tiden er nu. Hvert år spørger Reuters Institute i forbindelse med deres ‘Digital News Report’, hvor mange, der har betalt for online nyheder indenfor det seneste år.

I 2021-rapporten er vi – stadig – bagefter de andre nordiske lande. Og afstanden er kun blevet større:

Land	2020	2021
Norge	42%	45%
Sverige	27%	30%
Finland	19%	20%
Danmark	17%	16%

Om mikrobetaling eller stykkøb bliver en del af løsningen er dog svært at sige. Som jeg nævnte ovenfor er debatten præget af, at mange medier har svært ved at se det hænge sammen økonomisk.

Kort fortalt kan det ikke betale sig for medierne at sælge artiklerne til den pris, forbrugerne er klar til at betale.

Skidt historik

Og historikken ser ikke god ud for mikrofortalerne. Lad os tage et par eksempler:

I august 2018 meldte Nets ud, at de ville bane vejen for mikrobetaling. Et år senere var jeg vært for en paneldebat, der havde Nets’ Director for Strategy & Digital, Simon Buchwaldt-Nissen blandt deltagerne.

Her kunne han fortælle, at de havde sat projektet på pause. Årsagen: Manglende opbakning fra de store aktører i den danske mediebranche.

Få måneder forinden havde Blendle (der ellers var en af de store bastioner for mikrobetaling) meldt ud, at de ville gå væk fra modellen og kun fokusere på abonnementssalg.

Herhjemme forsøgte Mandag Morgen sig med en noget højere stykpris, end man ellers ser (150 kroner). De valgte dog også at stoppe, da det underminerede deres forretningsmodel, har chefredaktør Jakob Nielsen forklaret i et tweet.

En udfordret model

Modellen med stykkøb har en række udfordringer, blandt andet at det er svært for os som forbrugere at tage stilling til ved hver enkel artikel, om den er noget, vi vil betale for.

Det kan du læse mere om i denne Twitter-tråd fra Jysk Fynske Mediers data- og analyseredaktør, Claes Holtzmann, der stadig er relevant og interessant i dag.

“Er mikrobetaling død?” spurgte jeg efter Blendles udmelding. Og det er så det, vi forhåbentlig bliver klogere på, når DMJX præsenterer deres resultater i starten af 2023.

Der bliver kamp om vores ører, når Facebook lancerer deres podcast-produkt – med egenudviklet afspiller.

Læs mere →