Forfatter: Lars K Jensen

Endnu en uge, endnu flere Facebook-afsløringer. Få de vigtigste overskrifter – og en løftet pegefinger omkring de lækkede dokumenter.

Af Lars K Jensen

Digital chef hos Willmore og udgiver af Digital Ugerevy

Kontakt:
lars@willmore.dk | Twitter | LinkedIn
.

(Seneste nye fra Facebook-land er, at Facebook-firmaet (ikke app’en på din telefon) skifter navn til ‘Meta’. Det kan du læse mere om i dette afsnit af ugens opsamling.)

Egentlig havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke gider skrive mere om Facebook og afsløringerne, men igen er der ikke andet at sige, end at det simpelthen bare er ugens vigtigste historie og emne. Så derfor skriver jeg om Facebook igen, og derfor læser du om Facebook igen.

Seneste kapitel er Facebook Papers (ikke at forveksle med de oprindelige Facebook Files, som The Wall Street Journal udgav, skønt der dog er en del overlap).

Kort fortalt er det en lang række af lækkede dokumenter, som whistlebloweren Frances Haugen tog med, inden hun forlod Facebook i maj måned.

De lækkede dokumenter er sendt fra Haugens advokater til den amerikanske Securities and Exchange Commission (SEC) og til et konsortium af etablerede medier, der har adgang til dokumenterne i “redacted” form – hvilket vil sige, at informationer som navne er streget ud.

(The Washington Post har skrevet om selve dækningen af de lækkede dokumenter, og hvordan den viser, at undersøgende journalistik er under forandring – det samme har Columbia Journalism Review.)

Digital Ugerevy er sat i verden for at give dig overblik og gøre det lettere for dig at følge med. Derfor er mit ærinde heller ikke at kaste mig ud i en dybere analyse, for der er allerede skrevet gode ting, der ligger derude.

Lad mig i stedet starte med at pege dig i retning af det.

Hos Nieman Lab har Joshua Benton læst en masse artikler for at kunne give os sin gennemgang af de vigtigste temaer.

Stormen på Kongressen

Her kan vi blandt andet læse, at Facebooks rolle i forbindelse med stormen på den amerikanske kongres den 6. januar i år var større, end vi gik og troede.

En rækkede af de lækkede dokumenter, og historierne om dem, handler om de interne splittelse i Facebook-organisationen. Som The Washington Post skriver:

“Meanwhile, the company’s Civic Integrity team was largely disbanded by a management that had grown weary of the team’s criticisms of the company, according to former employees”

Angiveligt havde Facebook fundet metoder til at begrænse spredningen af politisk polarisering, konspirationsteorier og opfordringer til vold, men ledelsen var imod at implementere dem. Det er i overensstemmelse med det, vi har kunnet læse i de oprindelige læk, og som Facebook gentagne gange har benægtet: At de har sat profit foran alt andet.

En lignende pointe finder vi i en CNN-artikel (igen; jeg læner mig op ad Joshua Bentons opsamling i forbindelse med nogle af de artikler, jeg linker til), hvor de citerer fra et af de lækkede dokumenter – her er det en kommentar til en artikel fra Mike Schroepfer, der er Facebooks CTO (Chief Technology Officer – teknologidirektør):

“[…] leadership overrides research based policy decisions to better serve people like the groups inciting violence today. Rank and file workers have done their part to identify changes to improve our platforms but have been actively held back.”

Moderationen halter udenfor USA

En anden vigtig historie i de mange læk er, at Facebook er dårlige til at moderere indhold udenfor hjemlandet.

Blandt andet fortæller The New York Times om, et forsøg, en Facebook-researcher udførte. Det var simpelt; opret en profil som en person, der bor i Indien og lad profilen følge alle anbefalingerne fra Facebooks algoritmer, hvad angår grupper, videoer interessante Facebook-sider og så videre.

Det endte helt galt. Som researcheren selv skrev:

“Following this test user’s News Feed, I’ve seen more images of dead people in the past three weeks than I’ve seen in my entire life total.”

New York Times fortæller også om den tilsyneladende skævvridning, der er i forhold til, hvordan Facebook fordeler pengene i kampen mod misinformation:

“Eighty-seven percent of the company’s global budget for time spent on classifying misinformation is earmarked for the United States, while only 13 percent is set aside for the rest of the world — even though North American users make up only 10 percent of the social network’s daily active users, according to one document describing Facebook’s allocation of resources.”

Derudover har Facebook også problemer med det arabiske sprog – eller den arabiske familie af sprog, som der jo i virkeligheden er tale om, og som sidste år var det tredjemest populære sprog på Facebook.

Det betyder blandt andet også, at uskyldige bliver fanget i Facebooks regler om, hvad der er terrorrelateret indhold, og får deres profiler deaktiveret.

Facebook selv siger, at i hvert fald nogle af de tilfælde skyldes, at forskellige lande har forskellige definitioner af, hvad en terrororganisation er. Som NBC News skriver:

“In a statement, Facebook said the measure seemed to be a mischaracterization because it included content related to Hamas and Hezbollah — organizations that some people in the Middle East wouldn’t consider tied to terrorism, but that the U.S. government has on its list of “foreign terrorist organizations.” Facebook said it has legal obligations to remove that content, as well as a policy against it.”

