Kategori: Artikler

Fire nye lokalme­di­er og mass­er af ansæt­telser. Det han­dler om data og abon­nementer – men markeds­førin­gen man­gler, og det koster på brugero­plevelsen.

Læs mere →

Først ville de for­byde porno, en uge senere er for­bud­det sus­penderet. Det han­dler om betalinger – mens dem, der laver ind­hold­et, mis­ter tilli­den til plat­for­men.

Af Lars K Jensen (@larskjensen)

Dét gik stærkt. Den 19. august kunne blandt andre Bloomberg fortælle, at Only­Fans (der lad­er brugerne tage penge for adgang til ind­hold, og som er pop­ulært blandt sexar­be­jdere) ville for­byde porno.

Ændrin­gen ville træde i kraft 1. okto­ber, men der gik kun en uges tid, før Only­Fans vendte på en tallerken og meldte, at de alligev­el ikke ville for­byde porno. For­bud­det er blevet "sus­penderet", hed­der det – og den for­mu­ler­ing gør ikke noget godt for tilli­den til Only­Fans.

Tilliden er væk

Wired fortæller, hvor­dan flere af dem, der skaber ind­hold til Only­Fans-plat­for­men, er skep­tiske.

"Hvis dette er en sejr, er det en midler­tidig en," siger Anshu­man Iddamset­ty, der uploader under pseu­do­nymet 'Board­lord' til Wired.

"Jeg har aldrig set en plat­form fortryde en ret­ning som dette. Sprog­et, de brugte i deres bek­endt­gørelse, bekym­r­er mig. 'Sus­pendere' vækker ikke tillid. Og de nægt­ede at nævne sexar­be­jdere eller ero­tiske arbe­jdere ved titel – de gik tilbage til den omhyggelige dou­ble­s­peak med 'skaber' og 'alle gen­r­er'."

Her­hjemme talte Ekstra Bladet med sexar­be­jderen Natascha Sophi­aa, der ligeledes har mis­tet tilli­den til Only­Fans:

"Det er dejligt, men sam­tidig er jeg meget skep­tisk og har mis­tet tilli­den til plat­for­men. Alt­så når de kan komme med en udmeld­ing den ene dag og trække i land efter et par dage, frygter jeg, at vi kan stå i den samme sit­u­a­tion igen om et par måned­er."

PornHub-sagen skræmmer

Årsagen til Only­Fans' zigzag-kurs han­dler ikke om blufærdighed men om penge. Oprindelig mente man, at det var betal­ingst­jen­ester og kred­itko­rt­fir­maer som Mas­ter­card og VISA, der havde sat tommeskruerne på Only­Fans.

Alle kan huske tilbage til decem­ber, hvor Mas­ter­card, Visa og Dis­cov­er droppede Porn­Hub efter anklager om børneporno. Nogle kri­tikere at Only­Fans men­er, at den også er en kilde til spred­ning af børneporno.

"Det er et tegn på et sys­tem, der er i stykker, når kun kred­itko­rt­fir­maer kan tvinge Porn­hub til at ændre på det", skrev John Naughton hos The Guardian i den forbindelse.

Sådan hang det dog ikke sam­men, og Only­Fans fork­larede, at det er bankerne, der læg­ger pres på for at få min­dre eksplic­it ind­hold på plat­for­men.

Men det han­dler dog stadig om kred­itko­rt­fir­maerne.

Mastercard strammer garnet

Sagen er nem­lig den, at Mas­ter­card i april måned strammede deres krav til bankerne i forbindelse med salg at ind­hold til vok­sne. Stramningerne kom­mer efter netop sagen med Porn­Hub, og allerede den­gang var der kri­tiske røster om, at dette kunne få kon­sekvenser for sted­er som Only­Fans.

Blandt andet skal bankerne nu sikre, at sæl­gerne har doku­menteret sam­tykke samt ver­i­fi­ceret alder og iden­titet på dem, der er involveret i ind­hold­et, før de kan behan­dle betalinger.

