Forfatter: Lars K Jensen

No-brainer: Twitter vil gøre det lettere at snakke omkring emner; sådan som vi jo i forvejen gør. Bliv klogere på funktionen, der skal bringe os tættere sammen og gøre Twitter bedre for alle.

Læs mere →

Fire nye lokalmedier og masser af ansættelser. Det handler om data og abonnementer – men markedsføringen mangler, og det koster på brugeroplevelsen.

Læs mere →

Først ville de forbyde porno, en uge senere er forbuddet suspenderet. Det handler om betalinger – mens dem, der laver indholdet, mister tilliden til platformen.

Af Lars K Jensen (@larskjensen)

Dét gik stærkt. Den 19. august kunne blandt andre Bloomberg fortælle, at OnlyFans (der lader brugerne tage penge for adgang til indhold, og som er populært blandt sexarbejdere) ville forbyde porno.

Ændringen ville træde i kraft 1. oktober, men der gik kun en uges tid, før OnlyFans vendte på en tallerken og meldte, at de alligevel ikke ville forbyde porno. Forbuddet er blevet “suspenderet”, hedder det – og den formulering gør ikke noget godt for tilliden til OnlyFans.

Tilliden er væk

Wired fortæller, hvordan flere af dem, der skaber indhold til OnlyFans-platformen, er skeptiske.

“Hvis dette er en sejr, er det en midlertidig en,” siger Anshuman Iddamsetty, der uploader under pseudonymet ‘Boardlord’ til Wired.

“Jeg har aldrig set en platform fortryde en retning som dette. Sproget, de brugte i deres bekendtgørelse, bekymrer mig. ‘Suspendere’ vækker ikke tillid. Og de nægtede at nævne sexarbejdere eller erotiske arbejdere ved titel – de gik tilbage til den omhyggelige doublespeak med ‘skaber’ og ‘alle genrer’.”

Herhjemme talte Ekstra Bladet med sexarbejderen Natascha Sophiaa, der ligeledes har mistet tilliden til OnlyFans:

“Det er dejligt, men samtidig er jeg meget skeptisk og har mistet tilliden til platformen. Altså når de kan komme med en udmelding den ene dag og trække i land efter et par dage, frygter jeg, at vi kan stå i den samme situation igen om et par måneder.”

PornHub-sagen skræmmer

Årsagen til OnlyFans’ zigzag-kurs handler ikke om blufærdighed men om penge. Oprindelig mente man, at det var betalingstjenester og kreditkortfirmaer som Mastercard og VISA, der havde sat tommeskruerne på OnlyFans.

Alle kan huske tilbage til december, hvor Mastercard, Visa og Discover droppede PornHub efter anklager om børneporno. Nogle kritikere at OnlyFans mener, at den også er en kilde til spredning af børneporno.

“Det er et tegn på et system, der er i stykker, når kun kreditkortfirmaer kan tvinge Pornhub til at ændre på det”, skrev John Naughton hos The Guardian i den forbindelse.

Sådan hang det dog ikke sammen, og OnlyFans forklarede, at det er bankerne, der lægger pres på for at få mindre eksplicit indhold på platformen.

Men det handler dog stadig om kreditkortfirmaerne.

Mastercard strammer garnet

Sagen er nemlig den, at Mastercard i april måned strammede deres krav til bankerne i forbindelse med salg at indhold til voksne. Stramningerne kommer efter netop sagen med PornHub, og allerede dengang var der kritiske røster om, at dette kunne få konsekvenser for steder som OnlyFans.

Blandt andet skal bankerne nu sikre, at sælgerne har dokumenteret samtykke samt verificeret alder og identitet på dem, der er involveret i indholdet, før de kan behandle betalinger.

Deruover skal bankerne også sikre sig, at de pågældende websites og platforme har en såkaldt “review process” samt et system på plads, der kan håndtere klager over aktivitet, der er ulovlig eller foregår uden samtykke, forklarede Mastercard i et blogindlæg.

Det er ikke småting, og bankerne har ikke andet valg end at sende kravene videre til platforme som OnlyFans.

De mange krav bliver dog mødt af modstand. I et åbent brev argumenterer flere britiske interesseorganisationer for, at de finansielle institutioner standser deres diskrimination imod sexarbejdere. Gizmodo fortæller, at flere sexarbejdere er nødt til at tage lån med falske oplysninger, fordi de ellers ikke kan få lov.

Æggene og kurven

Nu er det svært at vide, hvad der er sket bag linjerne hos OnlyFans og bankerne, men noget tyder på, at de har løst tvisten. For nu.

Om det betyder, at der bliver stillet større krav til dem, der vil bidrage med indhold til OnlyFans, samt at OnlyFans selv vil gennemføre de tiltag, der stilles krav om, bliver vi nok klogere på i den nærmeste fremtid.