Andenklasses borgere

Derudover har Facebook den udfordring, at de formularer, man skal udfylde for at anmelde hatespeech kun delvist er oversat til sprog som Pashto og Dari; Afghanistans to officielle sprog.

Samtidig er Facebooks algoritmer og kunstige intelligenser slet ikke klar til at håndtere eller forstå nuancerne i de forskellige arabiske sprog, skriver Wired:

“Facebook users who speak languages such as Arabic, Pashto, or Armenian are effectively second class citizens of the world’s largest social network.”

Der cirkulerer et tal, der siger, at Facebooks algoritmer fejlagtigt flager arabisk indhold 77% af gangene – det er dog et tal, Facebook afviser.

De unge er på vej væk

En del af dækningen af Facebook Papers går også på, at de unge forlader Facebook, hvilket er et potentielt stort problem, som jeg har skrevet om i en tidligere artikel.

The Verge kan dog fortælle, at det har været et problem siden 2012, og at de unge også bruger mindre tid med Instagram, hvilket ellers har været Facebooks helt store guldkalv hos de unge.

Et fald i de unge brugere er selvsagt et problem for Facebook (som det også ville være for alle andre – bare spørg den danske mediebranche), da det er her fremtidens brugere – og forretning – skal komme fra.

Det er også i denne kontekst, vi skal se initiativer målrettet mod børn, såsom ‘Messenger Kids’ og børneudgaven af Instagram, som Facebook dog satte på pause for nylig.

Menneskehandel: Apple fik nok

En af de oprindelige Facebook Files-afsløringer hos The Wall Street Journal fra midten af september handlede om, at Facebook ikke gjorde nok for at forhindre, at Facebook og Instagram bliver brugt i forbindelse med menneskehandel.

CNN kan nu fortælle, at problemet nåede et sådan omfang i 2019, at Apple truede med at fjerne Facebook og Instagram fra App Store, hvilket ville være katastrofalt for Facebook.

Derfor fik de travlt med at fjerne en masse af det problematiske indhold og implementere ændringer for at komme problemet til livs. Succesen er dog begrænset, skriver CNN, der fortæller, at de ved hjælp at søgetermer nævnt i de lækkede dokumenter kunne finde profiler, der påstod at sælge “domestic workers”, der mindede om de profiler, Facebooks researchere tidligere har markeret og fjernet.

Samme oplevelse har AP, og de skriver, at “Facebook’s crackdown seems to have had a limited effect”.

Mange ansatte har fået nok

En lang række af de lækkede dokumenter er kommentarer og indlæg på Facebooks eget Workplace (en intern/intranet-udgave af Facebook, som alle virksomheder kan bruge) skrevet af medarbejdere, der efterhånden er blevet disillusionerede – og flere har sagt op.

“I came here hoping to effect change and improve society, but all I’ve seen is atrophy and abdication of responsibility,” som NBC News citerer en unavngivet ansat for.

I artiklen “Facebook Failed the People Who Tried to Improve It” kigger Wired på de såkaldte “badge posts”, som er de indlæg, Facebook-ansatte skriver på Workplace, når de forlader virksomheden – ofte ledsaget af et billede af deres skilt/badge, deraf navnet.

Hvis du vil læse citater fra folk, der har givet op, er det artiklen for dig. Interessant er det dog, at opdateringer som denne er helt tilbage fra 2016:

“I am leaving because I am highly concerned about our corporate direction, how our pursuit of growth may negatively impact our ethics and mission statement, and how this has become manifest in our codebase. Plus, I am too tired to fight it.”

Artiklen har også fat i noget andet interessant, nemlig Facebooks interne belønningsstruktur. En tidligere Facebook-researcher forklarer:

“‘If you’re a ‘lowly product manager’ you could be doing the best work in the world, but if you don’t get X number of new users to sign up, you don’t get your bonus, or you don’t get promoted,’ […] To truly address the problems, ‘The way that the company incentivizes product teams would radically have to change'””

Denne form for incitamenter er generelt overset i dækningen af tech-firmaer – ja, generelt alle firmaer – hvis du spørger mig. For det er så afgørende for, hvordan systemer, algoritmer og produkter bliver skruet sammen; det er definerende for, hvad der møder brugerne.

Så hvad enten det er LinkedIn, der sender dig en mail for at opfordre dig til at skrive en opdatering eller at gøre en kommentar til et nyt indlæg på platformen, eller Facebook der vil have dig til at lave en Story (eller en tredje, der vil have dig til at gøre noget), så kan du roligt regne med, at der sidder en stakkels produktperson inde bagved, der bliver målt på, om du så rent faktisk også gør det.

Hvor meget kan vi stole på Facebook Papers?

Derfor er det så vigtigt, at alle organisationer tænker over, hvordan de motiverer og belønner deres ansatte.

Du kan læse mere fra Facebooks egne ansatte i en anden Wired-artikel: “How to Fix Facebook, According to Facebook Employees”.

Her bliver der samlet op på diverse Facebook-ansattes bud på løsninger på nogle af Facebooks problemer. Det er spændende læsning, men altså… det er jo også en gratis omgang, ikke sandt?

Et lidt anderledes – og nødvendigt – perspektiv finder vi i Platformer-nyhedsbrevet fra Casey Newton. Han har talt med en tidligere Facebook-ansat, der forklarer, at der mangler noget vigtigt i dækningen af Facebook Papers.