Deruover skal bankerne også sikre sig, at de pågældende web­sites og plat­forme har en såkaldt "review process" samt et sys­tem på plads, der kan håndtere klager over aktivitet, der er ulovlig eller foregår uden sam­tykke, fork­larede Mas­ter­card i et blogindlæg.

Det er ikke småt­ing, og bankerne har ikke andet valg end at sende kravene videre til plat­forme som Only­Fans.

De mange krav bliv­er dog mødt af mod­stand. I et åbent brev argu­menter­er flere britiske inter­esse­or­gan­i­sa­tion­er for, at de finan­sielle insti­tu­tion­er standser deres diskrim­i­na­tion imod sexar­be­jdere. Giz­mo­do fortæller, at flere sexar­be­jdere er nødt til at tage lån med falske oplysninger, for­di de ellers ikke kan få lov.

Æggene og kurven

Nu er det svært at vide, hvad der er sket bag lin­jerne hos Only­Fans og bankerne, men noget tyder på, at de har løst tvis­ten. For nu.

Om det bety­der, at der bliv­er stil­let større krav til dem, der vil bidrage med ind­hold til Only­Fans, samt at Only­Fans selv vil gen­nem­føre de tilt­ag, der stilles krav om, bliv­er vi nok klogere på i den nærmeste fremtid.

Only­Fans har blot meldt ud, at de fores­låede ændringer "ikke læn­gere er påkrævet på grund af bankpart­neres for­sikringer for, at Only­Fans kan støtte alle gen­r­er af skabere".

Det er næppe en for­mu­ler­ing, der får brugerne til at stole blindt på Only­Fans, og mange vil for­mentlig under­søge deres mulighed­er for at være tilst­ede mere end ét sted med deres ind­hold.

Som ord­sprog­et siger, er det sjældent for­nuftigt at lægge alle sine æg i én kurv. Og det gælder for­mentlig uanset hvilke for­mer for ind­hold, man vil tjene penge på via plat­forme, andre ejer. ◉

En fejl hos Face­book betød, at der ikke blev vist uddrag på links. Hvad enten det var en fejl eller et snedigt greb, vis­er det en mediebranche, der ikke stol­er på Face­book.

Af Lars K Jensen

Tors­dag udbrød der små­panik i det danske hjørne af Twit­ter. Årsagen var, at linkud­drag var forsvun­det på Face­book. Det vil sige, at hvis man delte et link, blev der ikke vist hverken billede, over­skrift eller uddrag (screen­shot fra Mar­cus Stoltze):

Alt tyder på, at der skete en fejl hos Face­book. Men det sker på et tid­spunkt, hvor de danske medi­er og Face­book er på vej ind i en forhan­dling om Face­books brug af uddrag fra medi­er.

Jeg har skrevet en del om det (der han­dler om en ny dan­sk ophavs­ret og EUs copy­right-direk­tiv), men af respekt for din tid vil jeg her blot nævne to artik­ler, du kan læse:

• Er vi på vej i kon­flikt med Google og Face­book? (Jour­nal­is­ten, 30. marts)
• Medierne og Face­book har smidt handskerne (Kom­mu­nika­tions­fo­rum, 9. juni)

Flere sted­er blev der spekuleret i, om det mon var noget, Face­book gjorde som en form for optakt til forhan­dlingerne med de danske medi­er.

"Kam­p­en mellem Face­book og danske medi­er skær­pes," skrev Mar­cus Stoltze i et tweet. Det blev retweet­et af Andreas Mar­ck­mann, der er chefredak­tør hos Markeds­føring:

"Hvis dit jour­nal­is­tiske medie satser stort på Face­book, så er det nok sådan cir­ka nu, I skal gen­overve­je den beslut­ning," skrev han.

Stoltze var dog også blandt de første til at bemærke, at der måske var tale om en fejl. Det er nem­lig værd at til­fø­je, at fejlen berørte alle web­sites og Face­books annon­cer, hvilket jo kan pege på en decideret fejl:

At der var tale om en fejl, blev bekræftet i et tweet fra John Sev­erin­son, der blandt andet arbe­jder med mediesamar­be­jder hos Face­book.