OnlyFans har blot meldt ud, at de foreslåede ændringer “ikke længere er påkrævet på grund af bankpartneres forsikringer for, at OnlyFans kan støtte alle genrer af skabere”.

Det er næppe en formulering, der får brugerne til at stole blindt på OnlyFans, og mange vil formentlig undersøge deres muligheder for at være tilstede mere end ét sted med deres indhold.

Som ordsproget siger, er det sjældent fornuftigt at lægge alle sine æg i én kurv. Og det gælder formentlig uanset hvilke former for indhold, man vil tjene penge på via platforme, andre ejer. ◉

En fejl hos Facebook betød, at der ikke blev vist uddrag på links. Hvad enten det var en fejl eller et snedigt greb, viser det en mediebranche, der ikke stoler på Facebook.

Af Lars K Jensen

Torsdag udbrød der småpanik i det danske hjørne af Twitter. Årsagen var, at linkuddrag var forsvundet på Facebook. Det vil sige, at hvis man delte et link, blev der ikke vist hverken billede, overskrift eller uddrag (screenshot fra Marcus Stoltze):

Alt tyder på, at der skete en fejl hos Facebook. Men det sker på et tidspunkt, hvor de danske medier og Facebook er på vej ind i en forhandling om Facebooks brug af uddrag fra medier.

Jeg har skrevet en del om det (der handler om en ny dansk ophavsret og EUs copyright-direktiv), men af respekt for din tid vil jeg her blot nævne to artikler, du kan læse:

• Er vi på vej i konflikt med Google og Facebook? (Journalisten, 30. marts)
• Medierne og Facebook har smidt handskerne (Kommunikationsforum, 9. juni)

Flere steder blev der spekuleret i, om det mon var noget, Facebook gjorde som en form for optakt til forhandlingerne med de danske medier.

“Kampen mellem Facebook og danske medier skærpes,” skrev Marcus Stoltze i et tweet. Det blev retweetet af Andreas Marckmann, der er chefredaktør hos Markedsføring:

“Hvis dit journalistiske medie satser stort på Facebook, så er det nok sådan cirka nu, I skal genoverveje den beslutning,” skrev han.

Stoltze var dog også blandt de første til at bemærke, at der måske var tale om en fejl. Det er nemlig værd at tilføje, at fejlen berørte alle websites og Facebooks annoncer, hvilket jo kan pege på en decideret fejl:

At der var tale om en fejl, blev bekræftet i et tweet fra John Severinson, der blandt andet arbejder med mediesamarbejder hos Facebook.

Et dansk problem

Der er dog stadig lidt mystik omkring fejlen. For eksempel er der indikationer af, at fejlen kun skete i Danmark, og Silas Bang fra Jysk Fynske Medier (der følger en del journalister fra andre lande) tweetede, at han ikke hørte om fejlen fra andre end danskere.

Som Katja Moikjær skrev, er det påfaldende, at fejlen ser ud til at være et dansk fænomen.

Det kan der selvfølgelig være ærlige årsager til, for eksempel hvis Facebook organiserer dele af deres kode efter lande. For eksempel er de nødt til for hvert land at holde en liste over hvilke websites og Facebook-sider, der tilhører medier, og hvis uddrag i så fald skal begrænses og vises i overensstemmelse med en kommende aftale mellem Facebook og medierne.

Det kan være noget i den forbindelse, der er gået i stykker – umiddelbart har Facebook ikke fortalt mere, end at der var tale om en fejl.

Mistillid

Hvad end der var tale om en fejl hos Facebook eller et snedigt forsøg for at måle et fald i interaktioner, når der ikke er et linkuddrag, viser det med al tydelighed den dårlige standing og ry, Facebook efterhånden har mange steder i mediebranchen. Også den danske.

Facebook får sværere og sværere ved at gøre noget rigtigt i en branche, der forventer, at Facebook altid vil sætte sig selv og sin annoncemodel forrest. Også selvom det rammer nyhedsmedierne.

Efter en stor New York Times-historie i 2018 om Facebooks brug af data (hvor NYTimes havde begået nogle tilsyneladende pinlige fejl) skrev min yndlings-tech-journalist, Will Oremus, ganske klogt:

“Facebook may or may not have lost its handle on our data. But it has definitely lost its handle on the public narrative—and the benefit of the doubt.”

Will Oremus i Slate

Det er fuldstændig det samme her. Uanset om Facebook har gjort noget galt eller ej, er der forsvindende få, der vil lade tvivlen komme dem til gode.

Læs blot nedenstående citat fra Oremus’ artikel og erstat privacy med Facebooks skrantende forhold til mediebranchen:

“That doesn’t mean Facebook is doomed, or even that #DeleteFacebook will dent its short-term bottom line this time any more than it did last time. What it does mean is that every Facebook privacy misstep from here on out is likely to be viewed as more villainous than it really is, including by people who have the power to do something about it. The complexity of Facebook’s systems will no longer be countenanced as an excuse for failing to regulate it.