Det handler om at forstå de lækkede dokumenter (indlæg og kommentarer på, hvad der i sidste ende er Facebooks intranet) og få det kontekstualiseret på den rette måde.

Det handler om at forstå, at Workplace på mange måder er som Facebook-moderskibet selv: Det er et socialt medie på tværs af organisationen, hvor alle kan skrive og kommentere. Og derfor er der ingen garanti for, at citaterne i de lækkede dokumenter er fra folk, der udtaler sig indenfor deres ekspertiser. Og de slørede navne gør det endnu sværere at afgøre.

Læs blot her:

“These are being described as Facebook Papers and Facebook Files and Leaked Documents, but really the right way to understand them (for the most part) is they are posts and comment threads. And I think that the hyper-collaborative culture driven by Workplace is probably alien to a lot of people, who don’t understand the Poster’s culture that thrives at Facebook. […]

Basically: anyone can post anything about anything at any time, and their posts might be good or bad or not terribly well thought out, and they might not have very much context about the thing they’re posting about.

So a lot of what is getting described as “internal debate” is really just posters posting because they are procrastinating from doing their real job. It doesn’t mean it’s not important or not worth looking at, but a lot of the Facebook Papers are given a lot more gravitas than they probably deserve. These are off-the-cuff conversations between people who for the most part are not involved with deliberations or decision-making, but just wanted to weigh in because an announcement post happened to come across their (algorithmically sorted and optimized for engagement) Workplace feed.”

Og derfor er det vigtigt at have for øje, at man ikke baserer for meget på noget, der ikke er en del af de reelle produktbeslutninger hos Facebook:

“But the point that’s important to highlight, if you want to use these as an investigative tool, is that these comment threads are largely not the actual debate or deliberation that goes into making a decision about a launch. They are the gut reaction from people who probably work on some completely different thing.”

Her synes jeg, Wired svigter i nogle af deres artikler; tværtimod ophøjer de personerne bag de lækkede kommentarer til sandhedsvidner, og når man i Platformer-nyhedsbrevet læser, at en artikel er mere eller mindre baseret på et screenshot af to kommentarer, der blev skrevet tre år før, Haugen tog et screenshot, kan vi jo nok godt se, at der mangler et eller andet.

(Casey Newton har i øvrigt også reflekteret og skrevet om sin rolle som journalist i forhold til Facebook-lækket.

Det samme har Alex Kantrowitz: “I’m in the consortium possessing the leaked Facebook documents. Let’s dissolve it.“, og Mathew Ingram fra Columbia Journalism Review her skrevet om mediestrategien i forbindelse med Facebook Papers.)

Men det er nemt at hade Facebook, og mange nuancer går tabt, når historier som disse ruller, som jeg tidligere har skrevet.

Hvad så nu..?

Det er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at der ikke er noget at komme efter. Og det interessante spørgsmål er selvfølgelig, hvad der kommer til at ske nu – efter flere uger med skudvekslinger mellem Frances Haugen og medierne samt Facebook.

Det handler blandt andet om, hvorvidt det overhovedet er muligt at bygge en sag mod Facebook ved SEC (Securities and Exchange Commission).

Flere juraeksperter siger, at det kan blive svært at bevise, at Facebook har gjort noget galt, skriver NBC. Årsagen er, at det er lettest at have en sag, hvis man har klokkeklare beviser på wrongdoing. De er svære at finde i Facebook-afløringerne.

En af Haugens beskyldninger (at Facebook potentielt puster brugertal og andre metrikker kunstigt op overfor annoncører) kan dog være interessant – og er noget, SEC har fokuseret på i flere år.

“The Facebook Whistleblower Won’t Change Anything,” skrev Wired tidligere på måneden og anbefalede os at sænke vores forventninger til, hvad en whistleblower realistisk kan opnå.

Om Frances Haugen, Facebook Files, Facebook Papers og Facebook… whatever kommer til at ændre noget eller ej, ved vi først om noget tid. En konsekvens for Facebook allerede nu er dog, at det formentlig bliver svært at rekruttere de dygtigste folk (en evig kamp imellem de store tech-firmaer) – og at holde på dem, man har.

Og så håber jeg, at jeg kan fokusere på noget andet end Facebook i næste uges nyhedsbrev. ◉

Gør som dine værste konkurrenter:
Tilmeld dig Digital Ugerevy
.

Det kniber med de unge brugere – og et navneskift er ikke løsningen på de reelle problemer.

Af Lars K Jensen

Digital chef hos Willmore og udgiver af Digital Ugerevy

Kontakt:
lars@willmore.dk | Twitter | LinkedIn
.

De dårlige historier fortsætter for Facebook, og som du kan læse i denne uges opsamling, er der angiveligt endnu flere historier på vej baseret på læk.

I denne uge fik Facebook dog selskab i de helt store overskrifter i den danske mediebranche, da Radio LOUD også begyndte at røre på sig.

Samme problem

Både Facebook og LOUD står med det samme problem: De har ikke fat i de rigtige målgrupper. Radioen er tænkt og markedsført til unge mennesker, men langt hovedparten af lytterne er over 56 år, skrev MediaWatch tidligere på måneden.