Et dansk problem

Der er dog stadig lidt mys­tik omkring fejlen. For eksem­pel er der indika­tion­er af, at fejlen kun skete i Dan­mark, og Silas Bang fra Jysk Fynske Medi­er (der føl­ger en del jour­nal­is­ter fra andre lande) tweet­ede, at han ikke hørte om fejlen fra andre end danskere.

Som Kat­ja Moikjær skrev, er det påfaldende, at fejlen ser ud til at være et dan­sk fænomen.

Det kan der selvføl­gelig være ærlige årsager til, for eksem­pel hvis Face­book organ­is­er­er dele af deres kode efter lande. For eksem­pel er de nødt til for hvert land at holde en liste over hvilke web­sites og Face­book-sider, der tilhør­er medi­er, og hvis uddrag i så fald skal begræns­es og vis­es i overensstem­melse med en kom­mende aftale mellem Face­book og medierne.

Det kan være noget i den forbindelse, der er gået i stykker – umid­del­bart har Face­book ikke for­t­alt mere, end at der var tale om en fejl.

Mistillid

Hvad end der var tale om en fejl hos Face­book eller et snedigt forsøg for at måle et fald i inter­ak­tion­er, når der ikke er et linkud­drag, vis­er det med al tyde­lighed den dårlige stand­ing og ry, Face­book efter­hån­den har mange sted­er i mediebranchen. Også den danske.

Face­book får sværere og sværere ved at gøre noget rigtigt i en branche, der for­ven­ter, at Face­book altid vil sætte sig selv og sin annon­ce­mod­el for­rest. Også selvom det ram­mer nyhedsme­dierne.

Efter en stor New York Times-his­to­rie i 2018 om Face­books brug af data (hvor NYTimes havde begået nogle tilsyneladende pin­lige fejl) skrev min yndlings-tech-jour­nal­ist, Will Ore­mus, ganske klogt:

"Face­book may or may not have lost its han­dle on our data. But it has def­i­nite­ly lost its han­dle on the pub­lic narrative—and the ben­e­fit of the doubt."

Will Ore­mus i Slate

Det er fuld­stændig det samme her. Uanset om Face­book har gjort noget galt eller ej, er der forsvin­dende få, der vil lade tvivlen komme dem til gode.

Læs blot neden­stående citat fra Ore­mus' artikel og erstat pri­va­cy med Face­books skran­tende forhold til mediebranchen:

"That doesn’t mean Face­book is doomed, or even that #Delete­Face­book will dent its short-term bot­tom line this time any more than it did last time. What it does mean is that every Face­book pri­va­cy mis­step from here on out is like­ly to be viewed as more vil­lain­ous than it real­ly is, includ­ing by peo­ple who have the pow­er to do some­thing about it. The com­plex­i­ty of Facebook’s sys­tems will no longer be coun­te­nanced as an excuse for fail­ing to reg­u­late it.

Pub­lic naïveté about its busi­ness mod­el will grad­u­al­ly give way to para­noia."

Her er Face­book selvføl­gelig ikke uden skyld, men det er ikke kun deres skyld. Det skyldes også en mediebranche, der i mange år har brugt Face­book fork­ert og i sti­gende grad har peget på tech-fir­maer som Face­book som den abso­lut største trussel mod trivsel for danske medi­er.

NYTimes rykker en tred­jedel af deres nyheds­breve bag betal­ingsmuren, og Quartz giv­er nyheds­brevene en hov­e­drolle i for­ret­nin­gen – lige­som adskil­lige andre medi­er har gjort.

Man skal nok have lev­et under en sten for ikke at vide, at nyheds­breve er noget af det mest omtalte og vigtig­ste for medierne lige nu. Det er her, de kan markeds­føre deres ind­hold, skabe rela­tion­er til brugerne og skabe engagerede brugere.