Public naïveté about its business model will gradually give way to paranoia.”

Her er Facebook selvfølgelig ikke uden skyld, men det er ikke kun deres skyld. Det skyldes også en mediebranche, der i mange år har brugt Facebook forkert og i stigende grad har peget på tech-firmaer som Facebook som den absolut største trussel mod trivsel for danske medier.

NYTimes rykker en tredjedel af deres nyhedsbreve bag betalingsmuren, og Quartz giver nyhedsbrevene en hovedrolle i forretningen – ligesom adskillige andre medier har gjort.

Man skal nok have levet under en sten for ikke at vide, at nyhedsbreve er noget af det mest omtalte og vigtigste for medierne lige nu. Det er her, de kan markedsføre deres indhold, skabe relationer til brugerne og skabe engagerede brugere.

For mange medier er en tilmelding til et nyhedsbrev en af de stærkeste indikationer af, at en bruger er bundet tættere til mediet og måske endda på vej til at købe et abonnement.

I denne uge skete der to vigtige ting, der markerer at nyhedsbreve ikke kun har en rolle at spille på den gratis side af betalingsmuren.

For det første kom nyheden om, at The New York Times rykker en tredjedel af deres nyhedsbreve bag betalingsmuren. Det er seneste step i en udvikling, der har givet nyhedsbrevene en mere og mere central rolle i NYTimes’ strategi.

Konvertering vs. fastholdelse

Derfor står de nu og skal skelne mellem hvilke nyhedsbreve, der konverterer, og hvilke, der fastholder. Eksempelvis er nogle nyhedsbreve gode til at sprede trafik ud på mediets website, mens andre har mere karakter af selvstændige indholdsprodukter.

Et andet sted, hvor nyhedsbrevene bliver tildelt en hovedrolle i abonnementsforretningen, er hos Quartz. Det skyldes, at Quartz fandt ud af, at abonnenterne helst vil forbruge indholdet i deres indbakke.

De reagerer ganske enkelt på brugernes adfærd, som Quartz-CEO Melissa Chowning forklarer til Digiday.

Mindre er mere

Det er en kæmpe succes for nyhedsbrevet som format. Men det er også en falliterklæring for web-udgivelse og mange mediers tilgang til det. I Digiday-artiklen kan du læse, hvordan Quartz-redaktør Katherine Bell forklarer, at de har lært, at brugerne ganske enkelt ikke kan få gavn af alt det indhold, der ligger på Quartz-websitet og i deres app.

(Hvis du er mere nysgerrig på Quartz og nyhedsbreve, har Journalism.co.uk talt med Bell om Quartz’ brug af nyhedsbreve.)

Her er et udvalgt nyhedsbrev med en klar start og slutning og en nogenlunde fast udgivelsesfrekvens meget nemmere at forholde sig til.

Det er sjovt nok de samme ting, der karakteriserer den gode gamle avis – og e-avisen, som jeg vovede at hylde i et debatindlæg hos Journalisten i 2018: E-avisen lykkes, hvor nettet har fejlet.

En af mine yndlingsmedier – The Information, der skriver om teknologi – følger jeg stort set kun via deres nyhedsbreve og har gjort det, siden jeg købte abonnement hos dem i 2016. I et essay fra samme år om fordelene for medier ved at udgive mindre indhold skrev jeg med reference til The Information:

“[…] jeg føler, jeg kan følge med. De bombarderer mig ikke med 10-20 artikler, som jeg alligevel ikke har tid til at læse. De satser på få artikler, som jeg nemt kan tage stilling til, om jeg vil læse. Det betyder, at jeg rent faktisk får læst alle de artikler, jeg gerne vil læse.
 
Det giver en følelse af completeness, og dét skal man ikke undervurdere. Det er den samme følelse, vi får, når vi klarer et punkt på todo-listen (især hvis det er det sidste), fjerner den sidste mail i indbakken og når ‘Inbox Zero’ eller bare får klaret den opgave, man har udskudt alt for længe.”

E-mailprodukterne flytter ind

Og så spiller nyhedsbrevenes fremmarch og The New York Times’ og Quartz’ ind i en generel tendens om, at nyhedsbreve går fra at være kanaler til at blive selvstændige produkter. Det har jeg tidligere skrevet om i mit engelsksprogede nyhedsbrev om produktudvikling og innovation i mediebranchen: Newsletters as Products.

Adskillige medier har udvalgte nyhedsbreve, som kun betalende abonnenter kan modtage, så Quartz lægger sig i den strøm, mens The New York Times’ beslutning qua deres størrelse og rolle må siges at være monumental og et stort bet på nyhedsbrevenes succes, også i fremtiden.

Nyhedsbrevene flytter nu også ind bag betalingsmuren – og det gør de for at blive der.

Denne artikel udkom oprindeligt i Digital Ugerevy-nyhedsbrevet sammen med opsamlingen på uge 32.

Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du ikke må gå glip af noget.