Facebook har samme problem. Den 9. oktober skrev The Economist en lederartikel (som jeg brugte som afsæt for en artikel om Zuckerberg), hvor de fortæller om en af de oversete ting i forbindelse med whistlebloweren Frances Haugens vidnesbyrd.

Ifølge hende har Facebook skjult et fald i antallet af unge amerikanere, der bruger Facebook. Interne beregninger hos Facebook selv viser, at et fald i amerikanske teenageres engagement på platformen kan betyde et fald på hele 45% i alle amerikanske brugere af Facebook indenfor de næste to år.

Det er voldsomt.

Det samme tal ser vi i Kevin Rooses artikel hos The New York Times, hvor han argumenterer for, at Facebook er svagere, end vi vidste (artiklen er i øvrigt skrevet før Facebooks kæmpenedbrud).

Samme løsning

Nu kommer vi til den del af sammenligningen mellem LOUD og Facebook, der ligger mest lige for. I ugens løb meldte Berlingske Media (der er gået ind i kredsen bag radiokanalen) ud, at LOUD skifter navn til 24syv.

Samtidig køber Berlingske Media 91% af aktierne i selskabet – hvis det godkendes af Radio- og tv-nævnet.

Det er der alt muligt at sige om, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.

Facebook går også med planer om et navneskifte, som du kan læse mere om i denne uges opsamling – under “Sociale medier”-afsnittet herunder.

Navneskiftet bliver angiveligt snart præsenteret og er noget, Facebook har arbejdet seriøst med de seneste par måneder.

Ifølge Casey Newton har Facebook to grunde til at skifte navn: Det forfærdelige ry og rygte – samt at app’en Facebook ikke er en del af fremtiden for firmaet Facebook.

Derudover har Facebook også behov for at åbne navnet og strategien mere op for det kommende metaverse, som Facebook vil bygge og hyre 10.000 europæiske udviklere til at hjælpe dem med. Som Gizmodo kækt skriver, leder Facebook efter 10.000 mennesker, der ikke hader dem.

Virker det?

Uanset hvad Facebook (og Berlingske Media/LOUD) håber på at få ud af et navneskifte, skal man nok ikke overvurdere betydningen af det – og dermed undervurdere folks hukommelse.

Det nye 24syv bliver aldrig det 24syv, der nærmest er opstået en dødekult omkring. Og det nye Facebook er jo stadig det firma, der kæmper med at holde styr på data, være ærlig om sin rolle og påvirkning i forhold til brugere såvel som samfund – og som har en lang hale af møgsager bag sig.

Som en tidligere Facebook-executive siger til Casey Newton risikerer Facebook at skade deres drømme om at skabe et metavers:

“I think their aggression in trying to own the metaverse narrative runs the risk of souring people to the entire concept.”

Og så er der jo spørgsmålet om, hvorvidt folk overhovedet er trygge ved, at det er netop Facebook, der skal eje metaverset, hvor vi alle beredvilligt smider vores hæmninger og tager VR-briller på i stedet.

“Facebook Can’t Hide Its Problems Behind a New Name,” skriver Wired – og mon ikke det samme gælder for en vis radiokanal.

Imidlertid vil jeg glæde mig til, at FC Barcelona snarest kommer ud af deres nuværende krise ved at skifte navn. ◉

Gør som dine værste konkurrenter:
Tilmeld dig Digital Ugerevy
.

Spørgsmålene står i kø, og problemet starter i toppen, skriver The Economist. Mange taler om regulering, men kan en størrelse som Facebook reguleres?

Af Lars K Jensen

Digital chef hos Willmore og udgiver af Digital Ugerevy

Kontakt:
lars@willmore.dk | Twitter | LinkedIn
.

Analyserne står i kø efter sidste uges dramatiske uge for Facebook med nedbrud og whistlebloweren Frances Haugens vidnesbyrd foran an kongreskomité, som jeg behandlede i sidste uge.

I denne omgang vil jeg ikke skrive så meget i dybden, for der er ikke så meget nyt at sige. Jeg vil i stedet anbefale dig at læse The Economists lederartikel, ‘Facebook is nearing a reputational point of no return’.

Drop opbrydningen

Her leverer de en pointe, som jeg også havde i min artikel: At Facebook har mistet manges tillid, og at ganske få (og da slet ikke politikere og medier) vil lade tvivlen komme dem til gode.

Og selvom der er forskel på tobaksfirmaer og Facebook, så skader det Facebook, hvis narrativet omkring Facebook bliver, at de er ligesom de store tobaksfirmaer.

Lederartiklen skiller mere eller mindre antitrust-anklagerne (hvor man søger at bryde Facebook op) ad og forklarer, at det ville skulle hvile på en definition af monopol, der udelukker de fleste andre sociale netværk.

Det vil se mærkeligt ud efter Facebook store nedbrud, hvor brugerne netop strømmede til andre tjenester og platforme.

Zuckerberg i klemme

Artiklen slutter af med en – mildest talt – interessant formulering:

“If rational argument alone is no longer enough to get Facebook out of its hole, the company should look hard at its public face. Mark Zuckerberg, Facebook’s all-powerful founder, made a reasoned statement after this week’s wave of anger. He was ignored or ridiculed and increasingly looks like a liability.”