For mange medi­er er en tilmeld­ing til et nyheds­brev en af de stærkeste indika­tion­er af, at en bruger er bun­det tæt­tere til medi­et og måske end­da på vej til at købe et abon­nement.

I denne uge skete der to vigtige ting, der mark­er­er at nyheds­breve ikke kun har en rolle at spille på den gratis side af betal­ingsmuren.

For det første kom nyhe­den om, at The New York Times rykker en tred­jedel af deres nyheds­breve bag betal­ingsmuren. Det er sen­este step i en udvikling, der har givet nyheds­brevene en mere og mere cen­tral rolle i NYTimes' strate­gi.

Konvertering vs. fastholdelse

Der­for står de nu og skal skelne mellem hvilke nyheds­breve, der kon­vert­er­er, og hvilke, der fasthold­er. Eksem­pelvis er nogle nyheds­breve gode til at sprede trafik ud på medi­ets web­site, mens andre har mere karak­ter af selvstændi­ge ind­hold­spro­duk­ter.

Et andet sted, hvor nyheds­brevene bliv­er tildelt en hov­e­drolle i abon­nements­for­ret­nin­gen, er hos Quartz. Det skyldes, at Quartz fandt ud af, at abon­nen­terne helst vil for­bruge ind­hold­et i deres ind­bakke.

De rea­ger­er ganske enkelt på brugernes adfærd, som Quartz-CEO Melis­sa Chown­ing fork­lar­er til Digi­day.

Mindre er mere

Det er en kæmpe suc­ces for nyheds­brevet som for­mat. Men det er også en fal­literk­læring for web-udgivelse og mange mediers til­gang til det. I Digi­day-artiklen kan du læse, hvor­dan Quartz-redak­tør Kather­ine Bell fork­lar­er, at de har lært, at brugerne ganske enkelt ikke kan få gavn af alt det ind­hold, der lig­ger på Quartz-web­sitet og i deres app.

(Hvis du er mere nys­ger­rig på Quartz og nyheds­breve, har Journalism.co.uk talt med Bell om Quartz' brug af nyheds­breve.)

Her er et udval­gt nyheds­brev med en klar start og slut­ning og en nogen­lunde fast udgivelses­frekvens meget nem­mere at forholde sig til.

Det er sjovt nok de samme ting, der karak­teris­er­er den gode gam­le avis – og e‑avisen, som jeg vovede at hylde i et debatindlæg hos Jour­nal­is­ten i 2018: E‑avisen lykkes, hvor net­tet har fejlet.

En af mine yndlingsme­di­er – The Infor­ma­tion, der skriv­er om teknolo­gi – føl­ger jeg stort set kun via deres nyheds­breve og har gjort det, siden jeg købte abon­nement hos dem i 2016. I et essay fra samme år om forde­lene for medi­er ved at udgive min­dre ind­hold skrev jeg med ref­er­ence til The Infor­ma­tion:

"[...] jeg føler, jeg kan følge med. De bom­barder­er mig ikke med 10–20 artik­ler, som jeg alligev­el ikke har tid til at læse. De satser på få artik­ler, som jeg nemt kan tage still­ing til, om jeg vil læse. Det bety­der, at jeg rent fak­tisk får læst alle de artik­ler, jeg gerne vil læse.
 
Det giv­er en følelse af com­plete­ness, og dét skal man ikke under­vur­dere. Det er den samme følelse, vi får, når vi klar­er et punkt på todo-lis­ten (især hvis det er det sid­ste), fjern­er den sid­ste mail i ind­bakken og når ‘Inbox Zero’ eller bare får klaret den opgave, man har udskudt alt for længe."

E‑mailprodukterne flytter ind

Og så spiller nyheds­brevenes frem­march og The New York Times' og Quartz' ind i en gener­el ten­dens om, at nyheds­breve går fra at være kanaler til at blive selvstændi­ge pro­duk­ter. Det har jeg tidligere skrevet om i mit engel­sksprog­ede nyheds­brev om pro­duk­tudvikling og inno­va­tion i mediebranchen: Newslet­ters as Prod­ucts.

Adskil­lige medi­er har udval­gte nyheds­breve, som kun betal­ende abon­nen­ter kan mod­tage, så Quartz læg­ger sig i den strøm, mens The New York Times' beslut­ning qua deres stør­relse og rolle må siges at være mon­u­men­tal og et stort bet på nyheds­brevenes suc­ces, også i fremti­den.

Nyheds­brevene fly­t­ter nu også ind bag betal­ingsmuren – og det gør de for at blive der.

Denne artikel udkom oprindeligt i Dig­i­tal Ugerevy-nyheds­brevet sam­men med opsam­lin­gen på uge 32.

Tilmeld dig nyheds­brevet, hvis du ikke må gå glip af noget.

Fra kon­spir­a­tionste­ori til en under­søgelse bestilt af den amerikanske præsi­dent. Vi kender stadig ikke ophavet til pan­demien, og hvor­dan forhold­er man sig til den man­gel på viden?

Læs, hvor­dan Wikipedia er røget i en redi­ger­ingskrig – og hvor­dan et dan­sk fak­tat­jekme­die går til his­to­rien om lab­o­ra­to­ri­et.

I takt med, at vi – forhåbentlig – nærmer os afs­lut­nin­gen på COVID-19-pan­demien og efter­hån­den kan få en nor­mal hverdag igen, står et af de helt cen­trale spørgsmål stadig ubesvaret:

Hvor­dan start­ede det hele – hvor­dan fandt coro­n­avirus sin vej til os men­nesker?

Den dominerende teori har længe været (og er stadig) at virus­set gik fra flag­mus til men­nesker via et tred­je dyr, men teorien om, at virus­set er skabt i et lab­o­ra­to­rie (ved Wuhan Insti­tute of Virol­o­gy) og und­slip­pet der­fra, flo­r­erer stadig.

Fra konspirationsteori til endnu en teori

Og hvor lab­o­ra­to­rievin­klen tidligere blev dømt ude som en kon­spir­a­tionste­ori, er den nu noget, det er okay at snakke om – og selv respek­terede medi­er som The New York Times har brugt spal­teplads på at skrive om teorien.

Det skifte har haft store betyd­ninger og afledte effek­ter. I slut­nin­gen af maj (den tim­ing vender vi tilbage til lige om lidt) ændrede Face­book på deres regler for mis­in­for­ma­tion, så det nu blev okay at tale om, at coro­n­avirus måske er men­neskeskab.

Dermed gik teorien om lab­o­ra­to­rielækket i Wuhan fra at være en kon­spir­a­tionste­ori, vi pegede fin­gre af, til at være end­nu en teori omkring udbrud­det af coro­n­avirus.

På Wikipedia, der jo bliv­er holdt opdateret af et hav af friv­il­lige redi­gerende, redak­tør­er og admin­is­tra­tor­er, er der udbrudt direk­te splid om, hvor­dan man skal forholde sig til lab­o­ra­to­ri­ete­orien, skrev CNET i ugens løb.

(Artiklen giv­er desu­den et godt ind­b­lik i, hvor­dan Wikipedia foregår via utal­lige redi­geringer og de såkaldte "Talk"-undersider – samt hvor­for Wikipedia lykkes, når alle fak­tor­erer peger på, at det burde gå rasende galt.

Medicin eller historie?

Split­telsen drejer sig blandt andet om, hvorvidt pan­demiens ophav hør­er under det, der på Wikipedia kaldes WP:MEDRS, og som han­dler om hvor­dan Wikipedia går til "bio­med­i­cin­sk" infor­ma­tion – eller om der er tale om noget his­torisk frem­for epi­demi­ol­o­gisk.

Deru­dover har Wikipedia hidtil val­gt at ude­lade eller stærkt begrænse omtaler af lab­o­ra­to­ri­ete­orien. En del af uenighed­erne han­dler om, hvorvidt det er en far­bar vej, når ser­iøse medi­er nu også omtaler teorien.