Det er jo store ord, for Zuckerberg er jo nærmest Facebook. Og måske er det en del af problemet – det er der noget, der tyder på det er, når det gælder denne form for krisekommunikation.

The Economist hentyder formentlig blandt andet til denne opdatering fra Zuckerberg.

Hos en af Facebooks konkurrenter, Twitter, har flere af investorerne medstifter og CEO, Jack Dorsey, i en form for halsgreb. Kritikken går blandt andet på, at han samtidig også er direktør for betalingsfirmaet Square, og i marts 2020 nåede parterne til en enighed, der holdt Dorsey i stolen – men stillede krav:

“So, Dorsey is safe for now, but the pressure is clearly on. Twitter’s incoming board members will be looking to maximize their returns, and while Dorsey will be given a chance to prove himself, he’ll need to produce quickly to win their trust.”

Den aftale er angiveligt noget af det, der presser Twitter til at lancere nye ting for hele tiden at skabe vækst.

Det viser, at CEO-stiftere ikke er urørlige, og det er måske ikke utænkeligt, at nogle vil begynde at stille krav til Zuckerberg. (Skriver jeg baseret på det faktum, at The Economist sætter ord på det.)

Kan man overhovedet regulere Facebook?

En af de ord, der fylder meget i kølvandet på Facebooks helvedesuge er ordet “regulering”. Facebook skal reguleres, algoritmerne skal regulere etc. Men kan det overhovedet lade sig gøre?

Det spørgsmål stiller Columbia Journalism Review i en artikel, hvor de samler fint op på, hvad andre har skrevet.

Facebook går selv ind for regulering, og det afføder naturligvis fordommen, at hvis Facebook selv ønsker det, så er det verdens værste idé og noget, man skal være ekstremt varsom omkring.

Der ligger blandt andet en finesse i, at regulering samtidig legitimiserer det, der skal reguleres. Matt Stoller skriver:

“In other words, we have to eliminate Facebook’s toxic business model, not regulate it, because regulating something serves to legitimize it. It’s not about stopping the collection of data and manipulation, it’s about stopping the practices that make that collection of data and manipulation profitable in the first place.”

En af forslagene, der turnerer derude (blandt andet fordi Haugen selv nævnte det) er gode gammeldaws algoritmefri feeds. Det er dog på ingen måde nogen garanti for, at hatespeech og lignende forsvinder – og forestil dig et feed, hvor Facebook-sider og privatpersoner hele tiden skriver opdateringer for at ligge øverst i feedet.

Nick Clegg, der er Facebooks “VP of Global Affairs” forsvarer et algoritmestyret feed. Hans argument er, at brugerne vil se mere hatespeech etc., fordi algoritmerne også fungerer som en form for massivt spamfilter. Det er nok et spørgsmål om øjnene, der ser.

Som jeg skrev i sidste uge, risikerer det også at være begrænset, hvad man reelt får ud af at “kigge ind” i en algoritme, der er bygget på Machine Learning og trænet på data – og ikke skrevet af mennesker.

Imens fortsætter Haugen sin tour. Hun skal tale for Storbritanniens parlament, for Facebooks Oversight Board, og hun er også blevet inviteret til at tale i EU-regi.

Mindre transparens

I et nyhedsbrev forklarer Bloomberg Technology, at en af konsekvenserne af alt dette bliver mindre transparens hos de store tech-firmaer.

Det har de ellers været kendt for; både i deres organisationer og interne kommunikation – men også i det faktum, at Facebook eksempelvis laver analyser, som ganske få andre (ej heller medier) laver, og de føler, de får kritik af folk, der leder efter hullerne i osten og konsekvent fokuserer på fejlene og ignorere det gode. Og her har Facebook en pointe.

“Some of this week’s criticism was tendentious,” skriver The Economist om netop det faktum, at positive historier i dataene og undersøgelserne blev overset.

En stor del af den offentlige opinion og lovgiverne har taget stilling til Facebook. Om det får konsekvenser for Zuckerberg og alt det, han har skabt, vil tiden vise.

Indtil videre ser det ud til, skriver The Economist, at Facebook oplever et fald i unge brugere i USA. Det kan blive alvorligt og kan i værste tilfælde føre til et større fald i amerikanske brugere generelt set.

Det vil Zuckerberg formentlig få at føle, hvis den tid kommer. ◉

Gør som de andre, der er som dig:
+ Tilmeld dig Ugerevyen

Whistlebloweren Frances Haugen har aflagt vidnesbyrd, og det ser ikke godt ud for Facebook. Men hvad skal der ske nu – og hvorfor er algoritmerne et svært sted at starte?

Af Lars K Jensen

Digital chef hos Willmore og udgiver af Digital Ugerevy

Kontakt:
lars@willmore.dk | Twitter | LinkedIn
.

“Hvad skal vi med Facebook, de vil altid bare slås

Hvad skal vi med Facebook, de vil kun bedrage os

Hvad skal vi med Facebook, de er altid til besvær

Hvad skal vi med Facebook, de vil altid kun ha’ mer’“

Sådan lyder en – lettere – omskrivning af en sang af Preben Kaas og Jørgen Ryg fra 1963.

Indtil videre har Facebooks jagt på mere skaffet dem en dominerende position i vores liv – og en serie af problemer og tragedier. Sådan fortsatte det i denne uge, der var den måske værste i Facebooks historie.