En Wikipedia-side beskæftigede sig med teorien ("COVID-19 lab leak hypoth­e­sis"), men den blev derefter slet­tet. I feb­ru­ar måned blev siden dog genind­sat, og i dag ref­er­erer en til et afs­nit på Wikipedia-artiklen om COVID-19-mis­in­for­ma­tion: "Wuhan lab ori­gin".

Deru­dover har Wikipedia nu også en artikel om under­søgelserne af ophavet. For ja, der er nem­lig en under­søgelse i gang.

Og her vender vi tilbage til Face­books tim­ing med maj måned.

I slut­nin­gen af maj bestilte USAs præsi­dent Joe Biden en under­søgelse af COVID-19's ophav. Resul­tatet af den under­søgelse lan­der efter 90 dage, hvilket vil sige i slut­nin­gen af august (omkring den 25. august, hvis de er præ­cise).

Rollen som medie

Men hvor­dan skal man som plat­form (og ikke mindst medie) forholde sig et et emne som lab­o­ra­to­ri­ete­orien, der plud­selig er blevet okay at snakke om – selvom der ikke er kom­met noget ny infor­ma­tion?

Hos det danske fak­tat­jekme­die, TjekDet, brugte de Bidens ordre som en anled­ning til at genbesøge deres tidligere dækn­ing af lab­o­ra­to­ri­ete­orien.

"Der kunne vi se, at vi fra starten har holdt teorien i strakt arm," siger jour­nal­ist Niko­laj Rod­kjær Kris­tensen, da jeg fanger ham på tele­fo­nen.

"Det har jo altid været uklart, hvor­dan coro­n­avirus præ­cist opstod. Der har været snakket meget om flager­mus, men intet er helt sikkert. De gange, vi har skrevet om teorien, har vi blandt andet talt med Allan Ran­drup Thom­sen, som har sagt, at han prin­cip­ielt ikke kunne afvise, at virus­set er men­neskesk­abt," fork­lar­er han.

Og det er hans råd til andre medi­er.

"Det er vigtigt, man forhold­er sig fak­tuelt til det – og accepter­er, at der er noget, vi ikke har fået svar på."

Pas på vidensmangel

Niko­laj Rod­kjær Kris­tensen beskriv­er, hvor­dan de hos First Draft (der blandt andet under­vis­er jour­nal­is­ter i at håndtere mis­in­for­ma­tion) taler om "data deficits" – eller på dan­sk, man­gel på infor­ma­tion (fremhævnin­gen er min):

"Here we intro­duce a new con­cept, data deficits, to exam­ine a sim­i­lar, search-relat­ed vul­ner­a­bil­i­ty: sit­u­a­tions where there are high lev­els of demand for infor­ma­tion about a top­ic, but cred­i­ble infor­ma­tion is in low sup­ply. Low sup­ply may occur because cred­i­ble infor­ma­tion doesn’t exist or because it isn’t reach­ing peo­ple.

Rather than a void or gap, high demand and low sup­ply cre­ate a deficit: a lack of cred­i­ble infor­ma­tion, where results exist but they are mis­lead­ing, con­fus­ing, false or oth­er­wise harm­ful. They are the result of a mis­man­aged infor­ma­tion sup­ply chain, not a mali­cious actor."

Hos First Draft har de blandt andet lavet et dash­board, hvor du kan se "data deficit"-data på ver­den­s­plan – for 2020:

Risikoen er, når vi man­gler data og viden, tager vi det, vi kan få fat i, og bruger det til at fork­lare de ting, vi (end­nu) ikke har fået en fork­lar­ing på.

Og det er ved den man­gel, man som borg­er, mediebruger og sågar også medie skal sørge for at holde tun­gen lige i munden.

Hos TjekDet har de også oplevet et skift. Tidligere fak­tat­jekkede de his­to­ri­er og fandt svaret – fak­ta. Efter coro­n­avirus og pan­demien har ind­taget vores liv, står de med flere his­to­ri­er, hvor de ikke kan fak­tat­jekke oplysningerne (for­di ingen, end ikke viden­sk­ab­s­folk, kender sand­he­den) men kun his­to­ri­erne om oplysningerne.

Her er his­to­rien om et muligt laborielæk et godt eksem­pel.

Tålmodighed...

Det ser desværre ud til, at vi skal leve med uvishe­den om COVID-19s ophav noget tid end­nu, og at den verserende "edit war" på Wikipedia kan fort­sætte.

Wired skrev i jan­u­ar om andre under­søgelser af pan­demiens start og årsag, og at det kan tage år, før vi har svar – og at de svar næppe vil være særlig enty­di­ge.

I maj, i forbindelse med starten af Bidens under­søgelse, skrev Wired igen om lab­o­ra­to­ri­ete­orien og kaldte den et "Tale of Weaponized Uncer­tain­ty". Her skriv­er de om de mange usikker­hed­er og det paradok­sale i, at vi er beg­y­n­dt at inter­essere os for samt at snakke og skrive meget om et emne, der ikke er kom­met noget ny infor­ma­tion om:

"No new facts have emerged since then. Three sci­en­tists got sick at a virus lab dur­ing flu sea­son? The Chi­nese gov­ern­ment stonewalled? Researchers worked in BSL‑2 labs? Come on. Does that mean some­thing bad def­i­nite­ly hap­pened at the Wuhan lab? No! Does it mean some­thing bad could have hap­pened? Sure! I guess!"

Og afs­lut­nin­gen på den artikel er egentlig også en fin afs­lut­ning, inden vi går til ugens opsam­ling:

"Did SARS-CoV­‑2 escape from a lab­o­ra­to­ry? Did human sci­en­tists mod­i­fy it to be more dead­ly, to spread fur­ther and faster? Maybe. Should peo­ple try to find out where it real­ly came from? Def­i­nite­ly, if for no oth­er rea­son than to stop the next pan­dem­ic before it starts. But those ques­tions won’t get answered for years.

And in the mean­time, a few peo­ple in con­gress will attract TV cam­eras and pow­er. A few com­men­ta­tors and writ­ers will get atten­tion for con­trar­i­an intel­lec­tu­al­ism, maybe move some sub­scrip­tion dollars—that's your doubt, com­mod­i­fied and pack­aged for resale."

◉

Denne artikel udkom med Ugerevy-nyheds­brevet i uge 26, 2021.

Se opsam­lin­gen fra den uge

Ingen gider abon­nere på en masse dig­i­tale avis­er og medi­er for blot at kunne læse enkelte artik­ler hist og her, man selv synes er inter­es­sant. Kunne man ikke forestille sig en mod­el, hvor man kan købe for én artikel ad gan­gen i stedet for at forpligte sig til et helt abon­nement?

Det er en af de mest hyp­pige – udslidte, vil nogen sige – diskus­sion­er i den dig­i­tale mediebranche. Hvad enten man kalder det mikro­be­tal­ing (eller stykkøb, som jeg har plæderet for) er det noget, parterne ikke rigtig har kun­net mødes om snakke om.

Tek­sten fort­sæt­ter herun­der ↓

Fra skyttegravskrig til forskning

I stedet bliv­er det ofte en skyt­te­gravskrig med brugere, der råber "I forstår os ikke – vi vil ikke binde os til et abon­nement", mens medierne råber "I forstår ikke os – det hænger ikke for­ret­ningsmæs­sigt sam­men for os at sælge én artikel ad gan­gen" tilbage.

Nu sker der omsider noget. Der skal nem­lig forskes i mikro­be­talinger her­hjemme.

Det sker ved Dan­marks Medie- og Jour­nal­isthøjskole, DMJX, der sæt­ter docent Aske Kam­mer og adjunkt Thomas Spe­jl­borg Sejer­sen til at under­søge sagerne.

Det han­dler dog ikke kun om miko­be­tal­ing men også om de såkaldte "datawalls", hvor vi får adgang til ind­hold mod at give adgang til vores data.