Ugens helt store historie er naturligvis fortsættelsen af historierne om Facebook og om, hvor meget de vidste, og hvor lidt de gjorde.

Seneste kapitel startede forrige søndag, den 3. oktober. Her stod den whistleblower, der har delt en række dokumenter med den amerikanske kongres og ikke mindst The Wall Street Journal frem.

Under et interview med ’60 Minutes’ fandt vi ud af, at det er en tidligere product manager ved navn Frances Haugen, der havde leveret ammunitionen til The Wall Street Journals ‘Facebook Files’-afløringer, som jeg skrev om for en uge siden.

Tirsdag morgen, amerikansk tid, aflagde hun sit vidnesbyrd foran den samme kongreskomité, der tidligere har grillet Facebooks sikkerhedschef, Antigone Davis.

Umiddelbart inden var Facebook ramt af et enormt nedbrud, der sendte alle deres tjenester i sort i 6 timer. Nedbruddet skyldtes en ellers rutinemæssig teknisk øvelse, hvilket du kan læse mere om i denne uges Ugerevy-opsamling.

Få styr på høringen

Der er allerede skrevet meget om det, Frances Haugen sagde, så det vil jeg ikke bruge så meget tid på her. I stedet vil jege pege dig i retning af MIT Technology Reviews glimrende opsamling på deres dækning af Facebook og deres udfordringer i det seneste stykke tid, hvilket de på elegant vis bruger til at kontekstualisere Haugens forklaringer.

Casey Newton har også skrevet en solid artikel, hvor han fremhæver nogle af de vigtigste pointer samt kigger fremad.

Han bemærker eksempelvis – som Technology Review også gør – at Frances Haugen formår at flytte fokus fra mere eller mindre abstrakte snakke om indholdspolitik og censur til beslutninger om design af algoritmer og selve platformen.

Det gør hun blandt andet med afsæt i de lækkede data, hun skrabede sammen på Facebooks interne Workplace (Facebooks alternativ til det klassiske intranet), da hun sagde sit job op tilbage i maj.

Hvad så nu?

Et af de helt store spørgsmål er, hvad der skal ske nu. Nogle vil formentlig argumentere for, at dette er endnu et bevis på, at Facebook bør brydes op, og at man passende kan starte med at rulle købene af Instagram og WhatsApp tilbage.

Dette er Frances Haugen, måske overraskende, modstander af. I stedet peger hun på de algoritmer, der sammensætter blandt andet feed’et og kommer med andre anbefalinger på Facebooks platforme.

Haugen mener, at algoritmerne bør reguleres (så de ikke anbefaler indhold på baggrund af engagement – altså antal kommentarer, reaktioner, likes etc.). Derudover er hun fortaler for at gøre Facebook-feedet kronologisk, altså sorteret på eksempelvis opdateringers og billedernes udgivelses- eller upload-tidspunkter.

Casey Newton stiller spørgsmålstegn ved dette og nævner, at polariserende indhold også blev delt på Twitter og Instagram, inden de også valgte at sortere deres feeds via algoritmer, men at det muligvis kan dæmme op for spredningen.

Algoritmerne er svære

Derudover er det svært at regulere den form for algoritmer, der er tale om her.

MIT Technology Review har talt med Ellery Roberts Biddle, der er projektdirektør hos Ranking Digital Rights – en nonprofit, der studerer sociale platformes rankingsystemer og deres indvirkning på menneskerettigheder.

Hun fortæller, at Haugens forslag giver mening, men at der stadig er mange ubesvarede spørgsmål omkring algoritmetransparens, altså gennemsigtigheden i og omkring disse systemer.

(Jeg har tidligere skrevet om algoritmetransparens, og at man heller ikke skal have for meget af det, i mit engelsksprogede nyhedsbrev.)

Politiken, opfordrer i en leder Facebook til at åbne op for algoritmerne, så myndighederne kan få indblik i, hvordan de fungerer.

Umiddelbart er det et fornuftigt ræsonnement; lad os skille feed-algoritmerne ad og skabe synlighed (om ikke andet for myndighederne) om, hvad de prioriterer – og gøre det rigtigt.

Men en ting er, at det er svært at arbejde med den form for transparens – noget andet er, at det ikke nødvendigvis er nogen god løsning. Ikke kun fordi, det kan rejse spørgsmålet om, hvad en virksomhed har ret til at holde hemmeligt af konkurrencehensyn, men også fordi det ikke nødvendigvis fører noget godt med sig at gøre det synligt, hvad algoritmer som dem, der styrer Facebook-feedet, arbejder efter.

I forvejen er der en kamp i gang hver dag – og her spiller mange medier lystigt med – hvor det handler om at ramme de rigtige tidspunkter, elementer og interaktioner (“hvad synes du – læg en kommentar”), så man får de gode placeringer i feedet.

Yderligere gennemsigtighed om, hvordan feedet på Facebook fungerer vil gøre denne kamp endnu vildere, og det vil hurtigt blive et ræs mod bunden. Akkurat som når journalister konkurrerer på klik, sidevisninger og læsere.

Det, du måler, er du selv

Det skyldes noget meget grundlæggende, nemlig det der kaldes “Goodharts lov” – den kan du læse mere om på Wikipedia, hvis du har lyst. Kort fortalt siger den, i lettere omskrevet form, at “when a measure becomes a target, it ceases to be a good measure”.

Altså; i det øjeblik, du gør et målepunkt til et mål, er det et dårligt mål.

Det er det af den simple årsag, at vi mennesker hurtigt finder ud af, hvordan vi får vores belønning, og så gamer vi systemet, indtil det lykkes. Det er derfor, nogle journalister laver clickbaits – fordi så får de flere sidevisninger end kollegerne og konkurrenterne.

Og det er selvfølgelig også derfor, Facebook-feedet er så grimt, som det til tider er: Vi vil gerne have den store rækkevidde og de mange interaktioner, for så er vi jo dygtige.

Vi elsker det vanvittige

Derfor løser øget gennemsigtighed formentlig ikke meget, ligesom det ikke bliver sjovt at være dem, der skal regulere de signaler, rank-algoritmerne arbejder efter – fordi det i sidste ende skal være målbart, for at algoritmerne fatter det, og allerede der er det hastigt på vej til at blive en dårlig idé at måle efter.

Det her handler om noget, der er større og mere komplekst, end at vi er sure på og skuffede over Facebook. Det handler om os mennesker. Som MIT Technology Review skrev i tilbage i marts:

“The models that maximize engagement also favor controversy, misinformation, and extremism: put simply, people just like outrageous stuff.”

Bevares, det er selvfølgelig ikke det samme som, at der ikke skal gøres noget – men det illustrerer, hvorfor det er svært at regulere såvel tech-firmaer som de algoritmer, der driver dem og deres platforme.

Samtidig er Machine Learning-algoritmer, der er trænede på data og selvlærende, ikke så lette at gennemskue som en gammeldags, regelfølgende nærmest håndskrevet algoritme.

Derudover viser argumentet for at skille algoritmen ad også begrænsningen i den sammenligning med de store tobaksfirmaer, som de amerikanske politikere og nogle medier har kastet sig ud i.

Sammenligningen ligger jo lige for: Der er tale om en stor, ond organisation, der har bygget noget, der er dårligt for os, men som vi samtidig bliver afhængige af. Men der er nu engang forskel på ingredienslisten i en cigaret og i en algoritme, der skal bringe vores billeder og geniale ord ud til så mange mennesker som muligt.

I et Recode-nyhedsbrev (der desværre ikke er udgivet online, så jeg kan ikke linke til det) argumenterer Adam Clark Estes for, at Big Oil (de store amerikanske oliefirmaer, der siden blev splittet op via antitrust-lovgivning) er en bedre sammenligning.

Det handler blandt andet om, at såvel oliefirmaer som Facebook sidder på noget, vi har svært ved at undgå, især i “developing nations”, hvor der er en større afhængighed af Facebook end i for eksempel USA – som det også ses med olie.

Oliemetaforen har selvsagt også sine begrænsinger, men den er nu ikke desto mindre interessant og umiddelbart mere relevant end cigaretterne.

Om du vil kæde det sammen med alle “data er det nye olie”-parolerne, må stå for din egen regning 🙂

Del så de data

Hvad kan der så gøres? Af alle de ting, jeg har læst i forbindelse med “Facebook Files” og Haugens vidnesbyrd, synes jeg faktisk Casey Newton har fat i noget i sit Platformer-nyhedsbrev.

Både i den artikel, jeg linkede til tidligere, og i denne artikel, hvor han advokerer for, at Facebook deler “Facebook-filerne” (det var inden, de så delte de slides, én af Wall Street Journal-historierne handlede om).

Og det handler om data.

Begge artikler rummer nemlig en appel om, at Facebook også frigiver de data, der ligger til grund for de interne konklusioner og anbefalinger, de siden har fået så meget kritik for.

Newtons pointe er god; for det handler nemlig om ægte transparens. Og han foreslår ikke, at Facebook bare slår en eksport i kommasepareret format, som du så kan mase ind i Excel eller Google Sheets.

I stedet anbefaler han Facebook at frigive dataene i samarbejde med uafhængige forskere, således at dataene kan blive sat i de fornødne kontekster samt blive anonymiseret og renset for personhenførbare oplysninger.

Okay, det handler ikke om de algoritmer, som så mange er så sure på – men det handler dog om konsekvensen af dem og de sociale platformes andre aspekter og indvirkning på vores samfund.

Og det betyder, at man ville have et reelt, faktabaseret afsæt for at lave noget om (et grundlag meget af debatten omkring Facebook, teknologi og algoritmer desværre ofte mangler).

Skal forskere have adgang ved lov?

Desværre har Facebook ikke ligefrem stolte traditioner for at dele data. I en glimrende gennemgang peger Columbia Journalism Review os til en artikel hos The Washington Post skrevet af Nathaniel Persily. Han er professor ved Stanfard Law School og chef for Stanford Cyber Policy Center.

Han stod også i spidsen for et samarbejde mellem forskere og Facebook, som han dog forlod efter flere års frustration over brudte løfter om at dele mere data.

“When Facebook did finally give researchers access to data, it ended up having significant errors — a problem that was discovered only after researchers had spent hundreds of hours analyzing it, and in some cases publishing their findings (about, for example, how disinformation spreads).”