"Selv om det er 25 år siden, de danske medi­er kom på inter­net­tet, er det ikke for alvor lykkedes at skabe et alter­na­tiv til klas­sisk abon­nementssalg og annon­ceindtægter," siger Aske Kam­mer i en DMJX-pressemed­delelse.

Et af de store prob­le­mer er, at der er meget lidt viden om, hvor­dan brugerne reelt forhold­er sig til mediernes dig­i­tale for­ret­ningsmod­eller.

"Afs­tanden mellem medierne og deres brugere forekom­mer stor på det her område," fork­lar­er Aske Kam­mer mig.

Han fort­sæt­ter:

"Men det er i alles inter­esse, at der find­es en løs­ning, for brugerne og sam­fun­det har for stærke jour­nal­is­tiske medi­er. Der­for taler vi også både med brugerne og med medierne — for vi bliv­er nødt til at komme hele vejen rundt for at kunne arbe­jde kon­struk­tivt og komme videre."

I pressemed­delelsen fork­lares det, at pro­jek­tet både skal afdække mediernes viden om og erfaringer via bl.a. sam­taler med medieledere – samt munde ud i kon­cepter og mod­eller via work­shops og eksper­i­menter med brugere.

Danmark er bagefter

Og tiden er nu. Hvert år spørg­er Reuters Insti­tute i forbindelse med deres 'Dig­i­tal News Report', hvor mange, der har betalt for online nyhed­er inden­for det sen­este år.

I 2021-rap­porten er vi – stadig – bagefter de andre nordiske lande. Og afs­tanden er kun blevet større:

Land	2020	2021
Norge	42%	45%
Sverige	27%	30%
Fin­land	19%	20%
Dan­mark	17%	16%

Om mikro­be­tal­ing eller stykkøb bliv­er en del af løs­nin­gen er dog svært at sige. Som jeg nævnte oven­for er debat­ten præget af, at mange medi­er har svært ved at se det hænge sam­men økonomisk.

Kort for­t­alt kan det ikke betale sig for medierne at sælge artik­lerne til den pris, for­brugerne er klar til at betale.

Skidt historik

Og his­torikken ser ikke god ud for mikro­for­t­alerne. Lad os tage et par eksem­pler:

I august 2018 meldte Nets ud, at de ville bane vejen for mikro­be­tal­ing. Et år senere var jeg vært for en pan­elde­bat, der havde Nets’ Direc­tor for Strat­e­gy & Dig­i­tal, Simon Buch­waldt-Nis­sen blandt delt­agerne.

Her kunne han fortælle, at de havde sat pro­jek­tet på pause. Årsagen: Man­glende opbakn­ing fra de store aktør­er i den danske mediebranche.

Få måned­er forinden havde Blendle (der ellers var en af de store bas­tion­er for mikro­be­tal­ing) meldt ud, at de ville gå væk fra mod­ellen og kun fokusere på abon­nementssalg.

Her­hjemme forsøgte Mandag Mor­gen sig med en noget højere stykpris, end man ellers ser (150 kro­ner). De val­gte dog også at stoppe, da det under­minerede deres for­ret­ningsmod­el, har chefredak­tør Jakob Nielsen fork­laret i et tweet.

En udfordret model

Mod­ellen med stykkøb har en række udfor­dringer, blandt andet at det er svært for os som for­brugere at tage still­ing til ved hver enkel artikel, om den er noget, vi vil betale for.

Det kan du læse mere om i denne Twit­ter-tråd fra Jysk Fynske Mediers data- og analy­seredak­tør, Claes Holtz­mann, der stadig er rel­e­vant og inter­es­sant i dag.

"Er mikro­be­tal­ing død?" spurgte jeg efter Blendles udmeld­ing. Og det er så det, vi forhåbentlig bliv­er klogere på, når DMJX præsen­ter­er deres resul­tater i starten af 2023.

Der bliv­er kamp om vores ører, når Face­book lancer­er deres pod­cast-pro­dukt – med egenud­viklet afspiller.

Læs mere →