Derfor opfordrer Persily den amerikanske kongres til at vedtage en lov, der giver forskere adgang til information fra Facebook om, hvordan dets tjenester påvirker samfundet.

Det er ikke fjernt fra, hvad Casey Newton anbefaler og efterspørger – og noget kan tyde på, at Facebook før eller siden vil blive tvunget til at dele disse former for data og oplysninger.

Hans råd til kongressens politikere er samtidig, at de ikke forsøger at vedtage en lov, der skal løse alle de problemer, Haugens vidnesbyrd omhandlede.

Kan Facebook redde sig selv?

Selvfølgelig ville det være dejligt og nemt, hvis Facebook selv begyndte at frigive den slags ting og begyndte at bygge et feed, der var mindre polariserende. Især i kølvandet på afsløringer af, at de har sat vækst (for såvel brugen af Facebook som Facebooks bundlinje) forrest.

Men det tyder på, at Facebook skal have hjælp.

I starten af sit vidnesbyrd sagde Frances Haugen:

“The company’s leadership knows ways to make Facebook and Instagram safer and won’t make the necessary changes because they have put their immense profits before people. Congressional action is needed. They cannot solve this crisis without your help.”

“Facebook’s actions make clear that we cannot trust it to police itself,” sagde den demokratiske senator Richard Blumenthal, der sidder i spidsen for den kongreskomité, Haugen vidnede overfor, ifølge CNN.

Og da MIT Technology Review i juli anmeldte en bog om Facebooks “fundamentale fejl” sagde de det ganske tydeligt:

“[…] between the lines, the message is loud and clear: Facebook will never fix itself.”

Herhjemme har Sebastian Gjerding fremført samme synspunkt i en lederartikel hos Information.

Tvivlens fordel er væk

Jeg nævner det efterhånden hver gang, jeg enten skriver eller holder oplæg om Facebook, men det er en pointe, der er værd at gentage:

Uanset om Facebook i en given sag har begået store fejl eller har (helt eller delvist) ret i det de siger, så har de forlængst mistet “the benefit of the doubt”. Især hos mange medier.

Det kommer selvfølgelig delvist fra Facebooks lange række af dårlige historier, men det er også baseret på ganske stærke følelser overfor Facebook i dele af mediebranchen, hvor man er flasket op på en historie om, at det er tech-firmaer som Facebook, der har taget de penge, der burde gå til medierne.

Om man deler det narrativ eller ej er ikke relevant i netop denne sammenhæng – men det er vigtigt at have for øje, når man orienterer sig i Facebooks række af skandaler. Blandt andet fik The New York Times gjort i nælderne, da de fejlagtigt skrev i 2018, at Netflix og Spotify kunne læse med i Facebook-brugernes private beskeder.

Det var ikke tilfældet. Journalisten havde tilsyneladende ganske enkelt ikke forstået det tekniske – og det er et godt eksempel på, at tvivlens fordel er væk for Facebook.

Facebooks svar

Facebooks modsvar på Facebook Files og Frances Haugens vidensbyrd har indtil videre bestået af blandt andet:

• En artikel af Nick Clegg (Facebooks “Vice President of Global Affairs”) med overskriften “What the Wall Street Journal Got Wrong”
• En tilbagevisning af dele af The Wall Street Journals dækning (som minimum med delvis berettigelse, ser det ud til), som dog også stiller spørgsmål ved validiteten i dele af Facebooks research (“This research, some of which relied on input from only 40 teens…”)
• Slides (PDF #1, PDF #2) om blandt andet Instagrams påvirkning på unge (ledsaget af kommentarer, der stillede spørgsmålstegn ved konklusionerne i dokumenterne samt dataene – og derved Facebooks egne forskere)
• Et opslag fra Mark Zuckerberg, hvor han (ikke overraskende) forklarer, at Facebook føler sig misforstået og gentager deres interesse i regulering (som dog, siger kynikerne, formentlig vil gøre det sværere for konkurrenter og dermed gavne Facebook mest)
• Et forsøg på en miskreditering af Frances Haugen (hun arbejdede der i mindre end to år, havde intet medarbejderansvar og havde aldrig beslutningsmøder med den øverste Facebook-ledelse)

Som Casey Newton skrev i forbindelse med miskrediteringen af Haugen:

“If there’s a point in there, I missed it.”

Jeg er ikke i en position, hvor jeg kan rådgive Facebook, så det vil jeg lade være med.

Men det tyder på, at det er på tide, de lancerer nogle reelle initiativer omkring deling af og gennemsigtighed i forbindelse med information og data – inden de bliver tvunget til at gøre det.

Og så handler det også om, at dem, der til stadighed gør sig afhængig af Facebook og fodrer platformen (det gælder også medier) bør tænke sig om.

Men ja, det er lettere sagt end gjort. Som Kaas og Ryg sang i 1963:

“Bare en gang til, så sker det aldrig, aldrig mer’

Bare to gange til, så sker det aldrig, aldrig mer’

Bare syv gange til, så sker det aldrig, aldrig mer’

Bare firs gange til, så sker det aldrig, aldrig mer’

Det lover vi hinanden”

En ting er at sige noget. Noget andet er at gøre noget ved det. ◉

Giv dig selv en fordel:
+ Tilmeld dig Ugerevyen